Kommentar

Den syvarmede lysestage havde oprindeligt hjemme i templet i Jerusalem. Iflg. 2 Mosebog fik Moses nemlig ikke kun lovens tavler indskærpet og overrakt, da han befandt sig på bjerget i ørkenen. Nej, Gud viste ham også en lysestage og gav ham besked på at lave sådan en, når han kom ned. Det skete og den fik sin plads i israelitternes åbenbaringstelt. Den var lavet af guld og har nok vejet ca 50 kg, så den er noget større end den vi har stående her – men i både Ribe og Århus Domkirke har vi modeller, der i størrelse minder om den store lysestage, der stod i teltet.

Da Salomons tempel (det første tempel) blev bygget i Jerusalem, kom der ifølge Første Kongebog 7,49 til at stå ikke mindre end ti stager. I det tredje tempel (Herodes’ tempel bygget efter 20 f.Kr., færdigt ca. 64 e.kr.) stod der en stage, som blev taget med af romerne, da de havde ødelagt templet i 70 e.kr.

Af Titusbuen på Forum Romamum i Rom fremgår det, at lysestagen blev ført med som krigsbytte og i triumf.  Ortodokse jøder går derfor efter sigende aldrig igennem Titusbuen. Det vides, den dag i dag ikke, hvor denne stage er blevet af. Stefan Zweig har skrevet en spændende novelle om det, men vil føre for vidt at komme ind på den her.

ANNONSE

Fra 70.e.Kr. mistede den syvarmede stage altså sin betydning som jødisk symbol, indtil staten Israel blev oprettet i 1948, hvor den blev statssymbol.

Lysestagen var for jøderne et tegn på, at Guds nåde hviler over Israel. Det var derfor naturligvis en ulykke for jøderne, at lysestagen blev taget fra dem. Men livet skulle jo gå videre og efterhånden som den syvarmede stage mistede sin symbolværdi indenfor jødedommen, fik den med tiden tillagt en kristen symbolik. Den syvarmede lysestages historie i Danmark har to udtryk. For det første fandtes der en gruppe store stager, hvoraf der endnu findes bla. de store stager i Ribe og Århus.

Det andet udtryk er de mindre syvarmede lysestager, der i 1900-tallet i stort omfang blev sat på alterbordene rundt omkring i Danmarks kirker. Baggrunden for denne stages indførelse er en syvarmet lysestage, tegnet af Chr. Carl Peters, og udført af guldsmed Carl Emanuel Green. Stagen blev skænket til Grundtvig ved hans 50-års ordinationsjubilæum i 1861. Grundtvigs enke forærede den videre til Marmorkirken i 1890. Med inspiration fra denne stage blev der støbt lignende stager, som blev placeret i mange kirker landet over. Mange steder er lysestagerne efterhånden blevet fjernet, men jeg tror, at der i de fleste grundtvigske menigheder stadig står en syvarmet lysestage. Udover at skikken var inspireret af Grundtvigs lysestage, spiller beretningen fra Johannes Åbenbaring nok også en rolle: lysestagen som et symbol på den menighed, der er gennemtrængt af den hellige ånd (symboliseret ved lysene) og derved bærer af Guds ord. Sådan opfattede de grundtvigske menigheder sig nemlig da de grundlagdes. Som bærere af den sande ild, det sande Guds ord.  Vel i modsætningen til den åndløse statskirke, hvorfra Guds ord var forsvundet, som Grundtvig hævdede. Statskirken var ligesom menigheden i Efesos, som Johannes skriver til, i fare for at miste sin lysestage.

Det var ellers startet så godt for efesermenigheden. Man havde da også bevaret sig for den værste vranglære, men på det tidspunkt Johannes skriver sit brev til dem, er det alligevel som om den varme kærlighed, der havde sat det hele i gang var forsvundet: Efeserne havde glemt deres første kærlighed (nemlig Jesus). Og så var der fare på færde. Det er helt svarende til israelitternes situation i ørkenen. De glemte alt for hurtigt, hvem det var, der havde ført dem uskadt gennem Det røde hav. Hvem der havde frelst dem fra slavetilværelsen i Egypten. De var veget fra Guds vej og tilbad nu en stum gud, en kalv de selv havde fremstillet af guld. De havde også glemt deres første kærlighed.

