Tavle

Sidste sommer deltog jeg i udstillingen Den politiske kunst i Læsø Kunsthal sammen med Kristian von Hornsleth, Lars Vilks, Dan Park, Erik K. Christensen, Firoozeh Bazrafkan, Banksy og flere andre. Udstillingen blev udsat for både shitstorm og boykot – ikke på grund af den kunstneriske kvalitet – men fordi Dan Park og undertegnede var blandt deltagerne på udstillingen.

Lederen af Læsø Kunsthal – Jon Eirik Lundberg – har skrevet bogen Balladen om den politiske kunst, der beskriver forløbet. I bogen er der også en opsang til de mange, der talte om udstillingen uden at have noget som helst ønske om at se den og forholde sig konkret til de udstillede værker:

“At meddele, at man ikke vil se en udstilling, kan virke specielt. Hvorfor ikke bare gå videre? Who cares? Det var ikke desto mindre situationen for alle kritikere af denne udstilling (Den politiske kunst, red.), at de meldte dette ud; at de nægtede. Begrundelsen for ikke at se den var også, i hvert eneste tilfælde, at man ikke ønskede at “give sin støtte” ved at møde op og se tingene.

ANNONSE

Disse kritikere ligger altså under for den opfattelse, at det er dem selv, der giver noget til et kunstværk ved at se det, og ikke omvendt. De er hovedpersoner i deres erfaring af værket; kunstneren er i deres optik reduceret til en nødvendig assistent, for at den hændelse kan finde sted.

Men selvfølgelig forholder det sig i virkeligheden stik modsat. Man ser en udstilling, fordi kunstneren deler noget gennem værkerne. Det er kunstneren, der er afsender, den aktive. Og publikum, der er modtager og passiv. Ikke omvendt. Denne grundlæggende forveksling fortæller noget vigtigt om kritikerne. Deres opmærksomhed er primært rettet mod dem selv. De forholder sig kun sekundært og indirekte til værkerne og kunstnerne. Selv hvis de havde set udstillingen, ville deres kendskab til værkerne have været sekundære.”

ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen