LEDER



Sveriges vanskeligheder med at diskutere asyl- og indvandringspolitik handler om meget mer end asyl- og indvandringspolitik. Det drejer sig om dybe ideologiske strømninger som rider landet som en mare, og vi ser dem tydeligst i den svenske skole, der børnene skal formes for fremtidens samfund, et samfund baseret på idéen om den totale lighed.

Den svenske teolog Olof Edsinger udkom ganske nylig med rapporten, När minoriteten tar majoriteten som gisslan, der han tager for sig den normkritiske pædagogik som er i ferd med at erobre den svensk skole, og hvilken konsekvens det får for det svenske samfund.

Olof Edsinger skriver at kernen i den normkritiske pedagogikken er det vi kaller skeiv teori. Den skeive teori består i at stille spørgsmål ved alle normer som deler menneskeheden ind i kategorier som majoritet og minoritet, normalt og unormalt. Interessant nok leder troen på denne teori til at det er øgende skepsis til begrebet tolerance, eftersom tolerance forudsetter at det faktisk findes forskeller mellem mennesker. I stedet for tolerance strever man efter at gøre alle ting ligeværdige. For tolerance forandrer ikke på de normer som marginaliserer og lukker mennesker ude.

ANNONSE

Alle fænomener som berører identitet og seksualitet skal derfor behandles som ligeværdige, og man skal ikke forudsette noget som helst i møde med børn, eller som sentrale aktører siger:

Hade det exempelvis inte funnits en heterosexuell norm som upprepas och imiteras i allt från hur barn uppfostras, til romaner och arbetsorgansisationer hade det inte heller funnits homofobi.

Det er altså udviklingen af normer i sig selv som er problemet. Normer skaper et «udenforskab» der ikke tåles. Snarere end at kæmpe for at ligestille homo – med heteroseksualitet, opfordrer skeiv teori os til at tænke udenom inddelingerne, og giver os redskaber til at sette spørgsmål med samfundets vedtatte sandheder, det være sig alt fra køn, seksuel orientering og all anden form for normalitet. At holde noget frem som normalt, selvsagt på en andens bekostning, blir i sig selv udøvelse av magt, og det er et overgreb.

Det indebærer at der ikke findes nogen standardmodel, og et dokument fra den svenske Diskrimineringsombudsmand er afslørende med tanke på hvad afvisningen af køn betyder i praksis:

Tvåkönsnormen innebär tankesättet att det bara existerar två kön och att en persons könsidentitet och könsuttryck bestäms av det biologiska könet. Normen säger även att kvinnor och män har olika egenskaper och är varandras motsatser. Tvåkönsnormen kan leda till att barn får olika förväntningar på sig och styrs in i flick- och pojkroller genom vilka leksaker och aktiviteter de erbjuds och förväntas välja i förskolan. Ett exempel är att sagoböcker handlar om en prins (i blå mantel) som räddar en prinsessa (i rosa klänning) och annat liknande. Normerna gör att barns utrymme att uttrycka sin könsidentitet och könsuttryck begränsas. Barn lär snabbt att förhålla sig till två könsnormen. Detta kan bland annat ha till följd att barns möjligheter att delta i spontana lekar på förskolan begränsas. Särskild risk för det finns i barngrupper där barnen oftast leker i flick- och pojkgrupper när det är så kallad fri lek.

I børnehaven skal man, eftersom de fleste  intuitivt tænker og handler udfra heteronorm og to-kønsnormen, forme børnene til at tænke anderledes. I skolen skal elevene helst tiltales på en kønsneutral måde og på samme måde skal lærerne omtale foreldrene kønsneutralt, de får ikke lov til at sige «mor og far».

Udgangspunktet for udtalelsen fra Diskrimineringsombudsmanden og lignende dokumenter, er dels den reviderede læreplan fra 2010 og dels den svenske diskrimineringslovgivning fra 2008. I udredningen Jämnställdhet i förskolan, konstaterer man at

Förskola av den svenska modellen representerar såväl ett barnpedagogiskt som ett könspolitiskt projekt”. I läroplanen beskrivs detta könspolitiska projekt med formuleringen: ”Förskolan ska motverka traditionella könsmönster och könsroller”.

Og da er det helt naturlig at Hagahusets børnehave i Gøteborg arrangerer sin egen Prideparade:

där barnen från alla de sex klasserna viftar med regnbågsflaggor och skanderar:

”Vem får man älska? Vem man vill!”

En konsekvens af dette er at man fornægter køn som en meningsfuld kategori. Alle børnehavebarn og skoleelever skal derfor behandles på en kønsneutral måde, til og med læres at den traditionelle spænding og komplementaritet mellem kønnene er uden betydning. De skal hindres fra at gøre det de finder helt naturlig. Det er aktiv sosial ingeniørkunst man bedriver, og da er det helt naturlig at en svensk debattant skriver efter at det svenske kongehus har fått en ny prins:

Tvinga inte på Oscar ett kön – låt lillprinsen definiera sig själv istället

Samtidig forklarer det hvordan det svenske ungdomsparti til Liberalarna kan gå ind for at legalisere incest og nekrofili eftersom de ikke tror på morallove, det er enkelt at se partiets ideologiske ophav. Moral er udgangspunkt for normer, og selvfølgelig som sand i det skeive samfundsmaskineri.

Men denne troen på at alt handler om at definere sig selv, har ikke bare føringer for tænkningen omkring køn og seksualitet, det påvirker all tænkning om mennesket, også på nationsniveau. Når centrale aktører sier at de har holdt op med at katalogisere mennesker i kvinder og mænd, heterofile, homofile eller bifile, men omtaler dem blot som mennesker, forstår vi let at det får indvirkninger på synet på nationalitet og religion, og den nye diskrimineringslovgivning har da også disse kategoriene inkluderet. Ethvert forsøg på at klassificere udfra etniske eller religiøse forskeller blir ideologisk umulig, og det gør noget med svenskernes manøvreringsrom i indvandringspolitikken. Alle er vi mennesker, og i Sverige er alle verdensborgere, en anden inddeling blir et overgreb i sig selv. Svenskerne skal ikke tolerere fremmede, de fremmede er pr definition lice svenske som etniske svensker. Toleransen blir et overgreb i sig selv, den fremhever forskellen.

Det er en stille revolution vi har været vidne til, en revolution vi endnu ikke har sett de fulde resultater af, for indoktrineringen af det svenske folk fortsætter med fuld styrke. Men en radikal ændring af svensk indvandringspolitik forudsetter et opgør med det menneskesyn som har indtaget Sverige. Spørgsmålet er hvor lett det vil blive med tanke på hvor meget politisk kapital stærke krefter har investeret i dette projekt.

ANNONSE


  • Britta Due Andersen

    Når indvandrerne kommer til magten, kommer der andre boller på suppen. Så kommer kæft, trit og retning til ære, som det er i deres lande.