Kommentar

De konsekvenser af Vestens civilisationstræthed, som først falder en ind, er som oftest den demografiske udvikling og tabet af troen på ens egen kulturs fortrin, hvilket blandt andet giver sig udslag i afkristningen. Blandt resultaterne er svækkelsen af en identitet, som kunne have virket forebyggende på udviklingen af parallelsamfund.

Nu for tiden er vi vidne til en anden, særdeles alvorlig konsekvens af det samme træthedsfænomen: tabet af troen på frie og demokratiske retsstater med magtfordeling, stærke institutioner og uafhængige medier.

Det er ikke første gang, fænomenet gør sig gældende. For nogle tiår siden var der stærke strømninger i Vesten, som ikke stod på sin egen side i den kolde krig. Det var for eksempel kun med nød og næppe, at et flertal i Stortinget tilsluttede sig NATOs dobbeltbeslutning under Kåre Willochs regeringstid.

ANNONSE

Gennem en stor del af efterkrigstiden har mange på venstresiden stadig væk hyllet stater, som står os fjernt, hvad enten det drejer sig om Sovjetunionen, Kina, Cambodja, Albanien, Cuba eller Venezuela. Behovet for noget at se op til giver sig de mest absurde udslag, når man opgiver troen på Treenigheden.

Nu da den antivestlige venstreideologi for længst er gået af med sejren i kulturkampen og det i en sådan grad, at selv nominelt højreorienterede regeringer forvalter dens hegemoni, er der pludselig dele af højresiden, som ikke længere føler sig hjemme i deres eget land.

Til en vis grad er dette forståeligt. Med massemigrationen er der en stadig større dele af landene, som rent faktisk ikke er deres egne længere. Men processen har trods alt ikke fuldbragt den igangværende erstatning af de oprindelige folkeslag, som endnu er i flertal – selv i Sverige. Der er fremdeles ingen steder, som i større grad end Sverige er svenskernes land.

Det er heller ikke overraskende, at denne udvikling svækker tiltroen til politik, medierne og institutionerne. Svækkelsen kan desværre ikke siges at være helt ufortjent. Det som derimod er urovækkende er, at tiltroen smuldrer fuldstændig, altså i langt højere grad end fortjent.

Denne overreaktion har noget fanatisk over sig, som ophæver den kritiske sans. Givet at retsstaten ikke er perfekt, institutionerne ikke uden fejl og medierne ikke uden filtre eller skævheder, dømmes samtlige yt.

En sådan optræden kan minde om børn, som sætter sig på bagbenene, fordi forældrene uundgåeligt er ufuldkomne. For borgere i vestlige demokratiske retsstater kan udmærket godt være kritiske overfor deres regeringer, men de må alligevel erkende, at disse regeringer administrerer et maskineri, som på mange måder tjener dem vel, deres fejl til trods. Når man sætter sig på bagbenene, forsvinder også den dømmekraft, som får en til at afveje gode og dårlige sider mod hinanden.

Midt i denne fanatisme, som elitens svigt i Vesten har givet grobund for, er der visse dele af højresiden, som gør Putins Rusland til et fyrtårn, for de allerflestes vedkommende uden at de selv har levet der.

Dersom man ser køligt og rationelt på tingene, fremstår det som absurd. Hvordan er det mulig at se gennm fingre med et regime af korrupte oligarker, hvor oppositionelle og journalister likvideres? Den eneste forklaring er, at Putin fremstår som et identitært modstykke til den multikulturelle ideologi, til trods for at Rusland også har islamproblemer. Men hvordan kan dette være nok?

Det er muligt, fordi den russiske propaganda har skabt et indtryk af moralsk ækvivalens mellem Ruslands regering og vestlige regeringer. Fordi begge sider har gjort beskidte ting, kan den ene ikke siges at være bedre, mere moralsk eller mere pålidelig end den anden – selv om kun den ene bliver nødt til at forholde sig til reel opposition, kritiske medier, institutioner, checks and balances.

Da den kolde krig var ovre og kommunismens historiske parentes blev lukket i Rusland, kunne det en stund se ud, som om landet var på vej til at blive vestligt. Men det er altså endt op med en statschef, som tilhørte magtapparatet fra den gamle tid og som tænker på Sovjetunionens fald som en forfærdelig tragedie. Som et civiliseret vestligt land ville Rusland haft status som et Spanien med atomvåben. Respekteret som andre, men ikke frygtet. Men den machiavelliske side vandt: Hvis man må vælge mellem at blive elsket og frygtet, er det bedre at være frygtet.

Som den dygtige magtspiller Putin er, har han brugt sine kort på bedst mulig måde og de militære eventyr til trods, forbliver hans stærkeste kort propagandaen. Under den kolde krig hørte det til hverdagens orden i Moskva at gøre én ting og lade som noget andet. I dag indbilder man sig, at den tid er forbi, men de signaler Putins apparat udsender, er også en form for psykologisk krigsførelse, hvor målgruppen modtager mange informationer, som tilsyneladende er troværdige, men alligevel er fornuftsstridige og indbyrdes modstridende og som siden spredes – ofte næsten ordret – også af personer i god tro.


Olga Shirnina, død soldat i Anden Verdenskrig, håndkoloreret fotografi.

Propagandaen sparer heller ikke historien. Det at Sovjetunionen var en af sejrsherrerne i Anden Verdenskrig, indgår i en fortælling om, at russerne tidligere har reddet civilisationen og kan gøre det igen. Glemt er det, at Sovjetunionen var med til at udløse krigen, ved at Hitler og Stalin delte Polen mellem sig.

Over tid er virkningen af denne manipulation et tab af oplevelsen af sammenhæng. Efterhånden bliver man ikke bare skeptisk overfor usikker information, man begynder også at tvivle på alle sandheder. Når samtlige holdepunkter er borte, driver man for vejr og vind, og behovet melder sig for noget at holde fast ved. I desperation tror man derefter på hvad som helst, såsom bortforklaringerne af samtlige likvideringer af personer, som har været ukomfortable for det russiske regime. Troen på bortforklaringerne kan godt sameksistere med den næsten lidt betryggende følelse af, at macho-Putin ikke går af vejen for hårde metoder.

Når vestlige myndigheder i mange af sine egne borgeres øjne ikke er mere troværdige end Putins apparat, er det måske fordi folk i Vesten lettere forstår de modstridende signaler, de selv har fået serveret af sine ledere. Er ikke også de stadig skiftende forklaringer på indvandringens velsignelser en form for psykologisk krigførelse?

Folk gennemskuer altså deres egne ledere og disses tillidsnedbrydende adfærd bedre end de andres. For nogle gør det, at græsset virker grønnere på den russiske side, selv om næppe nogen stemmer med fødderne.

Men vi må udføre den krævende opgave, det er at holde styr på flere tanker samtidig, veje ting op mod hinanden og holde alle ansvarlige for intellektuelle standarder, uanset hvornår de brydes. USAs Trump er ikke truet af fascisme, og der er ikke ækvivalens mellem Putin og Orbán, men der er heller ikke ækvivalens mellem USA og Rusland. Det vi ser, er imidlertid, at mange opgiver både tænkning og offentlighed. Det intellektuelle liv bliver derefter.

Hvis folk afstår fra at gøre det mentale arbejde for i stedet at hengive sig til sværmeri, risikerer vi at gå fra asken til ilden.

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Skriv et svar