Kommentar

En forudsætning for den krigspsykose, som medier og politikere pisker op, er, at medierne har skiftet rolle: Ikke længere som undersøgende, men slørende og vildledende. Deres loyalitet ligger andre steder end hos befolkningen, som er forvirrede og hjælpeløse. Men denne elite har et stort handicap: Den er amoralsk og kender ikke forskel på løgn og sandhed.

Dit syn på krigen afhænger af en række faktorer, som du ikke har kontrol over. Først og fremmest: Taler medierne sandt? Ikke i den forstand, at alt, hvad de siger, er sandt, men forsøger de at få sandheden frem efter bedste evne? Jeg er bange for, at svaret er nej.

Det handler selvfølgelig om, at vi ved meget om, hvordan medierne ikke kun pynter på virkeligheden, men fordrejer den, og udelader store områder, der henligger i mørke.

Det gælder i høj grad for Ukraine.

Man kan sige: Alle veje fører til Ukraine.

Ukraine var et center for Demokraternes korruption. Hunter Biden opererede ikke alene. Biden senior tog over og truede med at tilbageholde en milliard dollars, hvis præsidenten ikke afsatte landets statsadvokat, der var begyndt at efterforske gasselskabet Burisma.

ANNONSE

Energi står højt på listen over Biden-familiens korrupte handler, både med Ukraine, Kasakhstan, Rusland og Kina. Biden-familien drev ”bagbutik i butikken” med Amerikas sikkerhed som risiko.

Men det gjorde Hillary også. Hillary var udenrigsminister, da USA solgte 20 procent af USA’s uranforekomster til Rosatom via et canadisk selskab. Clintons tænkte større end Bidens: De modtog 120 millioner dollar i returkommission.

Det har Norge været involveret i via Norges tidligere udenrigsminister Børge Brende. Brende kender godt til Clinton-familien og Biden-familiens korruption.

Det er umuligt ikke at opdage korruptionen, hvis man bevæger sig i de kredse, Brende har gjort og er så tæt på begivenhederne. Det betyder ikke, at Brende personligt beriger sig selv, men at han ved og vidste, er næsten uundgåeligt.

Hvorfor er det interessant? For det norske udenrigsministerium gav tæt på 700 millioner norske kroner til Clinton Foundation og Norge blev dermed en del af Clintons korrupte netværk.

Medierne har fået en ny rolle

Her kommer vi til et iøjnefaldende punkt: Hvorfor kender offentligheden ikke til dette? Nogle har forsøgt at slå alarm, f.eks. Terje Tvedt, filosof og historiker, professor i geografi og statsvidenskab. Men når det alligevel ikke er blevet et emne, er det, fordi medierne selv er blevet moralsk og politisk korrupte. De er trådt ind i en helt ny rolle.

Clinton-stiftelsen og det nye Norge

Det ville være forkert at sige, at de ikke ved det. En journalistisk fodsoldat ved det ikke. Men højere oppe i systemet er der folk, der ved at finde rundt.

Hvad vi har set med Obama-Biden-regimerne er, at de er blevet mere og mere hensynsløse. De er ligeglade med omkostningerne, både for den demokratiske orden og befolkningens velfærd.

Biden-regimet ødelægger retsvæsenet og ligheden for loven i USA. Hvor mange artikler har du læst om dette i danske medier? Har du overhovedet set noget af det? Nej, det har man ikke, fordi medierne er trådt ind som agitatorer og forsvarere af Demokraternes version.

Det er et parti, der har gennemgået en forvandling de seneste år. Dybtgående samfundsændringer sker over tid og træder frem politisk, når de møder modstand. Det er Trumps fortjeneste, at han bragte frem, at der er opstået en ny elite i USA, som overhovedet ikke bekymrer sig om middelklassen, er overlegne overfor fattige mennesker og behandler USA som et aktiv, de kan disponere over, som de vil.

Alarmen gik i de højere kredse, da de så, at Trump fik græsrødderne med sig. Dem der lever fra hånd til mund og dem er der mange af i USA. De dør med gæld på kreditkortet.

Det er derfor, Hillarys brug af ordet ”deplorables”, elendige, var så afslørende. Disse mennesker havde været stemmekvæg for demokraterne, eller de var holdt op med at stemme. Nu satte de sig i bevægelse, og Demokraterne og magthaverne blev bange.

