Gæsteskribent



Den belgiske historiker David Engels vakte opsigt da han for nogle uger siden i et interview med tyske Huffington Post den 1. februar sammenlignede nutidens Europa med nedgangstiderne i den romerske republik i det første århundrede før Kristus.

Engels, som forelæser i Romerrigets historie ved Det frie universitet i Bruxelles mener, at der i årtier har vært mange paralleller mellem samtiden og den nævnte periode:

Arbejdsløshed, opløste familier, individualisme, tilbagegang for traditionel religion, globalisering – den gang i skikkelse af udbredelsen af det romerske, nedgagn i befolkningstallet, fundamentalisme, migration, fattigdom, «brød og cirkus», kriminalitet, polarisering mellem en oligarkisk politikerkaste på den ene side og utilfredse «populister» på den anden…

Fortsættelsen kan derfor også forventes at blive den samme: en serie borgerkriger efterfulgt af et autoritært styre – for Romerrigets vedkommende en overgang fra republik til kejserdømme. Populister som Trump, Farage og Le Pen er i denne sammenhæng kun begyndelsen. Europa sidder som Engels ser det på en vulkan som uundgåeligt vil bryde ud, og det kan ske når som helst.

Historikeren forventer, at dette drama vil udspille sig i løbet af de næste 20–30 år. Efter hans vurdering vil resultatet ikke blive, at de suveræne nationalstater, der vil indtage pladsen efter et vaklende EU, men snarere et slags moderne modstykke til kejser Augustus efter en voldelig periode vil fylde vakuumet efter såvel unionen som de stater, den består af. Hermed ophører også friheden, mener han, men det vil folk ikke have noget imod, så længe ro og orden er genoprettet. Folk mangler evne til at lære af historien.

ANNONSE

Engels ser også ligheder i perseption:

Vesten har i lighed med den romerske republik den betænkelige tendens til at sætte lighedstegn mellem sig selv og den civiliserede del af menneskeheden, og vil ved hjælp af asymmetriske krige gerne gøre de såkaldte «barbarer» lykkelige med disse værdier.

Det er ikke bare faghistorikeren som udtaler sig i det tyske interview. Engels fremlægger også sin egen politiske opfattelse af, hvordan europæerne burde forenes i en identitet givet ved kontinentets historie.

I et længere interview med Giulio Meotti i Il Foglio uddyber Engels sine synspunkter, som han har skrevet om i bogen Le Déclin: La crise de l’Union européenne et la chute de la république romaine, analogies historiques (L’artilleur, 2013). I følge anmeldelsen i Le Monde gør bogen mest indtryk med «kritikken af en ulegemliggjort opfattelse af det europæiske projekt», hvor han siger, at «det desperate og mislykkede forsøg på at forkaste fortidens traditionelle værdier og bygge en ny, kollektiv europæisk identitet baseret på universalistiske idealer, snarere er et symptom på krisen end løsningen på den».

Overfor den italienske avisen går Engels i mere politiske detaljer:

I de seneste tiår af den romerske republik, altså i midten af det første århundrede før Kristus, blev det tydeligt, at den romerske stat ikke længere var i stand til at håndtere de mange kriser jeg har nævnt, ej heller kunne den iværksætte de nødvendige politiske, institutionelle og økonomiske reformer, som var nødvendige for at bestå. På den ene siden var den rige og mægtige elite i senatet stivnet i interne stridigheder, og det var blevet konstitutionelt umulige at træffe langsigtede beslutninger. På den anden side havde fremvæksten af populistiske politikere som Catilina og Clodius bidraget til yderligere destabilisering af hele systemet ved at lave demagogiske og farlige love. I kombination med den voksende utilfredshed og fattigdom i befolkningen, førte dette til slut til en økonomisk og politisk katastrofe, samt til udbruddet af en ti år lang borgerkrig. Til slut kom Augustus til magten, som genoprettede ro og orden, prisen var den politiske frihed.

Analogien giver sig selv:

Jeg frygter, at dette kan være nøjagtig samme mønster som bliver Europas skæbne i løbet af de næste to-tre tiår: øget stagnation, hykleri og korruption i den politiske elite, ophør af de sidste lommer af stabilitet efter massernes oprør, og en fremvækst af populistiske bevægelser overalt i Vesten – Trump er kun begyndelsen. Alt dette fører til, at staten gradvist mister kontrol, og den store borgerkrig bryder ud.»

Historikeren forventer ikke én stor, traditionel krig, men mange mindre krige:

Det blir snarere en situation hvor store dele af byerne vil blive domineret af konkurrerende militser og religiøse grupper, hvor den udøvende magt er blevet så ineffektiv, at problemerne vil blive afgjort af lokale ledere, hvor samfundssikkerhed vil blive mere eller mindre ikke-eksisterende, forskellene mellem fattige og rige vil øges endnu mere, og hvor hadet blandt fundamentalister, europæiske grupper og indvandrere vil føre til kontinuerlige terrorhandlinger. Alt dette vil gøre Europa til en økonomisk ruin, og når folk til sidst bliver så desperate, at de ikke synes de har noget at tabe, vil diktaturet vinde terræn. Som Augustus etablerede sit «Res publica», vil dette nye styre bekendtgøre «genopretningen» af demokrati, lov og orden, men i realiteten der blive indført et langvarigt autoritært styre, ikke ulig Putins Rusland. Og akkurat som i Romerriget, er jeg bange for, at folk vil applaudere, snarere end at modsætte sig det.

