Tavle

I dag ville Jan Høeg, den norske modstandskæmper fra besættelsen 1940-45 og senere imod masseindvandringen, være fyldt 98 år. Desværre gik han bort i sidste måned. Jeg kendte ham gennem godt 30 år, for så vidt som jeg hørte ham tale og omgikkes ham ved Den Danske Forenings møder, samt deltog i et par møder i Norge med hans forening Folkebevegelsen mot Innvandring. På grund af hans politiske engagement blev selv han infamt nok stemplet som en slags nazist eller ekstremist og efter 50 år i det norske hjemmeværn frataget retten til at bære uniformen – lavpunktet i mange års chikane af ham fra det officielle Norge. Men aldrig rystede han på hånden eller blev uklar i mælet om den katastrofekurs, mainstream-politikerne er inde på. Ole Hasselbalch skrev en bog om Høeg, der kan læses her. Nogle norske mindeord, der viser hans store personligheds mange sider, kan læses her.

I Den Danske Forenings blad Danskeren, december 1989, havde Jan Høeg et karakteristisk indlæg under overskriften ”’Landssvigerregering nr. 2’?” Med spørgsmålet, om Norges nye borgerlige regering mon ville blive landssvigerregering nr. 2 efter den helt klare landssvigerregering under ledelse af socialdemokraten Gro Harlem Brundtland:

”Quislings forræderi vil om 20-30 år sandsynligvis fortone sig som relativt ubetydeligt i forhold til, hvad Gro Harlem Brundtland har påbegyndt i Norge, og hvad dette vil udvikle sig til, hvis det lykkes hende at genvinde magten – eller hvis den nuværende regering fortsætter hendes linje.

ANNONSE

For ligesom hendes partifælle statsminister Johan Nygårdsvold for altid vil bære skammens stempel på grund af sit ansvar for, at Norge ikke var forberedt til at slå invasionen i 1940 tilbage – hvad vi havde kunnet – således vil Gro Harlem Brundtlands navn altid blive stående som navnet på den forræder, der fjernede Norges grænsebomme og gav plads for en fri invasion af asylsnyltere, desertører og medlemmer af narkotika-mafiaer i tusindvis.”

Høeg skrev også om Brundtland, at vi har ”at gøre med en kvinde, som så manisk har været på farten i håb om at skabe sig en personlig platform til at opnå et tophverv i FN (generalsekretær!), at hun hensynsløst har forrådt sit eget folk.” Man kommer jo her med sørgelig stadig aktualitet til at tænke på Mette Frederiksen, hvis åbenlyse internationale engagement, tydeligvis hendes hjertesag, senest ambitionen om at Danmark får en plads i FN’s Sikkerhedsråd, samtidig sætter meget snævre grænser for et opgør med internationale konventioner, der er det formelt svageste led i Danmarks forsvar imod masseindvandringen. Vil vi have indflydelse i verden, får verden også indflydelse hos os.

Jan Høeg startede som 18-årig det første illegale blad under den tyske besættelse af Norge, og blev senere chef for modstandsgrupperne i bjergene nord for Oslo – i en alder af kun omkring 20 år. Det er pinligt at sætte det i kontrast til nutidens børnehave af politikere, skønt mindst dobbelt så gamle sært umodne i deres generte benovelse eller malplacerede respekt over for internationale fora, hvis erklæringer dog mere ligner pubertært projektmageri end seriøs rettidig omhu, i hvert fald hvad angår de ydende parter i det ”internationale samfund”. Danske politikere er sat til at varetage danskeres interesser, norske politikere til at varetage nordmænds osv., men det kan vi stadig ikke forvente sker. Indtil i sidste måned var der en ægte voksen til stede, og hans faste og myndige røst, der satte sagerne på plads midt i alt børnehavepostyret, vil blive svært savnet.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder