Kommentar

Muhammeds status som profet forhindrer reformering af islam, hævder den syrisk-tyske forfatterinde Laila Mirzo. Siden Muhammed er den centrale skikkelsen i islam, må oplyste mennesker bryde med islam, siger hun.…

Mens den norske statsråd Torbjørn Røe Isaksen boltrer sig i en ny rolle som en slags apologet for islam, er der flere modige intellektuelle Europa rundt med rødder i islams verden som retter højst nødvendig kritik af islam.

En af de mest kompromissløse blandt dem er den syrisk-tyske forfatterinde Laila Mirzo, som i 2007 konverterede til kristendommen. Sidste efterår udgav hun en bog, som på norsk ville have fået titlen «Kun en dårlig muslim er en god muslim – om islams uforenelighed med vor kultur».

ANNONSE

I forbindelse med lanceringen af bogen udtalte blandt andet at «islam som leves på en regeltro måde, er ikke forenelig med europæiske opfattelser, særlig hvad angår kvinders ligestilling, forfølgelse af homoseksuelle og forherligelse af vold mod anderledes troende».

I en nylig kronik i Neue Zürcher Zeitung går Mirzo nu et skridt længere: Oplyste mennesker kan ikke andet end at tage afstand fra Muhammed, og siden den islamske trosbekendelse forkynder at Muhammed er Allahs sendebud, er den eneste logiske konsekvens at bryde med islam, hævder hun.

Mirzo erkender indledningsvist at det hun gik ind for i bogen, var utilstrækkeligt:

Jeg har taget fejl. For at imødegå den tiltagende islamske ortodoksi i Europa, forlangte jeg streng sekularisering i min bog «Nur ein schlechter Muslim ist ein guter Muslim». Stat og religion må som en følge af dette skilles klart fra hverandre, så ville de radikale ikke have nogen stat at overtage, tænkte jeg. Men jeg tænkte ikke langt nok. Sekularisering er vigtig, men langt fra tilstrækkelig.

Det hjælper ikke så længe privatsfæren får lov til at være i fred, mener Mirzo:

Det må ikke være ligegyldigt for os hvad som sker bag lukkede døre og i det private. Med et skel mellem stat og religion kan vi forbyde hijab i retssale og ved universiteter. Men vi hjælper ikke «Fatima» og «Aisha», eftersom de ikke får lov til at forlade hjemmet for at gå på universitetet, eller når de bankes af deres brødre for «æreløs» optræden, og ikke vover at trække dem i retten. Hvis vi påberåber os at være et moderne og oplyst samfund, har vi også et ansvar for de mennesker som må udstå undertrykkelse og lidelser under islam. Sekularisering forhindrer ikke at piger omskæres og knebles.

Forfatterinden hævder at de anstrengelser som gøres for at reformere og sekularisere islam, har været forgæves. Men selv initiativtagerne, blandt andre Hamed Abdel-Samad og Seyran Ateş troede egentlig på at islam kunne sekulariseres, selv om individuelle muslimer kan det.

Mirzo fæstede tidligere visse forhåbninger til en «tidsmæssig koranfortolkning som kunne afskaffe de blodige traditioner» og med det modernisere islam, men har mistet troen på det.

For mig var Seyran Ateş en sådan «ukonventionel» muslim, som hun så rigtig viste hardlinerne med en liberal moské. Med grundlæggelsen af Ibn-Rushd-Goethe-moskéen i Berlin udløste Ateş et jordskælv i den islamske verden. For det første havde en kvinde dristet sig til, i mænds nærvær, at optræde i en imams rolle. Og ikke nok med det: I moskeen bad kvinder og mænd side om side, med eller uden hijab. Til og med åbent homofile og ikke-muslimer var velkomne.

Mirzo beundrer modet hos Seyran Ateş, som er truet på livet af ortodokse og skriftlærde muslimer, men indser at hendes projekt var en uopnåelig drøm:

Jeg har betragtet Ateş som et forvarsel om en ny epoke, men som mange andre har jeg ladet mig lulle i søvn af ideen «homofil beder ved siden af kvinde uden hijab». Vi var vel alle beruset af denne opbrudsstemning, denne modige provokation.

Til slut forstod hun at der ikke var nogen vej udenom Muhammed. Alle reformbestræbelser er dømt til at mislykkes, givet at Muhammed figurerer i trosbekendelsen, shahadah, og regnes som ufejlbarlig: Der findes kun én gud, og Muhammed er hans sendebud. Dette er en af islams fem søjler.

En bekendelse til islam er også altid en bekendelse til Muhammed. Der, hvor islam dukker op, er Muhammed altid til stede, ligegyldigt hvor kritisk man læser Koranen og haditherne. Trækker man Muhammed ud af islam, har bevægelsen faktisk ikke mere med islam at gøre.

Man bliver ikke moderne eller liberal som muslim bare af at omgås jøder og kristne, drikke alkohol eller acceptere at kvinder går uden hijab, konstaterer Mirzo. For hvad med alt det andet i islam? Ateş mener at moderne muslimer må gøre de islamske skrifter egnet til vor tid ved hjælp af spørgsmålet: «Hvad ville Muhammed sige i dag?»

Mirzo er ikke optimist på det punkt:

Han ville sandsynligvis være stærkt utilfreds med dametrioen i Tyskland – kansler, forsvarsminister og præsident for EU-kommissionen – eftersom han forfægtede det synspunkt at kvinder må underordne sig mænd.

Forsøgene på reform ville hele tiden «snuble i Muhammed», skriver Mirzo.

Som profet og den centrale skikkelse i islam regnes han som ufejlbarlig i sine handlinger – de gælder som forbilleder. Jeg forlanger igen og igen et «sakralt kongemord» på profetskikkelsen. Først når hans fejl kritiseres åbent, mener liberale muslimer noget troværdigt om en reformering. For Muhammed var ikke bare profet og åndelig leder for sin menighed. Han var hærfører og demagog, og gav befaling om at hundredvis af jødiske mænd og drenge skulle myrdes. Hans behandling af de jødiske stammer i Medina var slet og ret etnisk udrensning. Hans ægteskab med barnebruden Aisha er retsgrundlaget for at bortgifte ni år gamle muslimske piger. Årlig dør utallige piger på bryllupsnatten, fordi vaginalt samleje med en voksen mand ødelægger skeden, så at de bløder ihjel.

Når reformen er færdig, er der ingenting tilbage af islam:

Derfor lyder min påstand: Et oplyst menneske kan kun tage afstand fra Muhammed. Et brud med islam ville være den eneste logiske konsekvens.

Det er så sandt som det er sagt.

Hvis den politiske klasse i dagens Vesteuropa var sine penge værd, ville den omfavne den islamske verdens dissidenter med ligeså stor varme som man gjorde med kommunismens under den kolde krig.

Men det er den altså ikke. Et af resultaterne er at den norske statsminister ikke kun undlader at pleje omgang med sådanne helte, men snarere kaster glans over arrangementerne til deres – og civilisationens – fjender.

Mirzo sætter ord på hvordan den norske statsminister Erna Solbergs besøg i den kønsdelte forsamling fuld af hijaber arter sig for dissidenter som hende:

For mange eks-muslimer er hijaben, i den stil Broderskabets kvinder bærer den, en uniform for en fascistoid ideologi og et udtryk for apartheid. Den udløser også panik, angst, vrede, afmagt eller raseri. Ofrene for denne ideologi er kvinder som under deres lange ærmer skjuler ar efter glødende cigaretter. Der er homofile mænd som er blevet pryglet næsten til døde af deres fædre og brødre, det er kvinder som blev barbarisk lemlæstet som barn, så de senere kunne være ærbare hustruer. Det er kvinder som har fået ansigtet ødelagt af syreangreb, fordi de har optrådt «æreløst». Det er mennesker som er blevet udstødt af deres familier, fordi de har forkastet islam. Selv i Europa frygter mange af dem for deres liv.

I idékampen mellem islam og civilisationen har altså civilisationens repræsentanter vanskelig ved at vælge sin egen side. Dét er mørket vi befinder os i, hvor lysstrålen fra folk som Mirzo er så svag, at man frygter den brænder ud.

 

ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen