Kommentar

I 1981 ødelagde israelerne Saddam Husseins atomreaktor ved Osirak. Det var et uhyre dristigt angreb.

Israel har haft atomvåben helt siden 1960’erne. Den lille stat var nødsaget til at besidde det ultimative afskrækkelsesvåben. Men for at det skulle virke, kunne Israel ikke tillade andre nationer i regionen at besidde atomvåben. Det var lærdommen, som blev befæstet, etter at det blev klart, at Saddam Hussein ville have atomvåben.

Alle forstod, at det ville stille Israel overfor en helt ny sikkerhedstrussel.

Men der var flere overraskelser i vente for Israel.

No Longer a Secret: How Israel Destroyed Syria’s Nuclear Reactor

Den 19. december 2003 hørte lederen af Israels militære efterretningstjeneste, Amnon Sufrin, i radioen, at Libyen efter forhandlinger med Storbritannien og USA var gået med til at demontere sit atomvåbenprogram.

Sufrin fik to chok: Han vidste ikke, at Muammar Gaddafi havde et atomvåbenprogram, og han kendte heller ikke til forhandlingerne med briterne og amerikanerne.

Var der andre, tilsvarende programmmer i regionen, som israelerne ikke kendte til? Dét gav han efterretningstjenesten til opgave at finde ud af.

Den militære efterretning fik færten af noget interessant langt ude i den syriske ørken, ikke langt fra byen Deir al-Zour, hvor kurdere og amerikanere har sloges mod Assads hær, russere og IS.

In the course of the examination, the researchers identified the Cube. At a distant and isolated site called Al Kibar, less than a kilometer west of the Euphrates River, the Cube aroused their interest in particular. It was a square building with an area of about 1,600 square meters (more than 17,200 square feet), which was 20 meters (close to 66 feet) high. “We had satellite pictures of a large building in the middle of the desert, with no explanation,” says the MI chief at the time, Gen. (res.) Amos Yadlin.

Kuben tiltrak sig deres opmærksomhed. Det fandtes ingen rationel forklaring på, hvorfor den lå i et så øde område.

According to Sufrin, “The Koreans and the Syrians built a camouflage structure on top of the reactor that made it look like a factory from the outside. You don’t see what is happening inside. It is far from any settlement. There is no reason for anyone to be in this area except for herdsmen. We began to suspect that there, in broad daylight, a reactor was hiding.”

Rubble was scattered around the building and the place looked fairly neglected, perhaps intentionally so. There was not much traffic in the area. The people who were seen nearby mostly arrived on motorcycles; it looked as though the structure stood empty at night. No security arrangements – fences or guards – were visible there nor had batteries of ground-to-air missiles been stationed there for defense from air strikes.

Det blev vigtigt at få afklaret, om den kubeformede bygning virkelig indeholdt en atomreaktor.

In January 2007, a pipeline leading from the Cube to the Euphrates was identified in satellite photos. The researchers believed that this was the sign of the existence of a cooling system, an essential element in a reactor.

Endnu var man ikke nået til en konklusion, men nu blev arbejdet med at finde ud af, hvad der skjulte sig i ørkenen, givet højeste prioritet.

Gennembruddet skulle komme fra et uventet hold.

IAEA, International Atomic Energy Agency, skulle afholde møde i Wien, og lederen af Syriens atombureau skulle være til stede. Han var indlogeret i en privat villa og var skødesløs nok til at lade sin private laptop blive liggende der, da han gik til et møde.

ANNONSE

The next breakthrough, in fact the turning point of the whole affair, occurred in Vienna in early March 2007. Israel has never officially acknowledged or accepted responsibility for it, and the following is based on an investigative report published by American journalist David Makovsky in The New Yorker in 2012. According to the report, Ibrahim Othman, head of the Syrian Atomic Energy Commission, had come to Austria to participate in the deliberations of the International Atomic Energy Agency. A cell of Mossad agents from the Keshet unit broke into the apartment where Othman was staying and within less than an hour “vacuumed up” the information that was on the Syrian official’s personal computer, which had remained in the apartment while he was taking part in the conference.

Det israelerne så, da de gennmgik indholdet, gav dem et chok. De så billeder fra det indvendige af «kuben», som indeholdt en næsten færdigbygget plutoniumreaktor.

Othman’s negligence turned out to be the worst security offense in the history of Syria. Had it not been for his carelessness and the Mossad’s brilliant work, it is doubtful that the operation to destroy the reactor would have taken place.

When the material taken from the computer was received in Israel, it was found to include about 35 photographs from inside the mysterious building in the Syrian desert. In the pictures, the inside of the reactor is visible, and in it are fusion cylinders and bars and also some Korean workers.

Israelerne vidste, at de blev nødt til at ødelægge reaktoren; de kunne umuligt leve med, at Syrien fik atomvåben. Til trods for at Assad-familien regerer over et land med store modsætninger, er der én ting som står fast: fjendtligheden overfor Israel. Assad har aldrig vist tegn på at nøle; Israel skulle ødelægges. Hvis Syria havde fået atomvåben, ville den strategiske balance være blevet dramatisk ændret i Israels disfavør.

Israelske eksperter anslog, at reaktoren ville blive aktiveret i slutningen af september 2007. De havde ingen tid at miste.

Statsminister Ehud Olmert rejste personligt over og orienterede præsident George W. Bush. I toppen af den amerikanske administration var der delte meninger: Vicepræsident Cheney ønskede at USA skulle angribe. Præsidenten selv var nølende. Efter fiaskoen med Saddams masseødelæggelsesvåben havde Bush mistet lysten til «eventyr». Udenrigsminister Condoleezza Rice foreslog diplomati. Var der én ting israelerne frygtede i denne forbindelse, så var det diplomati: Så ville nyheden sive ud, og Assad ville få tid til at mobilisere et luftværnsforsvar. Prisen for at angribe kunne i så fald blive meget høj.

Amerikanerne bakkede ud. Dét var en stor skuffelse for Israel. Når det kom til stykket, stod israelerne alene.

Den israelske regering var enige i, at reaktoren måtte elimineres. Spørsmålet var hvornår. Forsvarsminister Ehud Barak diskuterede med Olmert. Men de blev til slut enige om et «let» angreb: Otte fly fløj ind fra Middelhavet og derfra videre i blot 100 meters højde helt ind til «kuben». Piloterne holdt fuldstændig radiotavshed.

Lidt over midnat fredag 6. september 2007 slap de bomberne, som sprængte reaktoren. Så ventede de i to-tre minutter over målet, før de satte kursen hjemover langs en nordlig rute, som fulgte grænsen mod Tyrkiet.

Der havde været stor usikkerhed om, hvordan Syrien ville reagere. Israel havde netop været igennem en krig mod Hizbollah. Det havde regnet med missiler over Israel. Olmert havde fået kraftig kritik. Ville angrepet på reaktoren få Syrien til at gå i krig?

Israelerne blev enige om at sige mindst muligt, i håb om at Assad da havde en mulighed for redde ansigt.

Og det var netop dét, Assad gjorde. Regimet kom blot med en halvkvædet vise om israelske fly, som havde krænket syrisk luftrum, men sagde ellers ingenting. I al stilhed blev sporene efter reaktoren fjernet.

Da IAEA-inspektører kom på besøg to år senere, fik de taget jordprøver, som viste forhøjet radioaktivitet, men det var alt.

En anden stor frygt havde været risikoen for lækager til medierne. Jo flere, som fik kendskab til noget, desto større ville risikoen være for, at den planlagte israelske operation ville blive alment kendt. Nogle dage før angrebet fik Pentagon en forespørgsel: Havde de kendskab til en syrisk atomreaktor?

En anden faktor var, at der kunne være personer i Washington, som ikke ønskede, at israelerne skulle gå i aktion. At lække historien om reaktoren ville være den mest effektive måde at sabotere angrebet på.

Det var nordkoreanerne, som havde bygget reaktoren ude i ørkenen. Det siger noget om den trussel Nordkorea udgør. Landet har ikke bare en leder med stormandsgale drømme. Nordkoreanerne har en finger med i spillet både hist og her.

Det, som skræmte israelerne mest, var at en plutoniumreaktor var under opbygning nærmest på Israels dørtrin, uden at israelerne havde en anelse om det.

I juni 2007 havde Assad udtalt, at der hen på sommeren kom til at ske ting og sager, som ville vende op og ned på vante forestillinger i Mellemøsten.

Det var en hentydning: Så snart reaktoren var aktiv, ville det have været nærmest umuligt for israelerne at angribe den. For da ville den radioaktive spredning have skabt en uoverstigelig hindring. Det vidste Assad.

Men i tolvte time havde israelerne altså opdaget, hvad der var i færd med at ske.

Erfaringerne med Saddam Hussein og Bashar al-Assad gør, at isralerne ikke stoler på iranerne. Et regime som åbent har sagt, at det vil udslette Israel, kan ikke tillades at have et atomvåbenprogram.

Men europæerne forstår ikke den eksistensielle trussel, som er rettet mod Israel. Det er ikke Europa, som er truet.

Israelerne står overfor fjender, som ønsker at udslette deres stat. En af dem var Hizbollahs Imad Mughniyeh, som samarbejdede tæt med Syriens general Mohammed Suleiman. Disse to var involveret i Syriens atomprogram. Mughniyeh havde orkestreret en af de første store selvmordsangreb mod vestlige mål: angrebet på US Marines i Beirut 1983.

I 2008 indhentede skæbnen Mughniyeh. Han havde været på et besøg i den iranske ambassade i Damaskus, da hans bil sprang i luften.

General Suleiman blev dræbt af snigskytter, da han opholdt sig i sin villa ved søen i Latakia.

Dette er mennesker, som uafladelig konspirerer mod vestlige mål. Det er legitimt at rydde dem af vejen.

Norge har deltaget i operationer i Afghanistan, Irak og Syrien, og har været med til likvideringer på landjorden. Men at få bragt disse erfaringer op på politisk niveau, synes vanskeligt. Der støder man på indre modstand mod at indse, hvor hård verden er.

 

Kjøp Sir Roger Scrutons bok fra Document Forlag her!

ANNONSE

Skriv et svar