Kommentar

Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen er en af de ganske få politikere, der gider beskæftige sig med de problemer, som islam afføder. Når vi snart skal til valg, skal vi ikke forvente, at andre end Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti vil have islamiseringen på programmet. De andre vil tale om højere eller lavere skatter, større eller mindre offentlig sektor og naturligvis tidens yndlingstema – klimaet. Derfor er det befriende, at Lars Aslan Rasmussen har skrevet nedenstående kommentar som reaktion på mordforsøget på Salman Rushdie:
”Der er nu gået nogle dage siden det feje attentat på Rushdie.
Hadet mod ham skyldes bl.a. at han har sagt at koranen er skrevet af mennesker
Det tror jeg der er mange der er enige i, men alligevel levede han i konstant frygt for at blive slået ihjel når som helst.
I alle de år har jeg ikke set nogle imamer, islamiske trossamfund eller foreninger sige at han selvfølgelig ikke skulle dræbes for at sige sin mening.
Selvom jeg nok vidste det ikke ville ske, så havde jeg så inderligt håbet at det ville ske nu her efter at han blev angrebet.
Men nej imamerne leger stilleleg, og det er selve problemet.
For Rushdie er hverken den første eller den sidste som islamisterne vil slå ihjel.
Derfor er på tide med en selvransagelse indenfor det islamiske miljø
Man er simpelthen indenfor islam nødt til, at kunne acceptere kritik og møde ord med ord- og aldrig med vold!!” (citat slut)
Den slags går ikke an, og Lars Aslan Rasmussen er blevet mødt med en flom af de sædvanlige indvendinger, som vi har hørt på de seneste 50 år: Manden er ”populist” og derfor utilregnelig; muslimer er indbyrdes meget uenige og kan derfor ikke skæres over én kam; der er ingen årsagssammenhæng mellem, hvad der står i islams hellige bøger, og hvad muslimer foretager sig; og endelig klassikeren: Al religion er noget skidt, så hvorfor gøre noget særligt ud af islam?
Debatten rokker sig ikke. Islams danske forsvarere – som uheldigvis omfatter næsten alle journalister, akademikere og præster – lader sig ikke påvirke af begivenheder eller argumenter. Det er derfor på tide at tage udgangspunkt et helt andet sted: Ikke i, hvad man mener, at islam går ud på, eller hvad man tror, at muslimer mener, men i islams virkningshistorie. Altså: hvad plejer der at ske med samfund, hvor islam vinder indpas? Her behøver vi ikke diskutere, men kan holde os til historiske kendsgerninger, og det korte svar er, at sådanne samfund ender i barbari.
Indvendingerne kender vi: Det gik formidabelt, da muslimerne havde magten i Andalusien – lige indtil det ikke længere gik så godt. Og hvad med muslimernes bidrag til videnskaben i 1200-tallet? Ja, og hvordan gik det til, at hele denne formodede højkultur gik til grunde, længe før nogen vesterlænding havde sat sin fod på muhamedansk jord?
Hvad tror den danske meningselite, der kommer til at ske med Danmark, efterhånden som den herboende ummah år for år bliver talrigere og stærkere? De behøver ikke at tro, for de kan vide.

ANNONSE

Mest læst

Nord Stream-mysteriet vokser

Charles III, troens forsvarer?