Kommentar

Carlo Maria Mariani The Tempest (2005)

Det røde borgerskab kan ikke stabilisere Danmark. De ligner et borgerskab, men det er kun fordi de har erobret det blå borgerskabs mærkesager.

De røde elsker magten, privilegierne og komforten. De avler korruption. Det gør de fordi de røde er helt uden borgerlige værdier og moral. Det, der gør borgerskabet til samfundsbærende.

Det røde borgerskab fungerer destruktivt. De nedbryder al autoritet og er antinationale. De åbner døren til kaos.

Danmark er kommet langt hen ad den vej. Mette Frederiksen kan godt love at føre en anden kurs, men hun er afhængig af anti-nationale partier og traditionerne stikker dybt.

Magtens sødme er uimodståelig.

Socialdemokratiet drives også frem af medierne og deres fortælling om kampen mellem lys og mørke. Frederiksen vil næppe bryde denne pagt. Hun kan takke medierne for fremgangen.

Men man skal ikke anstrenge sig særlig meget for at se at billedet ikke er sandt.

Rapporten fra debatten i Koncerthuset mandag, minder om publikum på Demokraternes møde i Californien. Det er hardcore-publikummet, der mobiliserer.

Hvis vi kigger efter ser vi fællestræk: Public service-kanalerne er blevet det røde borgerskabs fremmeste værktøj. De holder tingene på plads: DR, NRK, SVT, BBC. Fælles for dem er at der ikke findes nogen nedre grænse for hvor lavt de er villige til at synke.

Statsmedierne virker som en base for en officiel propaganda, der opretholder et bestemt verdensbillede. At dette ændres undervejs bliver ikke kommenteret af medierne. De spiller fordækt.

Almindelige mennesker er ikke klar over i hvilken grad de røde medier bakker op om hinanden.

Siden forrige valg har de taget et stort skridt i retning af at integrere sig ind i islam.

Islam er imperialistisk. Danmark og islam mødes ikke på halvvejen. Flere tørklæder betyder mere islam. Flere eid mubarak-hilsener betyder mere islam.

Der er en mærkbar større imødekommenhed i år end forrige år og det gælder hele Vesteuropa. Trenden går i retning af islam, til trods for alle de negative træk: parallelsamfund og mennesker, der “ikke vil Danmark”.

Hvis man ikke kan finde modeller der “vil Danmark”, opfinder man dem, som Venstres Ungdom gjorde med Amira. Hun hed i virkeligheden Klara-Marie.

Leder af Unge Venstre var dum nok til at sige, at de ikke turde bruge en ægte Amira for de var bange for hendes sikkerhed.

Han så ikke selv ironien og paradokset.

Den rådende mening er helt uden evne for selvrefleksion.

I det mærkelige verdensbillede, der råder på de rødes side, er det højrefløjen der udgør den virkelige trussel. De har programmeret sig selv til at se muslimer som venner og de blå som fjender.

De røde har indgået en Djævlepagt med islam, og det kniber allerede hårdt med at holde masken.

I 2003 udgav Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Torben S. Hansen bogen ”I islams Hus”. Der kunne vi læse, at islam inddelte verden i to dele: dar al-islam  og dar al-harb. Fredens hus og krigens hus.

Udviklingen er kommet så langt i Vesteuropa, at vi kan se disse kategorier etableret: Muslimer fører krig mod det sekulære demokrati. De kan ikke acceptere kernen i folkestyret: At al autoritet ligger hos folket. For dem betyder det underkastelse, og de underkaster sig ingen anden end Allah.

Venstrefløjen har allerede taget skridtet ind i islams hus. Lars Løkke og de såkaldt borgerlige tøver, men udviklingen fører dem ad samme vej.

Tilbage står en samling mennesker: individualister, konservative, kristne, nationale, “tosser”. Danmarks er deres hjem. De er forpligtet på fortiden og vil bevare Danmark for danskerne.

De har bevaret det danske instinkt: Danmark er deres ved førstefødselsret. Man giver ikke bort det mest dyrebare man har.

Når det kommer til den hårde kerne, koger det ned til de enkle spørgsmål: Vil du bevare det vigtigste gennem 1.500 års historie, eller opgive det hele. Betyder historien noget? Betyder dit liv noget, eller vil du gerne overlade det til andre?