Billedet er af en vandaliseret katolsk kirke i Glasgow i april.

Raymond Ibrahim har kortlagt forfølgelsen af kristne i muslimske lande i lang tid. Det har været grufulde historier fra lande som Egypten, Sudan, Pakistan, Irak, Nigeria. Men nu står Frankrig og Tyskland også på listen. Her vandaliseres og skændes kirker i et stigende tempo. Det er kun et spørgsmål om tid før også de troende selv angribes.

Værst står det til i Frankrig, hvor to kirker angribes hver eneste dag.

France: On Sunday, March 17, arsonists torched the Church of St. Sulpice in Paris soon after midday mass. Such incidences have become prevalent in France, where on average two churches are desecrated every day. In the previous month, February, vandals plundered and used human excrement to draw a cross on the Notre-Dame des Enfants Church in Nimes and desecrated and smashed crosses and statues at Saint-Alain Cathedral in Lavaur . In 2018 alone, 1,063 attacks on Christian churches or symbols (crucifixes, icons, statues) were registered in France.

Også i Tyskland angribes kirker og konvertitter:

Germany: Four separate churches were vandalized or torched in March. «In this country,» the report explained, «there is a creeping war against everything that symbolizes Christianity…. Crosses are broken, altars smashed, Bibles set on fire, baptismal fonts overturned, and the church doors smeared with Islamic expressions such as ‘Allahu Akbar.’» In the Alps and Bavaria alone, around 200 churches were attacked and many crosses broken: «Police are currently dealing with church desecrations again and again. The perpetrators are often youthful rioters with a migration background.»

Angrebene og truslerne mod konvertitter er langt mere betydningsfulde end vi skulle tro: Det er en voldelig gennemføring af islams herredømme i Europa. Det er en direkte udfordring af den frihed vi foregiver at alle har ret til. Ved at ignorere truslerne, beskærer vi vor egen frihed.

Brændte kirker

Hvor mange danske medier har rapporteret om branden i St.Sulpice-kirken og påpeget at den var påsat? Branden kom lige efter Christchurch-massakren og der er grund til at tro at den var en hævn, i lighed med angrebet på en sporvogn i Utrecht.

Journalister og politikere lider af en stor frygt: De er bange for at se ned i den afgrund, de selv har skabt. Tænk om branden i Notre Dame var påsat? Hvis Frankrig var et normalt land ville man turde overveje en sådan mulighed objektivt. I stedet blev det øjeblikkeligt forklaret med tekniske årsager, endda før branden var slukket. Folk forstår at visse spørgsmål ikke må stilles og de drager deres konklusioner i deres stille sind. Hvor mange gør det? Lad os minde om at medierne blev taget på sengen af Brexit og Trump. Der er grund til at tro at langt flere er imod angrebet på kristendommen og den pågående islamisering, end det som er synligt. Meningsmålinger viser at et flertal mener at islam ikke er forenelig med demokratiet. Det bringer eliten i panik.

Blotlægningen af kristenforfølgelser i Europa er ikke længere kun fantasi. Medierne vil fortie dem. De har en sekundær begrundelse: Det kan ægge til had mod muslimer. I deres forkvaklede univers er det en rationel begrundelse.

De sidder allerede på det tog, som er på vej mod et islamiseret Europa.

De to huse

En vigtig forudsætning har været fortielse af hvad kristne i den muslimsk-dominerede del af verden har været udsat for, i årtier og århundreder. Danske medier har været mest optaget af at promovere fortællingen om de tre abrahamittiske religioner.

Den danske kirke har taget skridtet ind i islams hus. Det er et religiøst begreb – dar al-islam. Der hersker fred. Islams fred, som er lig med at de vantro skal betale skat og være anden- eller tredjerangs borgere. Udenfor dar al-islam ligger dar al-harb, krigens hus. I Danmark, som i Vesteuropa i øvrigt, hersker begge dele: Islams hus og krigens hus. De som tager skridtet ind i islams hus, vil opleve at blive taget imod med åbne arme. Ledelsen for begge kirker – både den protestantiske og den katolske – har taget dette skridt.

Men ikke de troende. De erklærede kristne, som tager skridtet ind i islams hus, er ikke længere troende. Hvordan kan man sige/se det? Et vigtigt tegn er at de svigter deres trosbrødre. Dette har stået på længe. Medierne, politikerne og kultureliten har vendt ansigtet bort fra forfølgelsen af kristne i den muslimske verden. De vil ikke høre om den.

Ved at fortie forfølgelsen bliver de medskyldige. De bliver medskyldige, fordi den samme krig mod kristendommen er kommet til Europa. Nu gælder det vor egen kultur, vore egne værdier, vor egen frihed.

Et stort skisma

Der er derfor opstået et stort skisma i Vesten: Mellem dem, der tilhører islams hus og dem, der tilhører krigens hus.

Vore myndigheder vil anstrenge sig for at lokke folk ind i islams hus. Der hersker fred. De vil lukke medier ned og fortie undertrykkelsen af kristendommen, den frie tanke, det frie ord og demokratiet.

Skismaet vil blive stadig tydeligere. Hvis folk forstår, hvad der foregår, vil de vælge demokratiet og friheden, selv om det betyder at forblive i krigens hus.

Det er ikke en situation vi har valgt. Den er påtvunget os af dem, der har taget skridtet ind i islams hus.

Kampagnen for IS-familierne – et omen- et alvorligt tegn

Kampagnen for IS-familierne er et stærkt bevis på at eliten har taget skridtet ind i islams hus.

