Kommentar

Der er store bevægelser i politik i øjeblikket og regimemedierne insisterer på at normalisere og forklare dem inden for deres egen fortælling, også i Danmark. Det er duer ikke at lytte til dem. Alt skal presses ind i en ”good guy-bad guy”-fortælling. De store emner som “sikkerhed” forbliver unævnte.

Martin Krasnik er redaktør på Weekendavisen, Danmarks intellektuelle flagskib. Han er liberal og deltager i Bilderberg-konferencer. Men det afholder ham ikke fra at komme med en skarp observation om dagens valg:

Lars Løkke Rasmussen var leder af Venstre, indtil han brød ud og stiftede sit eget parti. Moderaterne. Efter en langsom start er partiet accelereret som en raket, ikke mindst fordi han bakkes op af statsmedierne.

ANNONSE

Løkke Rasmussen går nemlig ind for samarbejde på tværs af blokgrænser. Det det gør Mette Frederiksen også. Man forestiller sig en nyskabelse i det nordiske socialdemokrati: Det borgerlige Danmark indordner sig det socialistiske og sammen tilbyder de danskerne tryghed.

For der er ingen tvivl om, hvem der har mest at tabe: Den tidligere Venstre-leder tager en betydelig gruppe borgerlige vælgere over på den socialistiske side. Blå bloks muligheder for at danne regering er dermed knust.

Det er en smart manøvre: Venstres leder Jakob Ellemann Jensen og De Konservatives leder Søren Pape står tilbage med skægget i postkassen. De tre små borgerlige partier – Dansk Folkeparti, der risikerer at ryge ud af Folketinget, Nye Borgerlige og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, sendes ud på sidelinjen.

Men det samme sker med de små partier til venstre for Socialdemokratiet; Enhedslisten, Radikale Venstre og SF. Mette F. var afhængig af Radikale Venstre. Det var dem, der fremtvang valget. Det undgår hun fremover, hvis hun og Lars går i seng sammen.

Begge er dominerende, autoritære typer. Spørgsmålet er, hvem der skal ligge øverst.

Sådan beskriver Krasnik rammende: Løkke tapper den borgerlige side for blod. Dem, der virkelig betaler prisen, er det danske demokrati. Vælgerne kan bestikkes med tillid. Statens magt vokser på bekostning af det frie samfund.

Lars Løkke er en dreven politiker. Han forstår at tage udgangspunkt i det samme, som andre politikere beskriver: Et system i krise. Ligesom i USA og Storbritannien. Det er her Lars Løkke kommer ind. Han er troubleshooteren, fejlfinderen.

Og vælgerne tror på ham.

Ingen fortæller det så smukt som Lars Løkke Rasmussen. Det velkendte politiske system er lammet og kan ikke længere træffe beslutninger. Det er “dræn sumpen” med dansk stemme. Men budskabet er klart: Vi ma tage et opgør med den måde, vi driver politik på i Danmark.

Den person, der minder mest om Lars Løkke i Norge, er nok Erna Solberg. Hun vil formentlig kunne smide et lignende kort i Norge ved næste valg, når Ap/Sp har kørt folks økonomi i grøften og staten er rigere end nogensinde. Det er et åbent mål.

Højre vil gå ind for Norges fulde integration i Europa og Norden: Af solidaritet og egeninteresse skal vi være med i EU.

Sesam-luk dig op er en samling over midten, som kan sætte en stopper ævl og kævl. Men siger Krasnik:

Dermed taler de til den konfliktskyhed som ligger dybt i den danske folkesjæl. Vi bryder os i grunden ikke om den politiske kamp om magt og ressourcer. Nu vil de to mest markante politikerne give os ro og tryghed.

Dette har Asger Aamund skrevet glimrende om på document.dk: Socialdemokratiet tilbyder folk tryghed mod at de opgiver deres frihed. Når de opdager at de har brug for friheden er det for sent.

Vi fik en forsmag på dette under pandemien, og de fleste adlød i hobetal. Ikke hysterisk, men alligevel. De troede på, hvad Heunicke, Søren Brostrøm, Allan Randrup Thomsen og Mette sagde. De var den vedtagne eksakte videnskab. Anthony Fauci sagde det klart: I am science.

En sådan topstyring og afvikling af demokrati og faglig viden under dække af en medicinsk nødsituation, har vi ikke før set i Vesten. Folk forstod ikke, hvad der foregik.

Mette og Lars tager det et skridt videre. De vil smede, mens jernet er varmt. Med en ny krise på vej, vil de tilbyde vælgerne en New Deal.

Hvad der faktisk er ved at ske handler selvfølgelig om politik. Lars Løkke Rasmussen er ved at føre en stor del af de borgerlige vælgere med sig ind i rød blok. Den virkelige omvæltning ved dette valg kan meget vel være den største venstredrejning i nyere danmarkshistorie.

Moderaterne er tæt på knap ti procent. Lars indleder en bevægelse på den borgerlige fløj, hvor hundredtusindvis af vælgere krydser den magiske grænse over til den røde side. Selvfølgelig med de bedste intentioner.

Nu skal velfærdsstaten forvaltes til alles bedste. Det er historiens afslutning.

Mette F. har indført noget, der minder om præsidentstyre i de tre et halvt år, hun har regeret Danmark. Hun har centraliseret magten. Lars Løkke kritiserede hendes corona-håndtering, men tier nu stille om det. Magten lokker.

Taberne er vælgerne. De forstår ikke, at når de indgår i en handel med staten, så er det ikke gratis.

Staten kræver noget. Borgernes frihed.

Velfærdsstaten har gjort borgerne tryghedsafhængige. Sikkerheden er nu truet af inflation, rentechok og prischok på brændstof og elektricitet. Men folk vender sig mod de politikere, der har skabt krisen, og har tillid til dem med endnu større magt over deres liv.

Det kan også skabe præcedens for de to andre nordiske lande. Sverige er der allerede, og Norge er godt på vej.

 

 

Oversættelse Karsten Søberg

ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i