Men der er ikke skyggen af denne magtkamp i norske, svenske eller danske medier.

I stedet taler de om højrepopulisme, højreekstremitet, yderste højre, højreekstremisme og fascisme. De flyder ind i hinanden, kært barn har mange navne.

Man kan tydeligt se, at for at undgå at tale om reelle problemer, såsom immigration, multikulturalisme, identitetspolitik, demografiske ændringer, nationale værdier, egen historie, kristendom – taler man om den farlige trussel fra højre.

I de senere år er dette metastaseret til en ideologi – woke, som er knyttet til den grønne omstilling. Begreber som ESG, Equity, ”social and government”. Ord, som den danske offentlighed næsten ikke har hørt om, men det er de principper, som store danske virksomheder er styret efter.

Hvor hører Danmark hjemme i dette landskab? Danmark har haft en vigtig rolle, fordi vi er så rige. Men nu viser det sig, at det ikke er os, men staten, der er rig.

Elprisen er beviset. Elregningen er beviset: Tusindvis af kroner går til belysning og madlavning, tøjvask. Varmepumpen er ikke tændt, vi fyrer med brænde. Mange danskere gør det, vi er gode til: Sparer. 

Når vi i Norge derimod læser Vedum, lederen for Senterpartiet sige, at regeringen “ikke har råd”, men skal spare og vi samtidig ved, at han tjener 1.7 milliarder NOK, begynder et meget ubehagelig budskab at gå op for os.

Det tager lang tid for det at synke ind, men vi er på vej. Hvad der kommer ud på den anden side, ved vi ikke. Ingen ved det. Europa er på vej ind i det ukendte, men vi ved det værste.

Nordmænd, der kørte gennem Sverige, så, når de var inde i Norge: Vejene var badet i lys. Nordmænd i Danmark så, hvad dyr energi betyder: Mørke huse, enkelte lys, som om ingen var hjemme.

Normaliseret”

Nu har statsminister Støre, Olie-og energiminister Aasland og Vedum “normaliseret” os: Vi er blevet europæere, tvunget ind i en centraliseret kontinentalkultur, hvor magten flyder oppefra og ned, og hvor folk i bunden kun skal adlyde og lide.

Vi er vant til, at “nogen har bestemt det”, “nogen har talt”, men nu sker det ikke på Youngstorget i Oslo, men i Berlin, Bruxelles og Washington.

Det socialdemokratiske fællesskab er blevet overtaget og indlemmet i et transnationalt imperium.

Nord Stream 1 og 2 bliver en slags prøvesten: Vil befolkningen sluge versionen om, at “det er Rusland” og samtidig forsikringen om, at “ingen ved, hvem der gjorde det”.

Et skridt foran

De, der kontrollerer strømmen af ​​information, er konstant et skridt foran befolkningen. De bliver konstant taget på sengen.

Washington Post-kommentatoren David Ignatius skriver spændingsromaner, og i en af ​​dem om en ny CIA-chef skriver han, at den, der vil vinde, altid skal tage initiativet, flytte brikken først.

Ignatius gjorde dette i praksis. Han blev “operatør”. Han skrev artiklen, der kompromitterede Michael Flynn, efter at han var blevet Trumps nationale sikkerhedsrådgiver. Han brugte sin stilling i Washington Post til at lægge en løkke om halsen på ikke kun Flynn, men flere andre, såsom den russiske akademiker Lukhova. Ignatius opfandt en romance mellem dem. Begge var gift.

I den nye hybridkrig er ingen midler udelukket.

Demokratiske mekanismer kan bruges til at ødelægge demokratiet Du aner ikke “hvem der taler”. For nylig blev Fiona Hill citeret som Ruslandsekspert. Offentligheden fik ikke at vide, at det var hende, der introducerede russiske Igor Danshenko til den britiske eksagent Christopher Steele. Danskenko blev hans hovedkilde. Det var ham, der fortalte Steele om tissehistorien på Hotel Ritz i Moskva. Da FBI interviewede Danshenko i februar og marts 2017, indrømmede han, at det var sladder og fuldemandssnak. Men stadig hyrede FBI ham som en menneskelig kilde og betalte ham for det. Danshenko var ansat indtil oktober 2020. Man hyrer kilden til den vigtigste rapport i nyere amerikansk historie, som var omdrejningspunktet i Demokraternes, mediernes og Den Dybe Stats sammensværgelse mod Trump. Hvorfor? Er der nogen rationel forklaring? Hver gang FBI bliver bedt om at forklare sig og levere den dokumentation til Kongressen, som forfatningen kræver, afviser de og undskylder sig med at sige, at det vil gå ud over “kilder og metoder”, “sources and methods”. Ved at ansætte Danshenko var han under FBI’s beskyttelse, og Kongressen kunne ikke kræve frigivelse af materiale. Her ser vi en mekanisme, der har været med til at udhule og underminere det amerikanske system indefra: Et forbehold, der har til formål at beskytte rigets sikkerhed, bruges til at skjule korrupte handlinger. Det har Demokraterne i samarbejde med 17 efterretningsorganisationer fået på plads. Medierne er deres villige medskyldige og har hypnotiseret befolkningen. 

Danchenko og FBI

Den 10. oktober 2020 tildelte justitsminister William Barr John Durham en særlig efterforskerstatus, hvilket giver ham flere beføjelser og gør det vanskeligt at fjerne ham.

Durhams opgave var at undersøge Operation Hurricane, processen mod Trump-kampagnen.

Durham har tiltalt Danshenko for at have løjet over for FBI. Sagen kommer op i denne måned.

Durham er gået langt. Han har fået fat i lederen af ​​Ritz-hotellet, som vil forklare sig i retten: Der er ikke noget rum på hotellet som det, Steele beskriver.

Ligesom Trumps advokat Michael Cohen aldrig besøgte Prag. Som Kash Patel, Devin Nunes’ højre hånd siger: Det letteste var at tjekke faktuelle påstande, som Cohens møde med russerne i Prag i august 2016. Cohen var ikke i Prag, han var i Californien med sine børn til en sportsbegivenhed.

En ting er at lyve, en anden ting er ikke at interessere sig for, om løgnen bliver afsløret. Danske medier har slet ikke været interesseret i at afsløre de løgne, der blev sat i system mod Trump, på trods af at det åbenbart kompromitterede det amerikanske system.

Loyalitet mod hvem

De er ligeglade. Eller: Deres loyalitet ligger et andet sted.

Et andet sted end til sandhed og engagement i det danske folk?

Svaret er ubehageligt, men ikke til at overse. Ja.

Lars Hedegaard stillede spørgsmålet: Er USA blevet en slyngelstat?

Det er ikke den almindelige amerikaner, der har gjort det til en slyngelstat, det er eliten. Ligesom det er nordmændene, der har gjort Norge til en rig olie- og gasnation. Men den varetager ikke længere folkets interesser, det er en lille elite med uanede ressourcer til rådighed, der har overtaget landet indefra.

Et stort handicap

Men de har nogle store handicap: De er amoralske. Amoralske mennesker kan ikke skelne mellem løgn og sandhed. De forstår ikke, hvordan tingene hænger sammen.

Det gør vi: Vi forstår, at den moral, vi lærte som børn, havde en funktion. Den satte os i stand til at navigere i livet. Den lærte os – uden at vi var klar over det – at skelne mellem løgn og sandhed. Den vækkede vores samvittighed, så vi ikke skulle fare vild.

Store dele af institutionerne og de mennesker, der leder dem, er fortabt.

Vi må forstå, at svaret ligger hos os selv: Løgn og sandhed. Vi kan anstrenge os, så godt vi kan. For sandheden kommer ikke af sig selv. Det kræver hårdt arbejde at skære gennem røgsløret.

Gå udenfor, sagde Bøygen, figuren fra skuespillet Peer Gynt af Henrik Ipsen.

Ibsen vidste det. Undset vidste det, vore store digtere vidste det. De kendte menneskehjerterne.

Tag og læs!

Vi bliver kastet tilbage i en kamp for tilværelsen, der foregår på alle niveauer samtidigt.

Men Gud har udstyret os med en forståelse og en samvittighed, der tillader os at gennemskue løgnene.

Vi har mistet så meget af, hvem vi var, og hvad der skabte os. Men vi kan genoprette forbindelsen, aktivere den og blive os selv igen. Vi har ikke råd til at lade være.

Den, der er fuldt ud sig selv, lader sig ikke besejre.

ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i