Kommentar

Billede: Sverige er gået fra at være folkhemmet, et land man forbinder med Volvo og Bjørn Borg, til at blive et land som associeres  med no-go-zones, et land ude af kontrol. Hver gang Sverige er i søgelyset, som under Stefan Löfvens besøg i Det Hvide Hus den 6. marts, dukker dette «tema» op. Det er blevet en skygge, myndighederne ikke kan løbe fra.

Man må vel indrømme, at Sverige formentlig er det land i verden, som er kommet længst i udviklingen af det nye politisk korrekte menneske, og at et land som Norge hinker lidt bagefter. Med den styrke og den heftighed, som præger det svenske indoktrineringsmaskineri i arbejdet med at skabe det nye vi, er det heller ikke mærkeligt, at det også er fra Sverige, der oftest meldes om grus i maskineriet og uregelmæssigheder i denne gennemgribende samfundsproces.

En svensk bedstemor meddelte nylig, at hun var oprørt over, at hendes otte år gamle barnebarn i skolen havde fået besked om, at alle 22 andre elever i klassen skulle inviteres til hans fødselsdagsselskab, ellers blev der ikke noget selskab. Da alle ikke har plads eller råd til at invitere en hel skoleklasse på 22 børn til fødselsdagsselskab, så bliver løsningen at forlægge selskabet til nærmeste McDonalds, eller ikke at holde selskab i det hele taget. For i dagens samfund skal ingen udelukkes, heller ikke fra fødselsdagsselskaber. En tanke og en intention, som i sig selv kunne være god og i overensstemmelse med ligestillingen og den demokratiske ånd, men som i praksis kan vise sig at være noget andet.

ANNONSE

Den offentligt instruerede adfærdsoplæring af børn i Sverige gælder selvsagt endnu mere i skolen end i privatlivet. Den oprørte bedstemor må bare slå sig til tåls med, at i svenske skoler må man ikke lege med dem, man selv vil, for det udvikler en usund og destruktiv selektivitet hos eleverne, mener myndighederne. Derfor må bedstemorens barnebarn ikke lege med tre andre drenge i skolegården, som han trives sammen med. Og resultatet bliver, at drengen ikke længere vil gå i skole, skriver denne bedstemor på den svenske etnolog Karl-Olov Arnstbergs blog.

Og med unger, som ikke længere vil gå i skole, står det offentlige klar med sine psykologer og adfærdsterapeuter, for ingen skal være udenfor. Vi skal alle med ind i det politisk korrekte, multikulturelle drømmesamfund, hvor ligheden er virkeliggjort i en sådan grad, at al diskriminering, alle krænkelser, al uretfærdighed, al ondskab og al ulighed er borte. Da kan det nye vi, det politisk korrekte menneske, træde frem i al sin stråleglans. Da har man sandsynligvis også sørget for, at alle modforestillinger og al kritik er borte, og at konformiteten råder uindskrænket således, at vi ikke længere behøver demokratiet, og at vi føler mere end blot det kolde vindpust fra den totalitære, indoktrinerende stat.

Som i Norge starter den svenske lighedspædagogik og ”lighedsarbejdet” før børnene begynder i skolen, man begynder allerede i forskolen. Men også her er der grus i indoktrineringsmaskineriet. Selv om det meste går godt i den svenske forskole, er der dele af børnenes oplæring i demokratiske værdier, som svigter hos visse grupper af forskoleansatte, fremgår det af en rapport fra den svenske skoleinspektion tidligere i denne vinter. De førskoleansattes ustrukturerede måde at forholde sig til værdiarbejdet på, udgør en risiko for, at børnene udsættes for udemokratisk påvirkning. Ofte får personalet ikke nok tid til at reflektere over og granske sine egne normer på en kritisk måde. Rapporten fastslår, at i halvdelen af de undersøgte forskoler er det ikke hele personalet, som deltager aktivt i værdiarbejdet. Det er særlig vagtpersonale, rengøringshjælp og køkkenpersonale i forskolen som svigter, hvilket indebærer en risiko for, at børnene udsættes for voksne, som er udstyret med værdier og normer, der er ude af takt med de demokratiske værdier, som det svenske samfund bygger på. Vagtpersonale, som ikke har gennemgået normkreativitetskurser, kan lede børnene bort fra demokratiets lys, fremgår det af rapporten.

Skoleinspektionen anmoder om skriftlig dokumentation fra forskolelærere og –chefer, for at arbejdet med at indpode demokratiske værdier i børnene ikke skal gå i stå. Inspektionen har også noteret sig, at mange ansatte ser ud til at have problemer med at konkretisere, hvad værdiarbejdet går ud på. Det gør, at man ikke kan være sikker på, om forskolerne drives på demokratisk vis.

Formålet og virksomheden i svenske forskoler med udøvelse af refleksion over egne værdier og manglende selvkritik blandt skolernes ansatte, minder mistænkeligt om den kinesiske kulturrevolution, igangsat af Mao Zedong i 1966, hvor formålet var at omforme det kinesiske samfund fra bunden. Selvkritik i form af at forkaste egne normer og holdninger til fordel for kommunistisk ideologi og praksis var et vigtigt element i arbejdet med at holde folk borte fra kapitalismen. Afvigere fra den kommunistiske linje blev stigmatiseret, forfulgt og beskyldt for at være højreorienterede, og de blev ofte forflyttet til andre bosteder, især hvis de havde indflydelse på folk i deres nabolag. I Sverige går man måske ikke så langt i kampen mod højresiden. Der nøjes man med at smide folk ud af fagforeninger og lade dem ”miste” jobbet, i tillæg til at stemple dem  som racist, fascist, og fremmedfjendtlig.

Praksis fra den kinesiske kulturrevolution er altså trængt ind i svensk offentlig barneopdragelse og blevet en nødvendig del af realiseringen af det multikulturelle samfund, den svenske, urbane, politisk korrekte middelklasses idealsamfund, som de i praksis ikke selv ønsker at bo i. Nu vil politisk korrekte formentlig undskylde sig med, at der er et stykke igen til det multikulturelle lykkeland, og at de for eksempel i Norge i mellemtiden klumper sig sammen steder som Ullevål Hageby i Oslo, mens de holder multikulturens norske kerneland, Groruddalen, på miles afstand, både geografisk og mentalt.

Hvor langt ”demokrati-, solidaritets- og menneskeretsarbejdet” er kommet i den norske forskole og skole i forhold til i Sverige, skal i denne sammenhæng være usagt. Men Norge ser ud til at hænge efter Sverige på alle områder, som har at gøre med indoktrineringsformer i skolen. Selv Operation Dagsværk i ungdomsskoler og videregående skoler kommer  oprindeligt fra Sverige, hvor man allerede i 1961 begyndte med denne virksomhed. I Norge kom det ikke ind i stabilt gænge før i 1967.

I Operation Dagsværk sendes skoleungdommen ud på gader og stræder og andre steder for at tjene en dagløn, som skal gå til en såkaldt seriøs bistandsorganisation, som igen skal bruge pengene til reel og bærekraftig udvikling for ungdom i de mere ubemidlede dele af kloden. Indsatsen skal stimulere norske skoleelever til at reflektere over global udvikling og lære dem at forstå, hvordan verden er skruet sammen, alt sammen for at gøre den bedre. Den underliggende tanke i dette projekt er den samme, som man finder i den norske bistandsindustri, nemlig at man udvikler samfund økonomisk ved at give folk penge. Samfundsudvikling gøres altså i den politisk korrekte økonomiforståelse til et spørgsmål om godgørenhed, en teori og praksis som blandt andet 70 års norsk bistand klart viser er det reneste sludder, men alligevel er denne forståelse dominerende i den norske opinion og godhedsverden. Og det er en opfattelse som reproduceres gennem den indoktrinering, som finder sted gennem aktioner som Operation Dagsværk. Landets skoleelever ville have fået en langt mer realistisk funderet opfattelse af,  hvad økonomi og udvikling er for noget, ved at tage udgangspunkt i Lenins devise: producer eller dø!

Deltagelse i Operations Dagsværk er i praksis obligatorisk, eleverne skal deltage og ”lære”, enten de vil eller ej. Statsminister Erna Solberg var for øvrigt leder af aktionen i 1979. Den norske hovedorganisation for bistand, Norad, giver selvsagt økonomisk støtte til information om aktionen.

Operation Dagsværk forstår sig selv som politisk og religiøst uafhængig, i lighed med alle andre, som befatter sig med bistandsvirksomhed. At virksomheden er resultat af en bestemt politik og har politiske konsekvenser, er fuldstændig ubegribeligt for Elevorganisationen, regissøren af Operation Dagsværks pengeindsamling, som beløber sig til 20-25 millioner kroner årlig.

Historikeren Terje Tvedt, som i sin tid beskæftigede sig meget med den norske bistand, har givet en malende beskrivelse af, hvordan han vågnede op fra det norske bistandsmareridt. Da han i sin tid et sted i Afrika holdt en tale til bistandsmodtagere om udvikling og økonomi, forstod han pludselig, at tilhørerne var totalt ligeglade med det, han sagde. De var bare optaget af én ting, at få penge.  For at rette op på  indoktrineringen og aflive den rådende og farlige økonomiforståelse i norske skoler, burde Elevorganisationen indkøbe Terje Tvedts sidste bog, ”Det internasjonale gjennombruddet” og uddele den gratis til eleverne. Så vil norske skoleelever måske forstå, hvad de egentlig har gang i, og hvad Operation Dagsværk er et udtryk for.

ANNONSE