Oraklerne



Jeg er tilværelsens grund sagde Han. Der er ikke andre måder, hvorpå et menneske kan leve et sandt menneskeliv, end ved mig.

Men det er fuldstændig frivilligt om du vil det. Om du vil lade mig være kongen over alle konger. Om du vil lade mig være din frelser. Om du vil tilhøre mig. Kron mig eller korsfæst mig, sagde Han.

Hvad skal man stille op med sådan en mand, der er så kompromisløs i sin sag og som på samme tid nægter at tvinge sit herredømme igennem, men kun vil stille mennesker frie i forhold til om de vil følge Ham eller ej?

Man kan pine og plage Ham. Man kan forfølge Ham. Man kan udelukke Ham, man kan dæmonisere Ham. Man kan behandle Ham som en simpel forbryder, skønt der ingen skyld var i Ham. Man kan korsfæste Ham, og det var det, de gjorde. Men det kan ikke ændre noget ved den frihed, Han skænker mennesker i sit kald til efterfølgelse. Det kan kun understrege friheden i kaldet, at Han ville dø for at vise, at Han virkelig mente det, når han sagde: kron eller korsfæst.

ANNONSE

Det kan kun understrege, at Han mente det, når han med sit liv, virke og sin død demonstrerede, at man kun kan tilhøre Ham i frihed. Af et frit hjerte.

For det var derfor Han kom til verden i et lille værgeløst barn.

Det var derfor Han gik omkring som en anden vagabond og ikke engang havde et sted, hvor Han kunne lægge sit hoved.

Det var derfor Hans indtog i Jerusalem var den sagtmodige konges indtog.

Det var derfor, Han aldrig ville gøres til konge på verdens vilkår.

Det var derfor Han forsvandt, når de ville gøre Ham til konge på baggrund af et mirakel.

Meningen med Hans undergerninger var ikke at imponere eller overbevise mængden. Nej, Han gjorde de ting, fordi mennesker var i nød. Var syge, fortvivlede, tyngede, sultne eller tørstige. Han gjorde ikke mirakler for at lokke eller overbevise. Han gjorde det af barmhjertighed. Den der er tvunget af magt eller beviser er ikke bundet i frihed. Men Han ville, at et menneskebarn skal være fuldstændig frit til at modtage eller forkaste sin skaber. Han ville binde mennesket til sig, som barn er bundet til far, uden frygt for synd, død eller verdens nødvendighed af stål.

Det er Hans vilje, men Han sætter ikke sin vilje igennem ved et diktat eller en ved magtovertagelse. Han lokker heller ikke med falske løfter om sikkerhed og lykke og lyse nætter. Nej, Han siger: elsker du mig? Vil du følge mig ind i mit rige? Vil du være med til festen? Vil du det?

Når et menneske ikke er bundet til Gud i frygt, får det menneske fred i hjertet. En fred der overgår alt andet i verden. Det er en fred, der ikke er betinget af hvorvidt man sidder i et mørkt og fugtigt fængsel eller om man lever i et land med demokrati og frihedsrettigheder. Det er fred trods nød og fare. I medgang og modgang. Lykke og ulykke. Ja selv under horrible forhold. Det er en fred, der ikke er af denne verden, men som giver mod til at leve og kæmpe i denne verden.

Det ser vi i martyrernes eksempel. Deres tavse oprør er en demonstration af det kristne livs styrke. Den viste sig ved, at de ikke frygtede lidelse og forfølgelse og den dødsstraf, der var for ikke at ville bede til kejseren. Bede for kejseren ville de gerne og de underordnede sig myndighederne og levede som gode borgere på alle andre områder end dette. Men bede til kejseren nægtede de. De havde kun én Gud. Deres afvisning af kejserkulten blev i længden problematisk for den romerske stat. Det underminerede nemlig kejserens guddommelighed og dermed også den romerske stats legitimitet, at de kristne nægtede at bede til kejseren og at end ikke tortur og dødsstraf kunne rokke ved det.

