Kommentar

Meget klarere kan det ikke siges: Krigere for de undertrykte, myrdet af Trump. Times Square lørdag 4. januar.

Hvis et land beundrer sine fjender er det ilde stedt. Aviser som Washington Post brugte rosende ord om IS-kaliffen Abu Bakr al-Baghdadi, da han var blevet dræbt. Nu sker det samme med general Soleimani.

Noget er sygt i Vesten.

Den samme beundring for den stærke mand så vi da Hitler på rekordtid genrejste Tyskland. Men til hvilken pris? Til hvilken pris er Soleimanis myte bygget? Der findes noget fælles mellem sværmeriet for Hitler og Soleimani: Man tiltrækkes af mennesker som er villige til at bruge vold og ellers kan være charmerende socialt (noget også Hitler kunne være) og har nogle ubestridelige talenter til at slå til på det rigtige tidspunkt.

Eliten beundrer hos Soleimani det de afskyr hos Trump, kort opsummeret. Trump har nemlig den samme instinktive evne til at slå til i rette øjeblik. Vi skal være glade for at det er ham, der sidder med alle de højteknologiske våben og ikke Iran.

ANNONSE

Iran og 9/11

18 år efter 9/11 er det amerikanske kendisser, som angriber vicepræsident Mike Pence, når han påpeger at Soleimani også samarbejdede med 9/11-kaprerne.

Træner for Golden State Warriors, Steve Kerr, beskyldte Pence for at lyve:

“One thing I’ve learned in my lifetime is to not believe our government when it comes to matters of war,” he tweeted. “Johnson and Nixon lied about Viet Nam [sic]. Bush and Cheney lied about WMD’s in Iraq. Now Pence is lying about Iran/Soleimani’s supposed involvement in 9/11.”

Men Pence løj ikke. Iran lod 9/11-kaprere rejse i transit gennem Iran til Afghanistan og lod dem bo i landet.

The State Department noted: “In 2016, the U.S. Treasury Department identified and sanctioned three senior AQ [Al Qaeda] operatives residing in Iran and noted that Iran had knowingly permitted these AQ members, including several of the 9/11 hijackers, to transit its territory on their way to Afghanistan for training and operational planning.”

Dette samarbejde, eller assistance om man vil, har kun været meget lidt omtalt, men er reelt nok.

En anden side ved kritikken er at træner Kerr ikke sagde et ord, da Kina straffede National Baseball Association fordi en af repræsentanterne havde vovet at støtte Hongkong-demonstranterne.

Dengang sagde Kerr:

“What I’ve found is that it’s easy to speak on issues that I’m passionate about and that I feel like I’m well-versed on, and I’ve found that it makes the most sense to stick to topics that fall in that category.”

Udlagt: Kerr er som så mange andre “passionate” om Trump, men det kinesiske diktatur får være i fred. Den slags dobbeltmoral falder ikke i god jord hos de amerikanere, der støtter Trump og det gør flere og flere.

Lyver mere og mere

Mens medierne lyver mere og mere. For dem er Iran et slags svendestykke. De skal bevise for offentligheden, at det er Trump og ikke Iran, der er farlig.

Tidligere vicechef i CIA, Mike Morell, lægger ansigtet i alvorlige folder og advarer mod det, der kan komme. Han spiller på frygten. Medierne gør ikke noget forsøg på at standse ham. De er selv i oprør.

Under anden verdenskrig havde man plakater: “Hys, fjenden lytter!” I dag gør medierne det fjenden vil, uden pres.

Trætte

Det er som om Vesten er træt og ikke orker mere. Når der kommer en politiker, som blander kortene på ny og vil genrejse nationen, går de amok.

I mellemkrigstiden var medierne svage overfor tysk propaganda. Sådan er der en klar parallel. Men dengang boede der ikke tre millioner tyskere i Storbritannien, eller fem millioner i Frankrig.

Alle ved at dette vil få stor betydning. Der er allerede afholdt en højtidelig markering og opsat statue af Soleimani i en moske i London. Sådanne hyldester vil blive normale. Hvordan vil eliten reagere? Forlegne, beklemte. Det vil skubbe dem endnu et skridt i retning af at omfavne islam.

Mord

Derfor gælder det for medierne om at fremstille det at pacificere Soleimani som et mord. Det spiller ingen rolle at han selv havde mange hundrede mord på samvittigheden. Nu begynder heltedyrkelsen, kulten, af en helt som det onde USA dræbte.

Kultdyrkelsen kan nu udspille sig i vore egne byer. Og den har selvsagt en truende undertone, kan alle se, som vil se.

Hvis og når Irans hævn kommer og Trump svarer igen for alvor, er der ingen som ved, hvad der vil ske i de vestlige byer, særlig i de vesteuropæiske.

Det kan være muslimerne vil forlange bevis for at vi er på deres side, som de er begyndt at gøre når det gælder konflikter med Israel. Her har medierne sandelig allerede indfriet forventningerne. Vi hører svært lidt om Hamas og Islamisk Jihad i Gaza, eller Hizbollah i Libanon. Vi har næsten ikke hørt noget om IED, Improvised Explosive Device, som Soleimani og iranerne har udviklet. Et sprænglegeme, som graves ned i vejbanen og udløses når et køretøj ruller henover det. Det er konstrueret så sprængkraften koncentreres og river den pansrede vogn op. Hundredvis af amerikanere er dræbt og endnu flere lemlæstet af disse feje våben. Hvor meget har vi hørt om dem, i forhold til Guantanamo og Abu Ghraib?

Vor elite vil ikke vide af krig og derfor har vi næsten ikke noget forsvar. Der er en modvilje mod i det hele taget at forestille sig krig: Det, at mennesker målbevidst går ind for at dræbe andre.

Når Vesten får en fighter til leder, bliver eliten optaget af pille ham ned, ikke fjenden. De “ser” ikke fjenden. De ser bare dialog og en tro på at det altid vil lykkes at komme frem til en fælles forståelse. Akkurat det samme sagde man i trediverne.

Truslen, de føler fra Trump, er at han får mange i Vesten til at vågne op og forstå, at friheden må forsvares mod onde mennesker. Hvis ikke går den tabt.

Iran har i dag opsagt et nyt punkt i atomaftalen og står frit til at berige uran. Det fremstår mere og mere som at Trump havde ret: Iran ville have atomvåben og aftalen ville først og fremmest sætte Vesten skak mat.

Vore fjenders strategi er ikke så vanskelig at aflæse, hvis man erkender at de netop er fjenden. Men det er det, vor elite ikke vil. De er mere bekymret for Trump, som ellers har de rigtige fornemmelser for den rette sammenhæng.

Vi går dramatiske tider i møde. Ikke mindst i vore egne lande.

 

 

 

 

ANNONSE