Vilhelm Hammershøi Interiør fra Strandgade (1901)

Hvad er pointen i at skrive for danskerne om deres eget land? At afstand nogle gange giver bedre udsyn. De problemer, Danmark strides med, er de samme som Norge og Sverige strides med.

Danmark har i de sidste uger udstukket en ny kurs. Ingen ved, hvorhen den fører. Man har sat sig nogle mål: Afskaffelse af parallelsamfundene. Det er at sejle ind i ukendt farvand.

-Er der noget andet vesteuropæisk land, der har forsøgt at afskaffe parallelsamfundene? spurgte Clement Kjersgaard i Debatten sidste uge.

Svaret var nej. Måske han spurgte for at demonstrere, hvor tåbelig ghetto-pakken er? Programlederen koblede Uffe Elbæk ind, der sørgede for at afspore debatten ved at erklære, at der ikke er parallelsamfund i Danmark.

Spørgsmålet burde have været: Hvordan kan Danmark tro, at det kan gøre noget, som intet andet land har magtet? Ved regeringen, hvad den indlader sig på? Trolig ikke. Men der var en beslutsomhed over ministrene og statsministeren, som vi ikke har set før.

Har de tilstrækkelig udholdenhed? Det er det, det kommer an på. Udholdenhed, styrke og målbevidsthed.

Den som ved, hvad han vil, står stærkest. Medierne ved ikke, hvad de vil. De er forvirrede over regeringens beslutsomhed.

Kampen mellem islam og Vesten vil præge dette århundrede som ingen anden kamp.

Vi står bare ved begyndelsen.

Det er let at vakle, blive mismodig. Det er en luksus, vi ikke kan tillade os. Demokratierne er allerede trængt så langt tilbage, at de ikke har en millimeter mer at miste.

De der forstår, hvad som står på spil, må forberede folk på, hvad der kommer. Man må beskikke sit hus. Være samlet, koncentreret. Bevidst om, hvor vi står og hvor vi vil hen.

Demokratier har en evne til at mobilisere, men det tager lang tid, før de reagerer.

Når først de begynder at gå i rigtig retning, så øges bevidstheden.

Illusionerne om islam og troen på integrationen er ved at fortabe sig. Det går i en mer konfronterende retning: Demokrati eller islam.

Man skal være klar over alternativerne for at kunne skelne og tage de rigtige valg i hverdagen.

Det er smertelig for mange at se, at de står midt i en kamp om deres eget land.

Men når man kommer til afklaring, bliver alt lettere. Brikkerne falder på plads.  Det giver en egen klarhed.

For at klare sig vil de nordiske folk trænge til al den indre styrke, de har.

Det er den indre kamp, der er den vigtigste.

Det siges, at mennesker, der ved hvad de kæmper for, ikke lader sig besejre.

Det er nok ikke helt galt.