Kopierede/fra hoften

Lars Aslan Rasmussen blokerede mig på Facebook for år tilbage, hvor han også kaldte nærværende blog for ‘nazihjemmesiden’. Han mener stort set det samme som undertegnede i forhold til multikulturen, men integritet er ikke et krav i politik, og opportunisme et grundvilkår.

Det er dog alligevel et befriende interview i Weekendavisen, der kalder ham lidt for ‘hurtig på aftrækkeren’, fordi han på Facebook havde associeret et medlem af Socialistisk Ungdomsfront (‘iført en FARC-T-shirt og et gevær’) med militans. Våbenet var blot et ‘hardball-gevær’. Indsæt: skrig. Fra Wekendavisen – Til kamp mod hverdags­islamisme.

“… Som søn af en kurdisk far fra Tyrkiet og en dansk mor er det især indvandrere, der ser sig sure på ham, fortæller han.

Jeg oplever mere chikane fra danske muslimer end fra danskere. Når man selv har indvandrerbaggrund og kritiserer hykleriet i indvandrermiljøer, er konsekvenserne tit større. Vi betragtes som forrædere eller som nogle, der burde holde med muslimerne imod danskerne,’ siger Lars Aslan Rasmussen.

… Når jeg fortæller om mine forældre, spørger unge indvandrere altid, om jeg er muslim, aldrig om jeg er kristen. Danskere ved ikke, at indvandrere er meget mere racistiske. Iranerne ser ned på afghanerne, alle ser ned på somalierne, shia mod sunni. I indvandrermiljøer er det helt normalt at sige, at ens datter ikke skal giftes med en dansker, uden at nogen siger noget til det,’ siger han. …

Hans primære mission er at bekæmpe det, han kalder hverdagsislamisme; parallelsamfund, social kontrol med indvandrerpiger og antisemitisme. De levede værdier er ifølge ham en større trussel mod det frie samfund end den terrorisme, der ramte Krudttønden og synagogen i 2015. …

‘Jeg er vokset op med folk, der var medlem af DKP, og dengang var Sovjetunionen paradis. I dag er paradis det multikulturelle samfund, så hvis Rasmus Paludan kaster med en koran, er der fællesdans og kage, og hele Nørrebro står i brand. Men når man arrangererer en demonstration mod Hizb ut-Tahrir, som er 1000 gange værre, sker der nærmest intet. At være islamkritisk i Danmark tolkes som at være racistisk. Jeg får ondt i hjertet over, at det altid er venstrefløjen, der forsvarer halalmad, tørklæder, bederum og kønsopdelt svømning. Jeg er selv venstreorienteret, men der er berøringsangst, fordi det handler om en minoritet.’

… For mig er det for eksempel så antiracistisk, som det kan blive, at være imod muslimske friskoler. Børn skal gå i skole sammen, men der står vi alene i forhold til venstrefløjen. I dag betaler vi dybest set folk for ikke at gå i skole med danskere. Det er et statsstøttet parallelsamfund.Er det ikke absurd…’”

 

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle