Jørn Stjerneklar på Facebook, 8. oktober 2020: “Jacob Buksti var svinet. Auken formand.”
Det går stærkt i disse dage, og alt er gudskelov ikke kun ukonkrete anekdoter eller konkrete petitesser. Forfatter Helle Maj beretter i en kommentar hos POV International om en række oplevelser hun havde som ung journalist, da hun arbejdede for Socialdemokratiets Nyhedstjeneste på Christiansborg. Her blev hun forsøgt voldtaget af den socialdemokratiske strateg Jacob Buksti, der nogle år senere blev trafikminister under Poul Nyrup. Helle Maj klagede ikke til formand Svend Auken, da han var bedste ven med Buksti, og i øvrigt ofte ‘opførte sig præcis som’ ham. Fra POV International – Helle Maj: ‘Jeg er ikke krænket. Jeg fortæller bare et par historier fra min ungdom’.
“En mand forsøgte at voldtage mig på Christiansborg, da jeg var nyuddannet journalist i Socialdemokratiets Nyhedstjeneste i slut 80’erne. Han stalkede mig i øvrigt konstant i 11 måneder.
Daglige vamle beskeder på Intranet. Gnistrende liderlighed. På skrift, i elevatoren eller en hånd på mit lår under bordet oppe til frokost hos Brydesen. Bagholdsangreb med hænder på mine bryster.
Men værst, da han en dag pressede mig op mod en væg og hev min nederdel op og gned sit stive lem mod mig. Vi var alene på sekretariatet. Jeg blev reddet af en medarbejder, som tilfældigt dukkede op i det tilstødende rum.
På et splitsekund ændrede manden sin talestrøm. I stedet for hæse ord om rå sex begyndte han højlydt at tale om en økonomisk analyse…
Jeg gik ikke til min chef dengang, fordi jeg instinktivt vidste, at sagen ville blive lagt ned. Overfaldsmanden var bedste ven med partiets formand. En formand, jeg holdt meget af, men som tit og ofte opførte sig præcis som min stalker overfor kvinder både på Christiansborg og på landsplan. Det var sådan set en offentlig hemmelighed.
… Min kæreste, Jørn, var klar til at smadre manden, da jeg fortalte om hans opførsel.
Jeg bad ham lade være. Ville nødig se min kæreste i spjældet. Manden blev efterfølgende minister. Det samme gjorde partiformanden. De er begge døde i dag.”