Hvorfor nægter NATO at forstå, at Rusland anser den fortsatte østudvidelse som en eksistentiel trussel?

1. Problemet

Ruslands angreb på Ukraine betyder, at der igen er krig i Europa. Kunne vi have gjort noget anderledes, så vi havde undgået krigen? For at besvare dette spørgsmål må vi først gøre os en række overvejelser. For det første er vi nødt til at klargøre os, hvad der helt basalt er de principielle betingelser for en holdbar fred. For det andet skal vi klargøre os, hvorledes disse betingelser er blevet overtrådt i opløbet til den igangværende krig i Ukraine. For det tredje skal vi drage de moralske konsekvenser af de forskellige parters faktiske handlen i forhold til de principielle betingelser for fred. Endelig skal vi også se på de vilkår, som har vanskeliggjort den seriøse demokratiske debat om disse spørgsmål. Dette er i korte træk strukturen for de følgende refleksioner.

2. Det principielle

Udgangspunktet er, at vi har en verden, som er opdelt i suveræne stater. Det vil sige, at de hver især har ret til at styre sig selv inden for deres egne grænser. Fred mellem staterne har man, hvis staterne ikke krænker hinandens grænser, men lader hinanden være suveræne på deres eget område. Så fred indbefatter, at stater ikke begår voldelige overgreb på hinanden og ikke ved hjælp af sådanne overgreb søger at ændre deres indbyrdes grænser. Den fundamentale betingelse for fred er altså, at stater ikke truer andre stater med at krænke deres grænser. Hvis ingen stat truer nogen anden stat – og altså ikke begår overgreb på nogen anden stat – så er freden sikret.

Men hvis en stat opfatter noget, som en anden stat gør, som truende, hvorledes bør den første stat så reagere. Det kan f.eks. være, at den anden stat opruster yderligere eller skaffer sig nye og mere effektive våbentyper. Den første stat kan reagere på to måder, hvis den ikke blot lader stå til. På den ene side kan den reagere diplomatisk: ved at indgå i en  dialog med den anden stat og få klarhed over, hvad der er den anden stats hensigt med at gøre det, som den første stat føler sig truet af. På den anden side kan den reagere med afskrækkelse: med at gøre noget, som gør det mindre attraktivt for den anden stat at gøre det, som den første stat er bange for. Umiddelbart kan man afskrække gennem egen oprustning, hvor man øger effektiviteten af sin egen hær og derunder skaffer sig nye og bedre våbentyper. Man kan imidlertid også afskrække på en anden måde end gennem egen oprustning, nemlig gennem alliancer. Hvis et land føler, at et andet land truer dets suverænitet, kan det indgå i en alliance med et eller flere andre lande, som selv på en eller anden måde føler, at truslen fra det andet land er ægte. En sådan alliance virker i praksis som en oprustning: den skal afskrække det andet land fra at gøre truslen til virkelighed.

Men afskrækkelse som middel til at imødegå en sådan trussel har en bagside. Afskrækkelsen kan selv blive opfattet som en trussel. Mens man selv opfatter sin oprustning eller sin nye alliance som en afskrækkelse, kan den af det andet land, der ikke opfatter sig selv som truende, netop opfattes som en trussel. Dermed kan man komme ind i et gensidigt våbenkapløb og en fortsat militær eskalering. For at undgå en sådan udvikling bør man fra begge sider sikre sig, at den diplomatiske dialog er åben, og at man tager hinandens bekymringer alvorligt.

Skal freden bevares, så må det grundlæggende krav være, at hvert enkelt land bestræber sig på at undgå at virke truende. Det gælder også, når man opbygger et realistisk forsvar, og når man indgår i alliancer. Et land bør tage alvorligt, at det selv kan virke truende på andre, og derfor som udgangspunkt være åben for i diplomatisk dialog at tage andre landes bekymring alvorligt.

3. Det faktiske

Efter 2. verdenskrigs afslutning blev NATO oprettet som en amerikansk ledet forsvarsalliance imod truslen fra Sovjetunionen. Europa blev delt i to indflydelsessfærer – henholdsvis NATO og Warszawa-pagten – med nogle få neutrale lande som Finland, Sverige og Østrig som mellemliggende. På basis af denne magtbalance, som fungerede frem til Sovjetunionens sammenbrud, vedtoges forskellige diplomatiske aftaler om mængden og placeringen af atomvåben. Når man ser bort fra de forskellige opstande i visse af de østeuropæiske lande, så førte det overordnet set til fred i Europa.

Med Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud blev Warszawa-pagten opløst, og de østeuropæiske lande fik deres politiske frihed. Spørgsmålet var nu, hvorledes NATO skulle reagere på Sovjetunionens sammenbrud og Warszawa-pagtens opløsning. Man kunne have reageret ved at ophæve NATO, da alliancens umiddelbare begrundelse – truslen fra Sovjetunionen – nu ikke længere fandtes. Men det gjorde man ikke. I stedet opretholdt man NATO og dermed USA’s militære indflydelse i Europa. Så var spørgsmålet, hvorledes NATO skulle forholde sig til de lande, som ved Warszawa-pagtens opløsning og Sovjetunionens sammenbrud var blevet frigjort fra Sovjetunionens undertrykkelse.

Umiddelbart var det naturligt, at disse lande stadig måtte opfatte Rusland som en trussel. Nok var Rusland ikke Sovjetunionen, men kunne man være sikker på, at landet ikke fortsat havde de samme imperiedrømme? NATO reagerede på denne usikkerhed ved at invitere en række af de frigjorte lande indenfor. I 1999 blev Polen, Tjekkiet og Ungarn medlemmer; og i 2004 blev Rumænien, Bulgarien, Slovenien, Slovakiet og de tre baltiske lande medlemmer. Disse NATO-udvidelser fandt sted under Ruslands udtrykte protest. For ganske ligesom de nyligt frigjorte sovjetiske vasalstater fortsat opfattede Rusland som en trussel, så opfattede Rusland også NATO’s udvidelse mod øst som en trussel. Det var i realiteten USA’s våbensystemer, som blev placeret nærmere Ruslands grænse. Men NATO og USA ignorerede Ruslands protest, og Rusland var fortsat for svag til at gøre andet end at finde sig i, hvad der skete.

Dette ændrede sig dog. Da Ukraine og Georgien i 2008 fik stillet et NATO-medlemskab i udsigt, protesterede Rusland igen, men nu var landet blevet stærkere og kunne gøre mere alvorligt modstand. Det er på den baggrund, man kan se Ruslands deltagelse i krigen i Georgien samme år. Efter Maidan-opstanden i Ukraine i 2014 med indsættelsen af en pro-vestlig regering skærpes Ruslands frygt for, at Ukraine er på vej til medlemskab af NATO. På den baggrund kan man se Ruslands annektering af Krim, og at Rusland involverer sig i borgerkrigen i Østukraine. Ligesom man kan se det, at Rusland ikke kan få en klar forsikring om, at NATO ikke vil udvide sin – i realiteten USA’s – militære indflydelsessfære med Ukraine, og dermed vil true Rusland vitalt, som en baggrund for, at Rusland den 24. februar 2022 indleder den egentlige krig mod Ukraine.

4. Det moralske

Hvem har så skylden for krigen i Ukraine? Umiddelbart er der ingen tvivl om, at det er Rusland, da det utvetydigt er Rusland, som militært har invaderet Ukraine. Men man er overfladisk, hvis man bliver stående her. For spørgsmålet er så, hvorfor Rusland gjorde det. Rent principielt er der mulighed for to forskellige svar. Det ene er, at Rusland gjorde det af egen indre drift: altså fordi Rusland essentielt er en imperialistisk magt, som sigter mod at opbygge så stort et imperium som muligt. Ifølge denne opfattelse ønsker Rusland i første  omgang at underlægge sig Ukraine, men derefter vil dets bestræbelse rette sig mod at genvinde de øvrige tidligere sovjetiske vasalstater, hvorefter turen kommer til de vesteuropæiske lande. Derfor har disse lande en afgørende interesse i, at Rusland lider nederlag i Ukraine. (Og derfor mener Danmarks statsminister, at man ikke kan slutte fred med Rusland, før det er nedkæmpet, og at indtil da er krig bedre end fred).

Det andet mulige svar er, at Rusland gik militært ind i Ukraine på grund af faktorer udefra: specielt fordi Rusland følte sig truet af den militære udvikling i Ukraine som følge af udsigten til, at Ukraine bliver medlem af NATO. Dette medlemskab betragter Rusland som en eksistentiel trussel, fordi det for dem betyder, at USA’s militære kapacitet bliver placeret i Ukraine – altså umiddelbart op ad Ruslands grænse – og vil true Rusland derfra.

Når vi skal afgøre, hvilke af de to svar, der er det mest sandsynlige, så må vi også se nærmere på, hvad der har været USA’s motiv for at presse på for at gennemføre de successive NATO-udvidelser. USA har på intet tidspunkt tvunget nogen lande til NATO-medlemskab. De tidligere sovjetiske vasalstater er blevet medlemmer, fordi de selv ønskede det, og fordi de så NATO-medlemskabet som en sikkerhedsgaranti imod en mulig trussel fra Rusland. Så spørgsmålet er, hvad der har været USA’s motiv for at anerkende de tidligere sovjetiske vasalstaters frygt for Rusland som legitim grund for at bringe dem ind under NATO’s sikkerhedsgaranti. Er der grund til at tro, at USA’s motiv alene var at sikre vasalstaternes frihed i forhold til Rusland? Eller er der grund til at tro, at USA’s motiv også – og måske især – har været dermed at forbedre sin egen militære position i forhold til Rusland?

Der hersker ingen tvivl om, at store dele af den politiske opinion i USA og Europa har set NATO-udvidelsen i et idealistisk lys. Der var tale om en udbredelse af demokrati og politisk frihed. På den anden side er der heller ikke tvivl om, at den dominerende politiske opinion i Rusland har set NATO-udvidelsen i et helt andet lys. Fra dens synsvinkel var der tale om en udvidelse af USA’s militære indflydelsesområde: en udvidelse, som – specielt når det kom til Ukraine – blev set som en eksistentiel trussel mod Rusland. Derfor kunne Rusland ikke fortsat leve med udsigten til et fremtidigt NATO-medlemskab for Ukraine; og derfor så Rusland sig nødsaget til at gøre sit for at sikre, at dette medlemskab ikke blev en realitet.

Hvis vi skal afgøre, hvem der er skyld i krigen, skal vi altså se nærmere på Ruslands motiv for at gå militært ind i Ukraine og på USA’s motiv for at udvide NATO. Vi skal afgøre, om USA fejlvurderede Ruslands syn på den trussel, som dets egen militære tilstedeværelse i Ukraine ville betyde – eller om USA måske kun fejlvurderede Ruslands vilje og evne til at svare militært på denne trussel. Men afgøre dette kan vi kun ved at se nærmere på de faktiske historiske kendsgerninger, således som de efterhånden belyses af de forskellige kilder. Herunder kan vi få mere at vide om, hvad de amerikanske og russiske politikere og diplomater faktisk sagde ved de successive NATO-udvidelser. Vi ved allerede en del på basis af de åbne kilder, men når flere arkiver gøres tilgængelige, kan vi få mere at vide og dermed få et endnu bedre grundlag for at kunne fælde vor dom.

  For mit eget vedkommende synes jeg, at meget allerede tyder på, at USA fejlvurderede Rusland og idealiserede sine egne motiver. Det blev ikke alment forstået, at det, som i Vesten blev anset for at være en bestræbelse på at udbrede frihed og demokrati, fra Ruslands synsvinkel med lige så stor ret kunne anses for at være en udbredelse af USA’s militære magtbase, som ville udgøre en eksistentiel trussel mod Rusland.

Var det i den situation klogt af USA at stå fast på en hensigtserklæring om, at Ukraine skulle ind i NATO? Kunne man på den måde skabe de bedste betingelser for en fredelig og demokratisk udvikling i Ukraine? Skulle man ikke tværtimod være gået i diplomatisk dialog med Rusland og have aftalt en fremtidig neutralitet for Ukraine? Ville det ikke også have været i Ukraines egen interesse? Meget tyder på det, men jeg er ikke dogmatisk og derfor åben for, hvad en saglig vurdering af alle de tilgængelige og endnu skjulte kilder kan vise.

5. Den vanskelige dialog

Det gør det ikke mindre vanskeligt at diskutere disse spørgsmål fordomsfrit, at krigen endnu pågår; og dog er diskussionen – ikke mindst med os selv – nødvendig, hvis vi skal undgå at lade os drive af uigennemtænkte illusioner og overfladiske stemninger. Skal vi diskutere alvorligt, skal vi også være villige til at forholde os kritisk til vore egne præmisser.

I diskussionen er det almindeligt at sige, at Rusland har brudt “den regelbaserede verdensorden”. Men hvad betyder dette udtryk?  Umiddelbart indebærer det, at et land ikke må invadere et andet land og krænke dets grænser. Dermed har Rusland brudt den regelbaserede verdensorden, da det angreb Ukraine. Men betyder den regelbaserede orden, at et land – som Ukraine – der føler sig truet af et andet land – Rusland – skal have ubetinget lov til at indgå i en forsvarsalliance, som bringer et tredje lands militære kapacitet op til det andet lands grænser? I så fald betyder den regelbaserede verdensorden, at man tager mere hensyn til Ukraines frygt for Rusland end til Ruslands frygt for USA. Men er en sådan ensidighed berettiget? Har vi for fredens skyld grund til at acceptere en sådan orden og dermed til at ignorere Ruslands frygt? 

