Kommentar

Collage: Charlie Emil Krautwald, Universitetet i Agder, Norge

Bent Blüdnikow har anmeldt en bog af Charlie (Emil) Krautwald, der for få år siden var en del af ‘Produktionskollektivet Opbrud’. Et AFA/Redox-spinoff med AFA-leder Andreas Rasmussen og Redox-fotograf Rasmus Preston.

Krautwald var i sine yngre år aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og har flere anholdelser på CV’et, blandt anden, da han 2009 anvendte dæknavnet ‘Comandante’. Gruppen kaldte han ‘Kommando Abu Ali Mustapha’, opkaldt en ledende PFLP-terrorist med ti bombeattentater på samvittigheden. Han har tillige haft tæt kontakt til Internationalt Forum, hvor Blekingegadebandens Thorkil Lauesen opererer bag facaden.

Fra Berlingske.dk – Anm: Engang gik den danske venstrefløj i uniform med skrårem (kræver login).

“Historikeren Charlie Krauwalds bog ‘Kamp Klar!’ er blevet til en fascinerende beretning om koryfæer og fodfolk på den militante venstrefløj, fra 1930erne og frem, til nogle af dem i 1941 blev involveret i frihedskampen. …

Charlie Krautwald omtaler 145 aktioner mellem 1930 og 1939, men der var sandsynligvis langt flere, som blot ikke blev registreret af politi og medier. KUerne trak i militærøj med sorte skjorter, høje støvler og skrårem, hentet fra den fascistiske mode syd for grænsen, mens venstre-fløjen var iført uniformer med lange støvler, kasketter og til tider skrårem. Antifascistisk Kampforbund havde ‘lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket.’ Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo; et logo, der også anvendes i dag af Antifascistisk Aktion – eller Antifa, som organisationen også kaldes.

… Den venstreradikale aktivisme forblev numerisk en lille gruppe koncentreret i København, men var med til at præge tiden. Grupperne havde navne som Antifascistisk Aktion, Ordensværnet og Jernfronten. Charlie Krautwalds bog er dybt fascinerende, ikke mindst i vores nutid, hvor vi ser venstreradikale miljøer igen lave vold i gaderne og atter kalder sig Antifascister. …

Og netop som man fryder sig over en bog, der med grundige kildestudier afdækker en væsentlig og overset del af vores Danmarkshistorie og rykker ved vores grundfortælling om 1930erne… så kører forfatteren størstedelen af sin forskning i grøften med en venstreorienteret tilgang til emnet.

Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt, fordi højreradikalismen var på fremmarch i Europa, og at ‘antifascismen udgør ikke i sig selv nogen politisk ideologi’, men er blot en politisk og moralsk opposition til fascismen. Mens han anskuer højrefløjen som ideologisk med blikket stift rettet mod fascismens og nazismens succeser, fremstår venstrefløjen som ikke alene defensiv, men også afideologiseret.

Derfor er det også vanskeligt for Charlie Krautwald at forklare, hvorfor så mange ‘antifascister’ kunne mobiliseres, når fascismen i Danmark var relativt svag. Forklaringen ligger dog lige for, nemlig at venstrefløjen ikke kun var defensiv og ikke kun pragmatisk styret af kampen mod den fremvoksende fascisme, for venstrefløjen var også ideologisk og styret af håbet om en kommunistisk utopi, og det var denne utopi og støtten til Moskva, der drev entusiasmen frem på den aktivistiske venstrefløj. …

Denne manglende erkendelse af antifascismens kommunistiske utopisme får Charlie Krautwald til at konkludere, at i forbindelse med den antifascistiske kamp efter 1935 blev ‘demokrati et plusord for de revolutionære’. Derfor kunne de radikale antifascister ifølge Krautwald sagtens forene et grundlæggende revolutionært verdenssyn med en taktisk demokratikamp: ‘I modsætning til fascisterne arbejdede kommunisterne og de revolutionære socialister ligesom socialdemokraterne i deres egen selvforståelse for en demokratisk samfundsudvikling.’. …

Det er en renvaskning af både kommunister og revolutionære socialister og ville komme som en overraskelse for dem selv. … Der er tale om en tendentiøs udlægning, som må skyldes, at også historiestudiet, som så mange andre universitetsstudier – og som blandt andre LA-politikeren og forfatteren Henrik Dahl har peget på – er blevet overtaget af venstrefløjen.

… Anmeldere er ikke ufejlbarlige, og læsere af Weekendavisen vil bemærke, at avisens historieanmelder, Claus Bundgård Christensen, giver samme bog en fin anmeldelse. Samme anmelder er nævnt i Charlie Krautwalds forord for sin opbakning og kritiske indspil til manuskriptet. Det er vist nyt, at folk, der takkes i bøgers forord, også anmelder samme værk.

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa