Kommentar

Frihedsrådet kort efter befrielsen i 1945. Fra venstre: Ole Chievitz, Frode Jakobsen, Aage Schoch, C.A. Bodelsen, Børge Houmann, Mogens Fog, Hans Øllgaard, Arne Sørensen, Niels Banke og Erling Foss.

 

Jeg har netop genlæst ”Frit Danmarks hvidbog” om den tyske besættelse, der udkom i 1945 efter de fem forbandede år. Den blev redigeret af kommunisten Mogens Fog, medlem af Danmarks Frihedsråd.

Bidragene er skrevet af folk, der næsten alle selv deltog i Danmarks frihedskamp: venstreorienterede, højreorienterede, forretningsfolk, officerer, journalister, akademikere, frihedskæmpere, diplomater, der var gået i allieret tjeneste, og flere. Hædersmænd til hobe.

ANNONSE

Desuden er der ikke stukket noget under stolen. Så mange danskere faldt som ofre for nazismen, blev myrdet i clearingmord, blev sendt i tysk koncentrationslejr, henrettet i Ryvangen. Så mange tusinde danske krigssejlere i allieret tjeneste gik ned, så mange danske frivillige kæmpede for briterne og dermed for Danmark over den ganske verden.

Umiddelbart efter befrielsen begyndte danskerne at slås om politikken. Sådan er det i et demokrati. Men i et par år, da det gjaldt landets ære og fremtid, år stod de sammen trods alle skel.

I dag står vi over for en fjende, der er uligt farligere end nazismen, nemlig islam, hvis program er at eliminere alt, hvad vi forbinder med menneskelighed. Nazismen kunne man bekæmpe med militær magt. Islam er en tvangsforestilling, der er indlejret i hovedet på hver eneste muhamedaner. Når disse forstyrrede får indpas i fredelige lande, bliver man aldrig fri for dem, med mindre man griber til drastiske metoder.

Men muhamedanerne kan være rolige. Firs procent af danskerne stemmer på politikere, der med stolthed leder os i afgrunden.

Jeg gad nok vidst, hvad Mogens Fog ville have sagt.

Og jeg spekulerer på, hvad der kommer til at stå i en kommende hvidbog, hvis Danmark og dansk kultur og samfundsform overlever.

Frit Danmarks hvidbog og talrige andre fremstillinger af optakten til besættelsen, og hvad der fulgte, stiller naturligvis spørgsmålet: Hvorfor handlede politikerne, som de gjorde? Og det står efterhånden nogenlunde klart.

De radikale, der sad for bordenden i den socialdemokratisk ledede regering, mente ikke, at det tjente noget formål at investere i et troværdigt dansk forsvar, som de derfor skar ned til en symbolsk størrelse. Ikke fordi, de ikke var klar over, hvad Nazityskland havde i sinde, men fordi de ikke mente, at det nyttede at sætte sig imod med væbnet magt. Det bliver stadig diskuteret, om det var en rigtig vurdering.

Men da beslutningen om Danmarks ikke-forsvar var taget, havde regeringen intet andet valg end under protest at affinde sig med besættelsen og ”træde i forbindelse” med de ny herrer.

Sådan er det ikke med de politikere, som de seneste 40 år har inviteret fjenden inden for. De kan ikke påberåbe sig, at de manglede magtmidler til at afvende den nye besættelse. Da det gik op for dem, at tilvandrede muhamedanere ikke ville være en del af os, men isolerede sig i parallelsamfund, hvor der blev prædiket krig mod Danmark, kunne de have ændret kurs.

De gjorde det modsatte, og de fortsætter.

Jeg er meget spændt på, hvordan kommende historikere vil forklare, hvorfor politikerne handlede, som de gjorde.

Men det kommer jeg næppe til at opleve.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

2 svar til “Den nye besættelse”

  1. rustad siger:

    Det skal du ikke sige, Lars, tingene går meget hurtig nu omstunder

  2. olesiggaardandersen siger:

    Det undrer mig, at Mogens Fog vedblev at være kommunist, længe efter at Lenins forbrydelser og skueprocesserne I 30’erne var afsløret.