Fra mindestunden på Rådhuspladsen lørdag aften.

At blive martyr er ikke noget man selv vælger. Det er en række af omstændigheder, der afgør om man befinder sig på et sted i historien, hvor omgivelserne opfatter en som martyr. Martyr betyder vidne.

Det er på sin plads at anse pigerne i Marokko for at være martyrer.

De er ikke de første, der er dræbt på bestialsk vis af jihadister. Men et sammenfald af omstændigheder gør at de ikke vil blive glemt: Deres ungdom, deres skønhed, deres tillid til verden, deres nordiske udseende, som enten man kan lide det eller ej, er et tegn på uskyld. Pigerne anede ingenting. De havde fuld tillid til verden.

Hvem har givet dem en sådan dødelig illusion? Det har vore politikere, vore eksperter og ikke mindst vores journalister og redaktører, som dag ud og dag ind gentager, at alt er normalt og aldrig ville finde på at fortælle os at verden er blevet et farligt sted.

Det tør de ikke af frygt for deres eget liv, for det er dem, der har forvandlet vores land og vores byer til utrygge områder.

Det er det store bedrag.

Dette bedrag får hvert år tusinder af unge til at gøre som Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland: De camper ude i et land og et terræn, som de tror de kender, men som de i virkeligheden intet aner om.

Politikerne og medierne siger god for denne tillid, som viser sig at være bundfalsk. En hel masse mennesker betaler hvert år prisen i form af vold og svindel.

Louisa og Marens skæbner er det ultimative eksempel på, hvor galt det kan gå.

Vi fik at vide, at morderne var ensomme ulve. Nu er flokken vokset til 19 og den sidste er en schweizisk-spansk statsborger, der har drevet våbentræning og rekruttering i Marokko.

Vil Lars Løkkes Rasmussen eller Erna Solberg på noget tidspunkt stå frem og beklage at de har betegnet mordene som “meningsløse”?

Det vil de ikke. De er skamfulde. Men ingen journalist kommer ved næste pressemøde til at konfrontere dem. Journalisterne fornemmer, at det ikke vil falde i god jord.

Hvilket gør at pigerne opfylder et andet kriterium for at blive martyrer: Ensomhed. Forladt af alt og alle. Selv i døden er de ensomme.

Der er noget oprørende i den officielle tavshed. (Jeg er klar over mindemarkeringen på Rådhuspladsen, men er den ikke tam i forhold til alle de oprørende omstændigheder?)

Fra gamle tider ved vi, at martyrer var noget, der opstod spontant, når folk behøvede symboler.

Louisa og Maren er symboler på at vores politikere og medier har oplært de unge til at have en tillid til verden, som er totalt malplaceret. De har selv skabt en verden der minder mere og mere om en jungle. Selv bor de i sikre områder og rejser aldrig kollektivt.

Martyrer er vidner for deres tid. Blodvidner. Det er noget religiøst ved det.

Vi fornemmer, at det er vores eget blod, der udgydes.

Det er blod, som ikke glemmes så let. 

Der opstår et bånd med martyrene, de er stedfortrædere for os.

Dette er forestillinger, der griber helt tilbage til middelalderen og til forestillinger om helgener. 

Vi ønsker, at de døde skal gå i forbøn for os.

Helgener opstod som svar på en bestemt historisk situation. Det kan være vi er tilbage, der hvor vi opfatter de dræbte som blodvidner.

For Sandheden.