Kopierede/fra hoften

Illustrationsfoto: Bente Haarstad. Personen på billedet har ikke tilknytning til sagen.

Den hijab- klædte somaliske kvinde ser frustreret på mig da jeg fortæller hende, at hun skal deltage i arbejdspraktik for fortsat ret til socialhjælp. Historien om Fatima, som jeg vil kalde hende videre i fortællingen, handler om en fejlslagen indvandringspolitik og en velfærdsstat på sammenbruddets rand.

Fatima vil gå derhjemme, og hun ønsker at være sammen med andre somaliske kvinder som heller ikke arbejder. De mødes om dagen, snakker deres eget sprog, og deltager ikke i nogen norske sammenhænge som kunne styrke mulighederne for job. Fatima har nok i sig selv og sin egen klan. Den norske klan betaler for hendes tilværelse.

Fatima flyttede til den lille udkantskommune, hvor jeg arbejdede som NAV-rådgiver, for nogle år siden. Hun kom sammen med sine tre børn som var i slutningen af teenageårene, to sønner og en datter. Faderen til børnene var ukendt. Fatima kendte udmærket sine rettigheder til offentlige ydelser og socialhjælp da hun flyttede til kommunen, formentlig kendte hun dem allerede da hun forlod sit eget hjemland.

ANNONSE

Hun begyndte på introduktionsprogrammet, men havde højt fravær. Et fravær som skulle have medført træk i støtten, men flygtningekonsulenten mente at reduktion i støtten ville skade den tillid Fatima havde til kommunen. Så Fatima lærte hurtigt at fravær ikke fik konsekvenser. Hun behøvede ikke lære norsk, hun behøvede ikke bidrage. Alt var gratis. Flygtningekonsulenten var stolt over sin egen dygtighed og godhed.  Fatimas børn begyndte i skole. De var kun meget lidt motiverede for skolegang. De droppede ud af skolen, og da de fyldte 18 søgte de om socialhjælp. Fatimas yngste søn kom på mit kontor. Han kom med en udfyldt ansøgning om socialhjælp. I feltet «nationalitet» havde han skrevet Djibouti. Tavshedspligten hindrede mig i at kontakte udlændingemyndighederne, det har plaget mig i flere år.

Fatima havde fortalt ham, at han havde ret til socialhjælp når han var fyldt 18 år. Jeg krævede at han skulle deltage i en arbejdspraktik for at have ret til socialhjælp. Sønnen forlod grædende kontoret. En rasende konsulent fra kommunen kom og skældte mig ud, sammen med Fatimas søn som var chokeret over kravet om en arbejdsindsats for at få ret til penge fra kommunens skatteydere. Vi kunne ikke stille så store krav til ham når familien var så sårbar. De klagede til statsamtet, men amtsmanden gav mig medhold, og sønnen måtte deltage i en arbejdspraktik for retten til socialhjælp. Så fik han en sygemelding fra sin læge, og dermed slap han for at arbejde.

Fatimas ældste søn voldtog en pige sammen med en anden mand fra Somalia/Djibouti. Mens han ventede på retssagen og dommen, fik han indvilget arbejdsprøvningsydelse. Han kom ofte på NAV-kontoret og krævede supplerende socialhjælp, da han opbrugte ydelsen i løbet af nogen dage. Jeg måtte gi ham madpenge flere gange i måneden, for det havde han krav på, fortalte han mig. Han kendte til selv de mindste krinkelkroge i sociallovgivningen. Han var frygtet i det lille nærområde. Han solgte narkotika, og havde været involveret i flere voldsepisoder. Folk på stedet håbede at han ville få en lang dom for voldtægten.

Fatimas datter blev tidligt gravid. Hun oplyste til NAV at hun og barnefaderen ikke boede sammen, og søgte om midlertidig støtte. Barnefaren var en somalisk mand. Hun fik bevilget midlertidig ydelse, men ofte når jeg kørte forbi boligen til kvinden på vej hjem fra job, så jeg barnefaren sammen med Fatimas datter og deres fælles barn. Jeg meldte forholdet til NAV Kontroll. De foretog undersøgelser, men familien kendte sine rettigheder og vidste hvordan man skjuler sporene efter fælles husholdning. Min observation var ikke bevis nok, og hun fik lov til at beholde støtten. Jeg ser fortsat ofte barnefaderen sammen med Fatimas datter og hendes barn.

Fatima og hendes barn er fortsat ikke i arbejde, selv flere år efter at de er flyttet til Norge. Fatima og hendes familie har meldt sig ud af det norske samfund, og har nægtet at arbejde eller uddanne sig. Det er deres eget valg. De har haft mange tilbud om arbejdskvalificering, uddannelse og arbejdspraktik.

Men de har bevidst unddraget sig disse tilbud, og vi har ladet dem gøre det. Det er en institutionaliseret praksis i det norske velfærdssystem blandt læger, socionomer og politikere, hvor opfattelsen og udøvelsen af velfærdsarbejdet er at det er synd for indvandrere som kommer til Norge, og at disse ikke skal møde normale krav til arbejdsdeltagelse og en pligt til at forsørge sig selv.

Vi kan ikke fortsætte på denne måde. Dette uvæsen er i færd med at undergrave velfærdssystemet, og må bringes til ophør.

Geir ønsker at være anonym. Document ved hvem han er, og vi har tjekket hans historie.

 

ANNONSE

Skriv et svar