Kommentar

Jeg har blogget om den venstreradikale forfatter Jacob Skyggebjerg flere gange. Eksempelvis da han i 2015, skrev om ‘forarmede stakler fra Dansk Folkeparti’, i 2016 om den øffende gris Martin Henriksen, og senest da han tidligere på året kaldte ‘Danmark og danskheden’ for en ynkelig kopi. En skønlitterær nulbon, der angler for at blive Carsten Jensens efterfølger. Politisk virker han til at have alt der kræves.

I går kunne man høre ham på Radio4, hvor han fortalte at han ville lære Stram Kurs-vælgerne at kende, og derfor gik undercover som Stram Kurs-medlem, og deltog i Rigskongressen på Christiansborg. Han betegnede fremgangsmåden som ‘originalt’, men uden at grave dybt husker jeg flere lignende stunts. Da kunstnerne Martin Rosengaard Knudsen og Sixten Kai Nielsen deltog i et DFU-sommermøde (2006), da journalist Lea Kærn Linstow meldte sig ind i NBU med henblik på en Radio24syv-dokumentar (2019).

Derudover kan nævnes journaliststuderende Kristoffer Eriksens DF-stunt (2011) og rævefælde-undersøgelser såsom Ekstra Bladet mod DF (2006) og venstreradikale Redox’ mod Nye Borgerlige (2019). Det ville være originalt at gå undercover for at afdække militans i Enhedslisten, men det giver hverken priser eller strandvejsvillaer, så det er ikke sket. Ja, faktisk er kritisk journalistik i forhold til den yderste venstrefløj noget nær ikke-eksisterende.

ANNONSE

Jacob Skyggebjergs alenlange beretning er intet andet end lyrisk voksenmobning, men kan læses som et arketypisk eksempel på ‘det gode had’. Der fokuseres på udseende, dialekter, og alt går ud på at bekræfte egne fordomme. Fra Atlas Mag – V for sejr.

“Det begyndte for nogle måneder siden, da min insider, som af hensyn til sin sikkerhed er tvunget til at være anonym, sendte mig et screenshot af den invitation til Stram Kurs’ Rigskongres, han lige havde modtaget i sin indbakke. … Jeg gik ind på Yahoo.com og oprettede en mailadresse og gik i Føtex og købte et taletidskort til min telefon. Dermed min nye identitet. Herefter gik jeg ind på Stram Kurs’ hjemmeside og meldte mig ind under navnet Jacob Mortensen og fik en veninde til at overføre de 200 kroner, det koster for et års medlemsskab. …

… Jeg så på dem – medlemmerne af Stram Kurs – og jeg så, at det tøj, jeg havde fundet til Jacob Mortensen derhjemme, slet ikke var håbløst nok. Jeg så, at jeg skulle ligne en, der for alt i verden ikke vil ses på. En, der har givet op. Det var det, mit tøj skulle vise. Da jeg kom hjem, gik jeg i skabet og fandt en udslidt, mørkeblå cardigan med fedtpletter på, som jeg huskede netop at have gemt til et eventuelt udklædningsformål. Og i sækken med tøj, der skulle til genbrug, fandt jeg de gamle sorte jeans, som engang for femten år siden havde været en del af min arbejdsuniform på DTC Centerbistroen i Vejle. …

Gudskelov har jeg været forudseende med hensyn til cigaretterne og taget en pakke med som en del af min forklædning. …Gud ved, om han overhovedet ved, hvad partiet står for – er det mon ikke for ham på samme måde som med hans anonyme samtalepartner – bare det at være med i et eller andet fællesskab, det handler om for ham? At have et eller andet sted, hvor han er velkommen?

… hvor i alverden skal Jacob Mortensen sidde? Jeg hører ikke til nogen steder her. Alle bordene synes mig at være lukkede fællesskaber. Det vil aldrig kunne blive naturligt, at jeg sætter mig ned her ved denne amerikanerfede skaldede mand. Eller ved denne kvinde, hvis øjne er sunket ind i et mørke, der æder deres farve. Hos denne olding, der lægger nakken tilbage og ser op på mig med den samme undren i det leverplettede ansigt, som knejten fra før?

… mine partikammerater. De små og store kroppe. Sammensunkne ved bordene – hører de overhovedet efter? Hvem er de mennesker, der falder for koranafbrændingerne og de statsfinansierede tilsvininger? Når man går frem og tilslutter sig noget så ekstremt, så har man accepteret sin omverdens fordømmelse og gjort det her til sit fællesskab. Langt de fleste ligner nogen, der har det svært, på den ene eller anden måde. Der er ingen deciderede vindere her. I alle grupper, i alle folkeskoleklasser, på alle arbejdspladser og så videre, er der altid en eller to, som bare ikke fungerer med resten. En eller to, som er vanvittigt socialt akavede. Outsidere. Tabere.

Det er folk, der aldrig har været smarte. Folk, der aldrig har været kløgtige. Folk, der aldrig har oplevet andet end nederlag.

… De stolte danere. Der står de i kø ved buffeten i deres alt for store jakkesæt og klodsede Stram Kurs snapback-kasketter. En ser ud, som om han har stoppet skumgummipuder ind under blusen for at klæde sig ud som fed – en anden har et overbid, der strækker sig hen over hele munden og giver ham et permanent fjoget grin. En tredje ligner fuldstændig nåsåeren Benny fra The Julekalender.

Det, jeg ser, er at jeg aldrig kan blive en af dem. Jeg har ikke det, der skal til. Jeg bærer ikke på den samme smerte. Bekymringen. Al forklædning i verden vil ikke kunne give mig den. Jeg har et glimt i øjet, som kan kaldes livsgnist, og det glimt er slukket hos alle her. Noget har dræbt det.Det er det mørke, der hviler over dem. Det er det mørke, der gør det så udmattende at sidde med dem oppe i Landstingssalen. At luften er tyk af den smerte, som er det, de har til fælles. Det er den, deres fællesskab er. Da jeg først har set det, kan jeg ikke ikke-se det.

… et fællesskab som Stram Kurs er et symptom på at samfundets bund har fået nok – disse mennesker er den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede. …

De er fattige mennesker. De er stakkels mennesker. … Det er ikke for Rasmus Paludans politiske gennemslagskraft, man skal tage ham alvorligt – det er for denne horde af stakler, som underkaster sig ham.”

ANNONSE