Tegning: Karine Haaland

I dag er det i visse kredse blevet sædvanligt at skelne mellem den “anstændige” islamkritik  og højrepopulismens islamkritik.

Man kan sige, at en skelnen mellem de “anstændiges” islamkritik og højrepopulismens islamkritik ligner 1980’ernes skelnen mellem erotik og porno. Man bedrev samme aktivitet, men på en mere meningsfyldt og værdifuld måde.

De “anstændige” islamkritikere er de, som så gerne vil kritisere islam, men som i hver anden sætning må bedyre, at de tager afstand fra den såkaldte “højrepopulisme”.

At kritisere islam og samtidig løsrive kritikken fra “højrepopulismen” er en kompliceret øvelse, omtrent som at forklare, hvorfor erotik ikke drejer sig om sex, men at porno gør, og som bliver mere og mere indviklet, efterhånden som debattanterne ror sig længere og længere ud på vandet.

For det første er kritik af islam altid en kritik af dens manglende religionsfrihed og ytringsfrihed, dens lovpålagte kvindefjendtlighed, jødefjendtlighed og fjendtlighed overfor og diskriminering af alle udenfor islam og dens pålæg om en uløselig sammenfiltring af statsmagterne med religionen som den grundlæggende del af den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Kort sagt – islamkritik er i sig selv en kritik af alt, som strider mod vestlige – og dermed norske og danske – værdier som ligeværd og ligestilling, sekularitet, folkestyre, religionsfrihed, accept af religionskritik etc.

Islamkritik er i sig selv et forsvar for vestlige – og dermed også norske og danske – værdier, kultur, menneskesyn og omgangsformer.

En væsentlig del af den såkaldte højrepopulisme er netop at fremholde og forsvare sådanne vestlige værdier – i Norge norske værdier, i Danmark danske værdier.

Derfor er det at kritisere islam og samtidig fraskrive kritikken forbindelse til den såkaldte højrepopulismes agenda, hvori vestlige værdier hyldes, et kompliceret projekt, for ikke at sige et umuligt projekt.

Man må først kritisere religionsideologien islam for at være jødefjendtlig, kvindefjendtlig, diskriminerende og udemokratisk etc. Derefter må man fraskrive denne kritik forbindelse med en bevægelse, som har opretholdelsen af netop disse vestlige værdier som ligeværd, demokrati, sekularitet, ytringsfrihed – og den norske og danske kultur som udspringer heraf – som sin vigtigste agenda.

At kritisere islam og samtidig tage afstand fra vestlige værdiers mest markante forkæmpere, ender til sidst som barndommens selskabslege, hvor hensigten er at få deltagerne til at fremstå som mer og mer latterlige, snublende i usynlige tove, udstyret med paptallerkner på ørerne og lallende sange, hvor de forskellige ord var byttet ud med trompet-trut og fløjtelyde.

Hvorfor er så mange “anstændige”  islamkritikere optaget af at tage afstand fra den såkaldte højrepopulisme, når deres eget projekt – hvis man skal tage det alvorligt – er det samme?

For mig ser det ud til, at mange af dem opfatter “højrepopulismens” stærke forsvar af den demokratiske nationalstat og den skandinaviske ligeværds- og ligestillingskultur som et racistisk projekt, fjendtlig overfor alle andre kulturer og religioner.

Så længe de på denne måde skaber, opretholder og dyrker deres fjendebillede af højresiden, vil disse “anstændige” islamkritikere selv opretholde den splittelse, de anklager andre for at stå bag.
Jeg er en “højrepopulist”, som forsøger at bygge bro mellem de forskellige islamkritikere, men jeg mærker, at det ikke er så let.

Det er ikke alle, de vil håndhilse på.

Karine Haalands blogg

Køb Hege Storhaugs bog her!