Den romerske stat var ellers pragmatisk. Var man først en gang anklaget for at være kristen, var der en vej ud: Du får en sidste chance: Bare tag en røgelsespind. Tænd den og sæt den på kejserens alter. En ren symbolhandling, en harmløs ting. Gør det og vi vil strege dig af listen, over dem der skal i arenaen og så kan du tilbede din Kristus alt det du vil bagefter. Men det var ikke en mulighed for martyrerne. Enten havde man Kristus som konge – eller man havde kejseren. De kristne valgte Kristus. Så dyrebar var den fred og frihed, Han havde købt dem med sit eget blod.

Her er det på sin plads at slå fast, at det kristne martyrium aldrig har impliceret og aldrig kan implicere, at man trækker andre mennesker med i døden. Det kan aldrig have til hensigt at skade andre og har aldrig haft det. Den kristne martyr kan gå i døden for andre – ingen kærlighed er  som bekendt større, end den at sætte livet til for sine venner. Martyren kan altså ofre sig for andre, ikke ofre andre.

Det er derfor en misforståelse af martyrbegrebet at bruge det om vor tids selvmordsaktioner. Ikke bare fordi, at der er himlen til forskel på ydmygt at sætte sit liv til for kristendommens sandhed eller for andres liv, og så det at påberåbe sig heltestatus ved at trække uskyldige med ind i døden, men simpelthen fordi begrebet er et kristent begreb, der betegner et menneske, der ofrer sig for Kristus eller for sin næste.

Henrettelser og forfølgelser førte ikke som måske ventet til, at de kristne faldt fra troen, snarere øgede martyriet de kristnes antal i stedet for at begrænse det. Som de gamle fædre har sagt: ”martyrernes blod er kirkens såsæd. Hvor man henretter en, vokser der hundrede nye frem”.

Også den dag i dag må millioner af kristne leve med daglig forfølgelse og fornedrelse og i fare for udryddelse. Alene i denne påske blev over 40 dræbt og 100 sårede, mens de fejrede palmesøndag i en kirke i Ægypten. Dræbt alene på grund af deres tro. Dræbt mens de lyttede til ordene om den sagtmodige og korsfæstede konges indtog i Jerusalem.

Men på mærkværdig vis får det heller ikke i dag kristne til at falde fra troen. Det siger os ikke lidt, men ALT om det værdifulde i at tilhøre en Herre, en konge i frihed. For den, der hører ham til, er frihed mere end det at kunne færdes frit. Frihed er, at man er befriet fra synd, mørke og død og den frihed er mere værd end alt andet i verden. Hvis vi synes, at det lyder mærkeligt, kan vi jo tænke lidt over, at det er her i Vesteuropa at kristne falder fra troen. Her, hvor vi har alle muligheder for at mødes til gudstjeneste og synge og lovprise Gud uden fare for liv og lemmer. Ikke de steder hvor kristne forfølges. Her falder ingen fra. Her svinder kristendommen kun ind fordi de kristne myrdes eller flygter. Nogle steder vokser de forfulgte menigheder endda, og så er fædrenes ord om martyrerne som kirkens såsæd virkelighed igen.

Legenderne fortæller om et syn Constantin den store havde: Han så et lysende kors og hørte en høj røst, der sagde: Ved dette skal du sejre. Det er måske bare en historie, men sandt er det jo alligevel, at det er ved det tegn, korset, som vi fik tegnet for ansigt og bryst ved vor dåb, at vi skal sejre. Der er ikke givet os noget andet tegn, med løftet om sejr end det. Der ikke andre steder, hvor der findes trøst og glæde end ved det kors. Det giver trøst i hjerterod, det er en glædens flod. Friheden i hjertet. Frygtløsheden. Freden. Ja det er en gåde hvordan Jesu korsdød kunne give os alt dette. Det er korsets gåde.

Og det er en gåde, at Jesus gjorde det. At Han gjorde sig fuldstændigt til et med os, der sidder i mørket, at han opgav alt, så Guds nåde, fred og tilgivelse kunne komme til at gælde for os. Vi må derfor sige som de første kristne: Hil dig kors, vort eneste håb.

Amen.

 

Nana Hauge er valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder

ANNONSE