Kommentar

Det eneste der kræves  for at ondskaben skal sejre e,r at gode mennesker tier og ingenting  gør 

Edmund Burke  

For en del år siden sad jeg i Trykkefrihedsselskabet,  hvor man bl.a. havde inviteret  Jørgen Bæk Simonsen lektor ved  institut for tværkulturelle studier og Tim Jensen er religionsforsker .  Jeg husker ikke anledningen men derimod at tilhørerne sad med en  forventning om  at høre om de ideer  han havde  udtrykt  i forbindelse med det arabiske forår og hans  viden om islam.  Han havde fået ordet,  og efter en lang indledende stilhed hævede han begge hænder og intonerede med en vis patos i stemmen: “Kontekst”…..han så  på os,  om vi nu havde fattet det og gentog “Kontekst…!”  

“Helt grundlæggende: Der er ikke noget islam,  kun muslimer…alt er  kontekst…” Vi så på hinanden med spørgende blikke, og jeg husker jeg tænkte: hvad kommer der nu? Herefter fulgte en længere redegørelse for, hvorfor al kritik af islam  var forkert, at alle islamkritikere havde misforstået hvad det hele egentlig gik ud på, nemlig  Kontekst! –  Puha…her havde man læst  flere hyldemeter af bøger  af henholdsvis Warraq,  Storhaug, Hirsi Ali,  Philips med flere,  og nu  kunne man så  smide alt dette på lossepladsen  og se på verden i et nyt forklaret lys. Der lød en mumlen  blandt tilhørerne,  og man satte barren for forventninger et stykke ned. Alle rapporterne om terror,  steninger, jihadisme og religiøst begrundede massakrer,  betød de slet ingen ting?  Var det hele blot noget der skulle ses i sammenhæng  og perspektiveres?   Jeg tror ikke, der var en  eneste der gik fra det møde  med følelsen af være blevet oplyst på et højere niveau. – For mit vedkommende var det snarere en form for frustrerende mathed,  som resultat af sædvanlige relativering, og her en akademisk bortforklaring der ville  tage det uhyrlige ud af de attentater der vitterligt var inspireret af  den mellemøstlige religion –    hvad var det for nogle sandheder vi ikke måtte  kende til? Hvad skulle al denne bortforklarende fortielse  gøre godt for? 

 Som jeg ser det i dag,    opfatter jeg det som en  form for manipulation, ja måske  en slags intellektuel terrorisme, især  i  medierne,  specielt i DR  og i TV2,  hvor det først og sidst gælder de venstreorienterede dagsordner, tonerancen (Stjernfelt), den selvfede moralisme,    Jf   Bjarke Larsen ( her fra Information 2011),

ANNONSE

”.. de borgerlige er…en langt  vigtigere og farligere fjende end rabiate  islamister.”

Tankevækkende men næppe overraskende, for pointen med signalpolitik er netop at markere modstand mod de borgerlige.  Derfor bliver det også underordnet hvem og hvad det er man undlader at kritisere, hvilket vil sige at signalpolitik og tavshed er to sider af samme sag 

Altså formålet med den omsiggribende fortielse er at lægge afstand til den borgerlige  blok for enhver pris.  Her har vi det så:  fornægtelse,  tabuisering, eufemisering, relativering og bagatellisering er måder hvorpå den  herskende fortielse  viser sig i  medierne.   – At der  har været tale om fortielse  kan man se alene ved at læse  en historiker som  Uffe Østergaard der i årtier havde hørt til de anstændige,  men da han skulle pensioneres  tog han bladet fra munden og sagde blandt andet: For at beskytte de europæiske velfærdssamfund må EU i fællesskab beskytte sine ydergrænser med mure, mere pigtråd og magt, mener historieprofessor Uffe Østergaard. For ham står det klart, at vi hurtigt kan miste det, der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere ( Information sept.  2016)

Ok  der kom det altså frem. Han har hele tiden kendt til denne sandhed  men altid spillet med i de anstændiges orkester,  under ledelse af  tidligere chefredaktør for Politiken Seidenfaden,  Metz og de andre. Fælles  for dem alle var en  særlig tolerance overfor en organisation som Hizb ut-tahrir  og et aldrig hvilende had til  DF.  I stedet for at se Hizb ut- Tahrir som et eksempel på  fundamentalistisk islam,  blev de omfattet af en særlig  inklusiv tolerance – (overfor)  krænkelsesparate minoritetsgrupper. Enten taler man  mod bedre vidende eller man ønsker ikke høre hvad en sådan gruppe  kunne fortælle, eller også vidste man det fra starten men ønskede blot at tie om det,  ud fra devisen om ,at hvis vi ikke omtaler det, så eksisterer det sikkert ikke. 

1.  I modsætning til de herrer religionsforskere så har ledende muslimer en anden opfattelse af deres religion.  Hør fx hvad manden bag  Det Muslimske Broderskab siger,    en af dem som virkelig formodes at være inde i tingene: Hassan al Banna, :    ”Vi tror, at islam er et altomfattende begreb,  som styrer alle livets aspekter, idet den fælder dom i alle livsanliggender og foreskriver en fast og streng orden. Den står ikke hjælpeløs over for livets problemer eller over for de skridt, man skal tage for at forbedre menneskeheden”

al-Banna.  1978:  46 

Som nævnt blev DF  i  90èrne og 00`erne  i den grad genstand for et dæmoniserende had  og fremstillet som et populistisk sammenrend af fremmedfjendske  hadefulde ondskabsfulde mennesker. Jf Cains bøger om Ondskabens Ikon fra 2000/2006. Som følge af en voksende kritik af Israel og hadet til DF blev den etniske minoritet set som et sandt offer (for fremmedhad og racisme) og derfor udstyret med rettigheder, særstatus…

Det er i det lys man skal se  venstrefløjens antiracisme.  For det første fremmanede man en krænkelsesparathed, der går på at etniske minoriteter systematisk bliver lagt for had og stigmatiseret. Det var i den forbindelse, man  begyndte tale om at begrænse  ytringsfriheden med henvisning til, at man ikke må krænke religiøse følelser. Altså. Gennem denne offergørelse er det ikke længere modtageren af den krænkede  kommunikation der skal vise tolerance men udelukkende den der ytrer sig –  Men som Warraq  siger: ”Hvad er det for en ret man påkalder sig til ikke at blive krænket? Ingen er optaget af min ret

Bagatellisering,  fornægtelsen,  relativering, tabuisering, eufemisering,  kriminalisering  er nogle af de former hvorunder fortielsen fører sig frem    som fx  i Orientering  om  klimaet,  Chr. Borg eller kvindehåndbold bliver vi rigtigt godt informeret,  Chr. Borg herfra min verden går.  Så” kompetent og grundigt” bliver vi oplyst, at vi  mister  følingen med andre ting i verden. Og her er det så fortielsen  kommer ind i billedet. Når vi nemlig bliver orienteret om de emner, mainstream-medierne har udvalgt for os,  sidder vi andægtigt  og nikker bekræftende,  ja, det må være sådan det  hele hænger sammen, ok  så går vi videre med dagens gøremål.

2. Tænk et øjeblik på  attentatet  i Krystalgade og Krudttønden får vi også lov til at høre om,  her bliver vi oplyst om, hvor præcis Omar Abdel-hamid Hussein stod, da han skød  Dan Uzan foran synagogen, og tidspunktet ikke at forglemme,  det  var præcis kl. 00.51, hvor betjentene stod og hvor mange mennesker der var lige omkring synagogen.  Således bliver vi fra tidlig morgen til sen aften ført ud og ind og omkring de mange begivenheden af dygtige  journalister,  der blot vil os det bedste, men som i grunden  bedøver os med deres tendentiøse reportager  om næsten alt mellem himmel og jord,  alt undtagen det væsentligste:  indvandringens konsekvenser  for  vort land og resten af Europa    – Jacob Skovgaard,  Tim Knudsen  og X-men i stedet for at vente    den hellige integration (gralen)  blive vi  bare forstemte  og  kritiske  overfor denne fortielsens anatomi,  hvor  vi ikke må vide hvordan tingene hænger sammen.   Men al denne politiske korrekthed,  fremmer den ikke blot racismen gennem sine evige eufemiseringer og  tabuiseringer?  Og hvad med integrationen?  Hvad skal migranterne  integreres i?  Et samfund der ikke vil stå ved sin historie og religion,   og det sidste kan  af de lærde trylles væk på et sekund.  Hør lige hvad en tysk  forfatter har at sige  om dette:    

”Vilje og evne til integration kan i dag ikke længere forudsættes i noget land eller på nogen som helst side.  Det multikulturelle samfund er og bliver et tomt slagord, så længe  man tabuiserer de vanskeligheder, dette begreb fører med sig, i stedet for at afklare dem 

Enzensberger 

 

Litt:   Multikulturalismens fælder – kap.  6  og 7   ved (red.  Necef  og Dyrberg 2016) 

          G. Cain:  Ondskabens ikon                                       (2000/2006)

          Sisi, ʿAbbas Hasan. Ḥasan al-Bannā: Mawāqif fī al-Daʿwah wa al-Tarbīyah. Alexandria

     ,   Egypt: Dar al Daʿwah, 1978.

I  ethvert samfund vil tankens frihed sandsynligvis kun have direkte betydning for et lille mindretal. Men det betyder ikke at nogen overhovedet er kompetent eller burde have magt til at udvælge, hvem denne frihed er reserveret for…At nedvurdere værdien af intellektuel frihed fordi den aldrig vil give alle samme mulighed for  uafhængig tænkning, er det samme som fuldstændig  at gå fejl af det, der giver den intellektuelle frihed sin værdi.  Det der er det afgørende,  for at den kan opfylde sin rolle som den vigtigste igangsætter af det intellektuelle fremskridt, er ikke,  at enhver er i stand til  at tænke og skrive hvad som helst,  men at enhver sag eller ide  kan fremføres af nogen.  Så længe uenighed ikke undertrykkes, vil der altid være nogen,  der vil stille spørgsmål til de ideer, der behersker samtiden, og  som vil afprøve nye ideer ved hjælp af argumenter og propaganda…”   Hayek (The road to Selfdom 1944)  

Hvis islam igen skal spille rollen som menneskehedens rettesnor, så er det nødvendigt, at det muslimske samfund bliver genoprettet  i sin oprindelige form” (Qutb 1964 kap. 4) .-  

ANNONSE

Mest læst

Det lille jødehad

Bye bye Biden