Kopierede/fra hoften

Jeppe Nyboe Jensen irettesætter en demonstrant mod Hizb ut-Tahrir udenfor Christiansborg 22. mars.

Ordensmagten har ikke ressourcer til at håndhæve lov og ret i Brønshøj, bl.a. fordi der skal afsættes mandskab til teologiske belæringer af borgere, der ikke indser storheden i det islamiske projekt.

Nogle danskere buhede under Hizb ut-Tahrirs nyligt afholdte fredagsbøn foran Christiansborg og blev irettesat af en politibetjent. Om det skriver Niels Lillelund i Jyllands-Posten (28.4):

»Han bebrejder dem deres adfærd og fortæller dem, at de står og buher under den del af bønnen, der svarer til fadervor,« forklarede en deltager. Politiets teologiske ekspert var også til stede under en Paludan-happening, hvor han truede en deltager med at melde ham til de sociale myndigheder, fordi han havde sit barn med til korankastning. De muntre svende fra Hizb ut-Tahrir havde også taget børn med til deres fadervor, men det måtte de godt, så der er forskel på folk, og man må ikke afbryde fadervor på Christiansborg Slotsplads, det manglede bare.”

Hvad er det ved islam, der påkalder sig politiets – og Lars Løkkes – ømme omsorg? Tilmed i den grad, at politiet begynder at belære borgerne om islams trosindhold?

Som Lillelund rigtigt bemærker, er det islams voldsparathed. Når statsministeren springer frem og fordømmer Rasmus Paludan, så er det ikke Paludan, han kommenterer, men volden.

Vold fremkalder ærbødig respekt, og vold vinder hver gang. I stedet for at fordømme de voldsmænd, der satte Nørrebro i brand, fordømmer statsministeren voldens ofre.

Voldsmænd som Mussolini og Hitler ville have nikket anerkendende til Lars Løkkes reaktion, for de kendte voldens overmagt.

ANNONSE

Mest læst