Anklagen om vildfarelser, lunkenhed og vanekristendom leder uvilkårligt tankerne hen til nutidens diskussioner om folkekirken, hvor man også nogle gange kan få det indtryk, at den første varme kærlighed, der satte det hele i gang her i vores lille land, nu er borte og at både kirkens hyrder, menigheder og ledere har glemt, at det er kærlighed til Jesus Kristus og til menneskesjælene, der skal drive kirken. Og ikke alt muligt andet smart.

Det er Johannes advarsel, også til os i dag, at får man ikke i tide vendt om og fornyet sit kærlighedsliv, da er der fare for, at det hele går i stå og lysestagen flyttes til andre egne. Vækkelserne i det forrige århundrede var sådan et forsøg på at forny kærligheden, med tilbagevenden til apostlenes tro, med et personligt fromhedsliv der bød på sang og bøn og bibellæsning i hjemmene om aftenen, sådan som det var skik hos grundtvigianeren Jens Hvidberg, som vi hørte om sidste søndag i Bertels spændende foredrag.

Ved bøn og faste. Faste at forstå som det at åbne sig for Gud og for hans ord. Dengang som nu er det eneste håb for os og for kirken:  at holde fast ved Jesu ord.

Den der holder fast ved mit ord skal aldrig i evighed se døden. Nej, han skal spise af livets træ.

Det er det, Jesus indskærper i evangeliet til i dag. At holde fast ved hans ord. Jesus kender mørkets magt, han har selv mødt og kæmpet med Den onde i ørkenen. Han har kæmpet mod Den ondes løgn, den som forsøgte at overbevise Guds søn SELV, om at han var djævelens barn og ikke Guds søn.

Det er nemlig djævelens løgn. Djævelens løgn er at mennesket IKKE er af Gud. Djævelen forsøger af al kraft at holde mennesket væk fra den sandhed, at det har Guds billede nedlagt i sig. Den gamle fjende forsøger at lukke menneskenes ører, så det ikke kan høre det ord, der siger: Menneske du behøver ikke trælle under den ondes magt. Du er ikke skabt til at leve under hans herredømme. Nej, du er af gudeæt. Af guddommelig oprindelse. Det ord der siger: I behøver ikke stå i det ondes magt. For den der holder fast ved mig skal aldrig se døden.

Jesus kom jo med magt for at rive os ud (med blodig hånd) af alle vore fjenders bånd. Han kom fordi, vi havde mistet barnelighed med vores Fader, som Grundtvig skriver. Vi havde mistet vores første kærlighed. Vi var i fjendens vold.

Det er ganske vist rigtigt, at den kristne tro kan kun tiltale det menneske, der har en anelse om, at mennesket er skabt til noget ædelt, at der er vældige kræfter på spil i menneskelivet. Så det skal fortælles mennesket.

Men hvis dette menneske ikke også samtidig gøres bevidst om, at det har tabt noget af sin gudbilledelighed og at det går mørkets snarere end lysets vej, da bliver kristendommen tomme ord og lyde for det menneske.

Da kan mennesket jo ikke se, at det er gået vild og derfor heller ikke se, hvorfor det skulle have brug for at høre Guds ord. Derfor skal mørket i mennesket påtales og udpeges og nævnes ved navn.

Evangeliet er ikke, at verden lå i mørke, men det var da fint og godt. Nej, evangeliet er at verden lå i mørke, i Satans magt, menneskenes overtrædelser var virkelige, men livets Gud og lysets Fader har sendt sin søn, den enbårne for at verden skulle få lyset ved ham.  Ved ham skal lyset dvæle i verden, kærligheden skal tændes i menneskehjerterne som lysene i stagen. Så mennesket igen og igen kan få sit hjerte fyldt med den første kærligheds varme.  Derfor synes jeg, det giver god mening at bevare vores syvarmede lysestage i kirken.  Så vi kan betragte den og mindes om at vores kærlighedsliv kræver fornyelse, og at den fornyelse er os forundt ganske kvit og frit, her ved Herrens alter, hvor han gør fyldest for al vor synd og drager os ind i lysets rige.

Amen

 

 

Prædiken til 3 søndag i fasten
 Læsninger

2 Mos 32,7-10.30-32

Åb 2,1-7

Joh 8,42-51

Salmer:

754 Se nu stiger solen

639 Når i den største nød vi stå

720 Som året går

644 Aldrig er jeg uden våde

266 Mægtigste Kriste

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)