Det er en helt utrolig udvikling: Fra de forfærdelige meldinger om IS’ brutalitet først fremkom, er der kun gået fem-seks år. Man skulle ikke tro det var muligt, på så kort tid at foretage den bevægelse, som danske medier og politikere har foretaget, og omfavne morderne og deres familier. Det er ikke rationelt.

Det siger noget om at eliten har undergået en emotionel og religiøs forvandling. De omfavner selv det grusomste for at vise deres humanitet. De beviser for den muslimske befolkning deres storsind – selv IS-familierne er der plads til i det nye Sverige, det nye Danmark og Norge.

Muslimerne er sparsomme med deres anerkendelse. Den gives kun på islams egne præmisser. Ikke demokratiets. Nu har vore myndigheder og medier bevist at de har gjort sig fortjent til den.

Myndighederne og medierne vil blive høje af denne ros. De vil tro det er et bevis på deres evne til integration.

Vi andre som har bevaret jordforbindelsen forstår at det er eliten, der integreres i islam.

Paralleller

Vi ser allerede paralleller mellem det, kristne udsættes for i den muslimske verden, og det som sker i Vesteuropa:

In a separate incident, three Muslim men kidnapped a 13-year-old Christian girl, forced her to convert to Islam and marry one of her abductors. When the girl’s distraught family finally discovered her whereabouts, her new Muslim family insisted that she had willingly become Muslim and produced a forged marriage certificate falsely indicating that she was 18, the legal age of marriage.

Er det ikke den samme mentalitet, som kommer til udtryk i det seksuelle misbrug af småpiger og socialt udsatte i engelske byer som Rotherham?

Uden beskyttelse

Fællesnævner for minoritetens situation i den muslimske verden er udsathed: Der er ingen som kan beskytte dem.

Katie Hopkins siger, at det er det samme europæiske jøder oplever: “En politimand kommer til din dør og siger ”sorry, vi kan ikke beskytte jer.”

Forfølgerne er for mange og bor blandt en stor og voksende befolkning, og den befolkning vil ikke irettesætte sine egne, for den deler den samme opfattelse af jøder, bare ikke lige så aktivt morderisk som dem, der dræber gamle damer som overlevede Holocaust.

Infiltreret

Vi er allerede kommet så langt i Europa, at kristne konvertitter fra islam bliver afvist som asylsøgere. Deres grundlag anerkendes ikke. Det er sket for to iranske asylsøgere i Storbritannien, en mand og en kvinde. Ikke bare fik de afslag, indenrigsdepartementet polemiserer mod dem og siger at det er kristendommen, som er en voldelig religion.

In his rejection letter from the UK’s Home Office, the Iranian man was told that biblical passages were «inconsistent» with his claim to have converted to Christianity after discovering it was a «peaceful» faith. The letter cited several biblical excerpts, including from Exodus, Leviticus, and Matthew, as supposed proof that the Bible is violent; it said Revelation was «filled with imagery of revenge, destruction, death and violence.» The rejection letter concluded: «These examples are inconsistent with your claim that you converted to Christianity after discovering it is a ‘peaceful’ religion, as opposed to Islam which contains violence, rage and revenge.»

In the second case, an Iranian female asylum seeker was sarcastically informed in her rejection letter that «You affirmed in your AIR [Asylum Interview Record] that Jesus is your saviour, but then claimed that He would not be able to save you from the Iranian regime. It is therefore considered that you have no conviction in your faith and your belief in Jesus is half-hearted.» Discussing her experiences, the woman said: «When I was in Iran I converted to Christianity and the situation changed and the government were [sic] looking for me and I had to flee from Iran…. In my country if someone converts to Christianity their punishment is death or execution.» Concerning the asylum process, she said that whenever she responded to her Home Office interviewer, «he was either chuckling or maybe just kind of mocking when he was talking to me…. [H]e asked me why Jesus didn’t help you from the Iranian regime or Iranian authorities.»

Den saudiarabiske kvinde som Document interviewede under et møde med ”Ex-muslims of Norway”, fortalte det samme fra Paris: Hvis hun, som saudiarabisk kvinde, kommer utildækket til et offentligt kontor, får hun spørgsmål om hvorfor hun ikke er tildækket og må stille sig bagerst i køen. Dette er Paris.

Hadlove som islams forlængede arm

Det samme kommer til at ske eller sker allerede, privat eller som følge af integrering i den offentlige sektor: Du skal være forsigtig med at sige noget, der kan opfattes som kritik af islam.

Her fungerer de nye diskriminerings- og hadlove som islams forlængede arm: I praksis indfører de blasfemilove ad bagvejen. Der er en umærkelig overgang mellem hadlove og blasfemilove, når medier og politikere hele tiden fremhæver, at det er muslimerne som må beskyttes.

For at forstå hvad der sker, må man træde ud af den kunstige boble vore medier og politikere omgiver sig med og tage skridtet ud i den virkelige verden. Det er koldt derude, men der har du det indre klarsyn, som kun sandheden kan give. I islams hus er der rigeligt med penge og fine ord. Men de kan ikke beskytte dine børn. Det er den samme vold IS-børnene er blevet udsat for. Men vore myndigheder viser at de ikke har forståelse for de problemer, de henter hjem. De er mest optaget af at bevise deres store humane hjerte.

De tærer på det reservoir af ”civility”, af civiliseret kultur, som stadig er tilbage i Europa.

Vore myndigheder og medier viser at de ikke forstår hvad, der holder vore samfund oppe.

Køb Hege Storhaugs bog her!