Den politiske korrekthed er efter Engels’ opfattelse heller ikke af ny dato, men denne gang er den farligere:

Som historiker tror jeg at vores politiske sindstilstand i øjeblikket, præget som der af usikkerhed og dårlig samvittighed, igen bør ses i et langsigtet perspektiv, og jeg synes det er interessant at mærke sig, at vi ser en tilsvarende udvikling i den sen-hellenistiske og sen-republikanske antik. Vi ved, at legitimiteten ved udvidelsen av kejserriget blev diskuteret heftigt i Romerriget, at de etniske og kulturelle skillelinjer blev kritiseret og erstattet med troen på humanisme og kosmopolitisme, samt at den traditionelle religion blev nedkæmpet i fornuftens og logikkens navn. På grund af traumatiske oplevelser som verdenskrigene og afkoloniseringen, har har dagens «politiske korrekthed» selvsagt meget større indflydelse end den havde for to tusind år siden. Den har opnået en grad af selvforagt, som er unik i verdenshistorien, og det i en sådan grad, at det har skabt en intellektuell strømning i kritikken af alle elementer i den vestlige civilisation – politikken, religionen, kulturen, økonomien og så videre. Vi beklager vor egen eksistens på grund af historiske forbrydelser, mens vi på samme tid inviteres til at værdsætte, nogen gange også at omfavne, fremmede kulturer for at vise «tolerance» og opnå forløsning. Denne modsætning virker enormt farlig på mig, især fordi den påståede «åbenhed» til syvende og sidst baserer sig på et eurocentrisk perspektiv, hvor specifikt vestlige værdier, som fortsat er ganske nye – det repræsentative demokrati, ultra-liberalismen, sekularismen, materialismen, den radikale ligestilling – ensidigt anses som altomfattende «humanistiske» rettigheder, som hele i verden mere eller mindre brutalt skal påføres mennesker og kulturer med et helt andet perspektiv på, hvordan et harmonisk og ideelt samfund bør være.

Meotti spørger om hvilken rolle islam spiller i dette drama. Islam er sekundært, mener Engels. Det er Vesten som opløser sig selv:

Set fra mitt komparative synspunkt er det ikke islam som bryder det europæiske projekt op. Det er snarere den vestlige kulturs selvpåførte opløsning som over hele verden afstedkommer en fremvækst af religiøse grupper og identitære bevægelser, som forsøger at modsætte sig det, de opfatter som forfald, og som klamrer sig til en konservativ, ofte totalitær, fortolkning af identitet. I dette perspektiv virker radikal islam på mig som en direkte fortsættelse af kommunismen, fascismen og de anarkistiske bevægelser i første halvdel af det tyvende århundrede. Og det er ikke underliget, at den syriske borgerkrig på mange måder ligner den spanske borgerkrigen i 1930´erne: De unge, som er blevet skuffede over den åndelige og intellektuelle overfladiskhed i deres samfund, som får kvalme af uretfærdigheden i det politiske og juridiske system, og som udelukkes fra den sociale mobilitet, udvikler et nyt, «totalt» og utopisk tankesystem, hvor alle har deres egen plads. Den vigtigste forskel synes selvsagt at være, at islam på en måde er «importeret» til Europa med udenlandske grupper. Det er imidlertid værd at bemærke, at et flertal blandt de fundamentalistiske terrorister har nydt godt af en typisk vestlig socialisering, mens flere og flere unge europæere, som bor i de sattelitbyer af nogle forstæder til vores mega-byer, konverterer til islam for at finde en ny følelse af socialt tilhørsforhold og åndelig dimension i livet, som den vestlige kultur med sin materialisme, sin individualisme og sit hykleri, ikke ser ud til at kunne give dem. I dette perspektiv er fremvæksten af islam og den langsomme forvitring af de traditionelle former for katolsk og protestantisk kristendom, et eksakt strukturelt modsvar på de østlige religioner, som stille og roligt erstatter den svindende republikanske religion i Romerriget i det første århundrede før Kristus, og det første århundrede efter Kristus. De første kristne sekter nærede en radikal fjendtlighed mod det hedenske samfund, og de søgte gerne døden for at komme til paradis…

Man behøver ikke nødvendigvis at dele Engels’ deterministiske syn på borgerkrigens uundgåelighed. Men han sætter utvivlsomt fingeren på vigtige områder, mest af alt måske, i analysen af det, som Roger Scruton kalder «oikofobien» – altså hadet mod alt ens egen kultur – i kombination med sværmeriet overfor det fremmede. Og uanset hvor langt man vil trække analogierne med Romerriget, er det uhyre instruktivt at læse dets historie. Så vil man nemlig opdage, at der stort set ikke er noget nyt under solen.

Syndefaldet i denne sammenhæng er det at have kastet vrag på egen historie, kultur og religion, for at have skabt et Europa «uden rødder», for at benytte en boktittel av Joseph Ratzinger og Marcello Pera. Europa kan reddes, men det første alle skal gøre, er at genopdage sin egen historie, læse klassikerne og nationallitteraturen, gå i kirke og på museer i ind- og udland, besøge forfædrenes grave og fatte interesse for deres liv, og i det hele taget se os selv som del af en historisk kontinuitet – og ikke som isolerede og asociale konsum- og nydelsesmaskiner på ustandselig jagt etter flygtig morskab. Mennesket lever ikke af brød (og cirkus) alene.

 

Huffington Post – Kronen Zeitung – Snaphanen – BreitbartThe Express– Il Foglio (11. februar 2017, side I, papir)

ANNONSE