Kommentar

Nørrebro. Foto: Steen Raaschou

Forleden dag havde jeg et ærinde i min nærmeste by. Min destination var en bank, der ligger midt i hovedgaden. Klokken var 12. Og banken havde naturligvis middagslukket til kl.13. Suk. Nå, men jeg gik så lidt rundt og kiggede på butiksvinduer, mens jeg ventede. Jeg kiggede også på de mennesker, jeg mødte.

Så blev jeg overrasket.

For kiggede jeg til højre op ad gaden, så jeg nogle få etniske danskere, der besøgte de traditionelle danske butikker. Det overraskede mig ikke, idet de fleste danskere klokken 12 om formiddagen jo enten er i skole eller på arbejde.

Men kiggede jeg til venstre, opdagede jeg, at gaden her var indtaget af arabere, der myldrede foran de mange arabiske butikker. Spredte flokke af unge gik forbi mig. Men også voksne mænd, hvis koner gik flere meter bag dem. Længere henne holdt en bil, hvor fire mænd i fyrreårsalderen sad og diskuterede højlydt. Og foran flere butikker stod flokke af andre fremmede, der højrøstet snakkede. Overalt i denne halvdel af gaden blev der talt et sprog, som jeg ikke forstod.

ANNONSE

– Hvorfor er disse mennesker ikke i skole eller på arbejde, tænkte jeg?

For jeg har jo læst, at indvandrere skal i skole for bl.a. at lære det danske sprog, og jeg har jo læst, at dansk erhvervsliv skriger efter arbejdskraft.

Så satte jeg mig på en bænk – og tænkte. Tænkte på, at vore politikere konstant fortæller os om integration.

Nu stammer jeg godt nok fra Sydfyn, og jeg skal da med det samme indrømme, at vi fra denne egn ikke er de skarpeste knive i skuffen. Men bare ved at vende hovedet henholdsvis til højre og til venstre kunne jeg bogstaveligt talt se, at selv i en mindre by betyder integration åbenbart, at danskerne holder sig til den ene ende, og araberne til den anden. De lever begge i separate boligkvarterer og de foretrækker egne caféer, klubber, butikker etc.

Kort sagt, både danskere og arabere vælger fortsat at leve i den kultur, som de er opvokset med.

Det hedder ikke integration. Der hedder parallelsamfund.

Da jeg senere kørte hjem, tænkte jeg, at der er uhyggeligt, at vore politikere ikke kan forstå, at arabisk kultur aldrig vil kunne forenes med en demokratisk kultur. Og derfor vil Danmark om føje år være endnu mere splittet – i to dele: Det religiøse samfund og det frie. To diametrale modsætninger, der allerede nu kæmper om det samme lille stykke land.

Men hvad ved jeg om de lokale, undskyld, globale lyksaligheder?

PQ – en mand fra provinsen.

ANNONSE