Kommentar

Billedet: Afkobling med Wonder Woman (2017), men også her møder man gas. Doktor Maru eksperimenterer med en giftgas stærk nok til at give Tyskland sejren i 11 time i Første Verdenskrig. Hollywood – manus Zack Snyder – bruger historien og mytologien efter behov. I slutscenen bliver også doktor Maru fremstillet som et stakkels menneske, for at skylden kan væltes over på krigsguden Ares. Selv når vi tror, vi skal koble af, møder vi ideologien. Mennesket blev ikke skabt i Guds billede, men Zeus og amazonen redder menneskeheden. Platheden i indholdet er omvendt proportional med alle effekterne. Mennesket bliver éndimensionalt.

Lørdag aften, midt i nyhederne fra Münster, kom meldingerne – og NB! billederne – fra gasangrebet i Douma i Damaskus. Billederne kørte for fulde omdrejninger. De var så forfærdelige, at vi trængte til en timeout efter endnu et angreb på intetanende mennesker i en europæisk by.

Brutaliteten i Münster var mere end nok at skulle kapere.

Man blir lidt som barn igen og håber, at det måske forsvinder, når vi har sovet på det.

Billederne og sagen er ikke forsvundet. Assad har højst sandsynligt brugt gas i Douma. Igen.

Men norske aviser har næsten ingenting, og hvis de har, er det en NTB-meddelelse uden billeder, hvori regimets dementi behandles som troværdigt.

Er det sådan,  at norske medier ikke orker at tage verdens ondskab ind?

I så fald gør man det muligt for typer som Assad og Putin at fremture.

VG og Aftenposten er ikke alene. Jyllands-Posten har heller ikke Douma på førstesiden. Men både VG og JP har Orban. Han er truslen. VG har ham sågar sammen med Putin.

Medierne er skizofrene: Putin kan bruges, hvis han kan knyttes til Trump. Så er han suspekt. Men det er egentlig Trump, som er den suspekte, ligesom Orban også er det. Vi skal forstå, hvem som er den egentlige trussel.

ANNONSE

Når Putin bruker giftgas i Europa, vil medierne gerne se bevis.

Førerløse biler angriber

Det var igår et år siden angrebet på Drottninggatan. Lørdagsrevyen måtte sende en “kavalkade”, fordi der var et nyt angreb i Münster, selv om motivet var uklart.

Reporteren opremsede angrebene, som julemarkedet i Berlin, Nice og en række andre. Men: I alle tilfældene var det førerløse biler. Det var bilerne, som var kørt ind i menneskene. Vi greb os selv i at skrive “en bil kørte ind i…. “, før vi korrigerede os selv: Biler kører ikke, de køres. Kun da Drottninggatan blev nævnt, helt til slut, tilføjede NRK, at det var en usbekisk asylsøger.

Denne uvilje mod at se ondskaben direkte i øjnene stikker dybt i socialdemokratierne. Men nu ligger der en bevidst vilje bag ikke at nævne noget, alle ved. At disse angreb sker i Vesteuropa og USA.

Vi kan godt være enige i, at det er voldsomt. Hvor meget skal læserne belastes med? Noget af forklaringen på, at Document må vie det så meget plads, er at de andre medier har en indgroet modvilje mod sammenhænge, som er blevet åbenbare.

Vi føler som læserne, at det er forfærdeligt. Men hvad er alternativet? At lukke øjnene?

 

 

 

Kjøp Sir Roger Scrutons bok fra Document Forlag her!

ANNONSE

Skriv et svar