Kommentar

Når Louisa Vesterager Jespersen og Maren Uelands skæbne berører os så stærkt er det fordi deres skæbne spontant minder os om det gamle ordsprog: Blod er tykkere end vand.

Politikerne er bange for at folket skal indse den gamle sandhed: Nogen står os nærmere end andre. Det er dem, der er som os, som kunne have været vores datter, slægtning, skolekammerat eller nabo. Vi opdager, at vi deler en samhørighed. Vi finder os i at vores samfund bliver udvandet af andre. Men en brutal, bestialsk død vækker samhørighedsfølelsen: Det kunne have været vores egen datter.

Det er en farlig følelse for de politikere, der netop har været i Marrakesh for at undertegne den aftale, som gør at endnu flere vil søge vejen til Danmark og Norge. At denne trafik har en pris har de fleste almindelige mennesker vidst længe.

De to pigers skæbne handler om noget andet og større. De dybeste følelser: Blod er tykkere end vand. Den følelse får alle danskere og nordmænd til at føle sig som ét folk. Hvad gør man ikke for sit eget kød og blod? Hvad ville man ikke have gjort for Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland, hvis man havde kunnet?

ANNONSE

Denne følelse er politikerne med rette bange for. De har opbygget et system, der ønsker at erstatte det gamle fællesskab med et nyt. Men det nye fællesskab fungerer ikke. Det er ikke kun de udviste og kriminelle på Kærshovedgaard, der er på tålt ophold, der ikke fungerer. Det er store dele af den fremmede befolkningsgruppe, der ikke vil lære sig dansk eller påtage sig de danske værdier.

Faktum er at vores politikere har udnyttet vores tusindårige kultur, bygget på kristendommen, til at få os til at acceptere mennesker, vi er høflige overfor, men aldrig vil acceptere som danskere eller nordmænd. Det ligger dybt i os at behandle andre mennesker ordentligt, men grænsen er for længst overskredet. Selv regeringens egne rapporter taler om negativ integration: Det går den forkerte vej.

Pigernes skæbne får os til at indse: De er vores sande næste. Det er de andre ikke. Hverken dem, der har slået pigerne ihjel, eller det folk de kommer fra. De er ikke os og vi er ikke dem.

Det her er en erkendelse, som politikerne har al grund til at frygte. Men sådan er det når man presser et eksperiment længere og længere ud. Lars Løkke Rasmussens rejse til Marrakesh var en skændsel.

Der er en sammenhæng mellem den rejse og pigernes skæbne. Løkke Rasmussen vil ikke erkende at det fællesskab han postulerer, er en løgn. Der er i virkeligheden total krise på Christiansborg: De ved at de har importeret en stor befolkningsgruppe, der er et fremmedlegeme. Ingen aner udgangen på dette eksperiment. Lars Løkke Rasmussen tør ikke engang indrømme, at situationen er uholdbar.

Hans og hans kollegers indsats vil blive bedømt ud fra hvordan de håndterer “problemerne”.

Christiansborg bliver selv en del af problemet, hvis Folketinget ikke vil indrømme, at det bærer et ansvar for pigernes skæbne.

De her følelser kan ikke beordres. De går på tværs af alle hensyn. Blodets bånd er den instinktive genkendelse af dem, der tilhører din egen flok.

Hvad vil politikerne og medierne gøre ved det?

Dette blodets bånd har en antagonist. Institutleder ved CBS, Mads Mordhorst, brugte ordet “hjemmeblind”. Højskolesangbogen får åbenbart danskerne til at være sig selv nok.

Ordet ”hjemmeblind” siger alt om typer af Mads Mordhorst støbning. Den slags har Danmark alt for mange af. Mordhorst nasser på et fællesskab, han ikke vil vedkende sig. Mange vil aldrig tage Danmarks side. De er anti-Danmark, selv når jihadister slagter unge piger.

Vi andre bliver forstenede. Pigernes død gjorde et voldsomt indtryk på os. Det greb os om hjertet. Mordhorsts ord falder døde til jorden. Vi ønsker faktisk at være hjemmeblinde.

Blod er stadig tykkere end vand.

 

 

 

 

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa