Kopierede/fra hoften

Mindst hvert fjerde år skal der afholdes valg til Folketinget, og journalisterne og politikerne siger, at det nærmest er en borgerpligt at stemme, fordi vi jo har demokrati, og det derfor er befolkningen, der sammensætter Folketinget. Hver enkelt borger i Danmark har på denne måde direkte indflydelse på den politik, der føres – siger de.

Den 1. november var der valg til Folketinget. Forud var gået en valgkamp, hvor bl.a. resterne af partiet Venstre under ledelse af Ellemann-Jensen lovede, at man IKKE ville støtte en rød regering under ledelse af Socialdemokratiet. Et andet restparti, Moderaterne anført af Lars Løkke Rasmussen, gik derimod til valg på et samarbejde ”hen over midten”. Jeg kan ikke længere huske, hvad det tredje venstreparti under Inger Støjberg lovede.

Nu er der så gået seks uger, siden befolkningen ”sammensatte” Folketinget. Og hvad er der sket? Ellemann-Jensens restparti har for længst og så let som ingenting svigtet sit højtidelige løfte til de vælgere, han opfordrede til at stemme på ham. Han har nu i ugevis ført hemmelige forhandlinger med Mette Frederiksen om en regering under hendes ledelse, men med ham selv som minister for et eller andet. Journalisterne ved heller ikke, hvad der foregår ”her bagved mig”, som de altid siger, men gætter så godt og dårligt, som de kan.

ANNONSE

Intet siver ud fra de hemmelige møder, og befolkningen har nu i ugevis været henvist til at være passive tilskuere til denne forargelige langstrakte komedie.

Glemt og svigtet er ikke alene det mest betydningsfulde valgløfte om ikke at ville støtte en rød regering. Glemt er også kritikken af Frederiksen og hendes regerings likvidering af et helt erhverv i Danmark uden lovhjemmel og hendes senere bestræbelser på at slette sporene efter denne ulovlige beslutning.

Så hvorfor afholdes der egentlig valg i Danmark, når det trods stemmeafgivningen alligevel er en håndfuld professionelle politikere, der bag strengt lukkede døre afgør, hvem der skal være statsminister, og hvilke andre eftertragtede poster der skal besættes af hvem? Måske vi lige så godt eller bedre kunne lade TV2´s Lykkehjulet afgøre det hele?

ANNONSE