Når det kommer til stykket, så er denne orden reelt til fordel for USA: den er et udtryk for USA’s hegemoni. Men bør vi ignorere Ruslands frygt for USA’s hegemoni? Det afhænger af, hvorledes USA selv forholder sig til den regelbaserede verdensorden. Og her viser historien, at USA faktisk har brudt denne orden – har medvirket til regimeskift og grænseændringer – når de har fundet det nødvendigt. Kosovo, Irak og Libyen kan nævnes. Har Rusland grund til at tro, at det selv er sikret i en sådan orden? På det punkt er Thukydid stadig aktuel: “Hvad der gjorde krigen uundgåelig, var væksten i Athens magt og den frygt, som det skabte i Sparta”. Frygten. Der er noget galt i en verdensorden, som ignorerer Ruslands frygt. Skal freden sikres, skal man gå i diplomatisk dialog med Rusland i stedet for at udvide NATO på trods af Ruslands frygt.

Hermed føres vi over til et andet af de udtryk, der bruges i debatten til at trumfe videre diskussion: “NATO’s sikkerhedsgaranti”. Opfattelsen er, at Ukraine – og de øvrige sovjetiske vasalstater – kun får sikkerhed i forhold til Rusland, hvis de kommer ind under NATO’s sikkerhedsgaranti. Men når det, at Ukraine kommer ind under NATO’s sikkerhedsgaranti, indebærer, at Rusland føler sig stillet over for en eksistentiel trussel, så er NATO’s sikkerhedsgaranti i realiteten en garanti for større usikkerhed. Man skaber ikke sikkerhed ved at stille Rusland over for en eksistentiel trussel, som Rusland kun gives mulighed for at imødegå militært. Man skaber kun fred og sikkerhed ved at tage Ruslands frygt alvorligt og ved sammen med Rusland at få vedtaget en aftale, som på den ene side fastslår, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO, og som på den anden side garanterer Ukraines suverænitet på den betingelse, at det forpligter sig til at være neutralt. En traktat noget lig den, som Østrig var underlagt under den kolde krig. Ironisk nok er der grund til at tro, at illusionen om NATO’s sikkerhedsgaranti har været med til at undergrave Ukraines sikkerhed.

Skal vi have sikkerhed i Europa, er vi nødt til at inddrage Rusland og ikke blot blindt acceptere de tidligere sovjetiske vasalstaters frygt for Rusland – for i modsat fald viderefører vi blot den kolde krig. At tage Ruslands frygt alvorligt er at åbne for et håb om, at Rusland indefra kan forandre sig til et friere land. Det håb har vi modarbejdet ved ikke at tage Ruslands frygt alvorligt. I stedet har vi medvirket til at styrke de autoritære og antivestlige kræfter i Rusland.

Den demokratiske debat er ikke blot blevet kortsluttet af den uigennemtænkte og fordomsfulde brug af udtryk som “den regelbaserede verdensorden” og “NATO’s sikkerhedsgaranti”. Den er også – og især – blevet kortsluttet af skråsikkerheden. Rusland ses som en fjende, man ikke kan stole på og ikke kan indgå aftaler med. Her er historien, at Rusland uprovokeret startede krigen og har til hensigt at erobre hele Ukraine; og hvis det lykkes, vil Rusland fortsætte med at generobre de tidligere sovjetiske vasalstater og om muligt fortsætte ind i Europa. Derfor skal Rusland besejres militært, ellers vil truslen vedvare. Sætter man spørgsmålstegn ved den historie, og hævder man, at der også er en anden – og nok så sandsynlig – historie, hvor Rusland og Putin ikke entydigt er skurken, så placeres man på forhånd som “Putin-versteher” og som forræder mod den vestlige orden. Men dermed kortsluttes den demokratiske debat. For der er en anden historie, som ikke tager mindre hensyn til de faktiske forhold. Nemlig den, at ja Rusland angreb Ukraine, men dette angreb var en følge af Ruslands frygt for, at Ukraine skulle blive medlem af NATO og dermed bringe USA’s militære kapacitet helt op til Ruslands grænse. I det spil har USA, som ufortrødent har stået fast på,at Ukraine skulle stilles et NATO-medlemskab i udsigt, optrådt politisk uklogt. I stedet for at skabe fred har de tilrettelagt betingelserne for en stedfortræder-krig med Rusland – med de ukrainske soldater som ofre. ( Men det ser det ud til, at Trump nu er ved at ændre på).

Set fra vor privilegerede situation er det mest deprimerende, at diskussionen mellem de to sider i debatten har været så fastlåst. De, der ikke entydigt opfatter Rusland som en fjende, men som tværtimod mener, at man med fastholdelsen af udsigten til NATO-medlemskab for Ukraine, har provokeret Rusland helt unødvendigt, er blevet anset som forrædere, hvis argumenter man ikke behøvede at høre. Det er imod demokratiets ånd. Debatten bør altid være åben, og argumenterne høres, så det kan vurderes, om de holder. I modsat fald kvæles demokratiet indefra.