Oraklerne



Folkekirkemødet der netop er blevet afviklet i Århus, hviler på en mærkelig præmis. En præmis om at kirken ikke skulle være åben. At kirken har forskanset sig i et reservat, vendt ind mod sig selv og væk fra verden.

Folkekirken er ellers netop en af de mest demokratiske og åbne størrelser i Danmark. Kirkebygningen er også nem at kende i landskabet. Også i byerne. De fleste steder er der gudstjenester hver søndag. Man kan gå ind fra gaden og være med – og gå igen. Mange steder er der uformel kirkekaffe (gratis) efter gudstjenesten, og også her er alle, der ønsker at blive indbudt.

Hvis man er mere til foredrag, koncerter eller kor (både for voksne og børn i alle aldre), kan man gå til det. Eller man kan gratis deltage i studiekredse og litteraturkredse. Man kan være med i sorggrupper. Man kan bed præsten på husbesøg. Man kan søge sjælesorg. Man kan være med i strikkeklub, madklub, babysalmesang eller komme til familiegudstjeneste med efterfølgende fællesspisning mod en symbolsk betaling, og også her kræves der ikke medlemskab for at deltage.

ANNONSE

Man kan endda få sine børn døbt og konfirmeret uden at være med til at betale. Det er da generøst og åbent, skulle man synes. De fleste steder deltager den lokale kirke i markedsdag, byfest, folkemøde og hvad der nu ellers måtte være. Kirken driver også menighedspleje, varmestuer, folkekøkkener og børnehaver. Min sjæl, hvad vil du mer?

Det ville da også være mærkeligt andet. Kirken er jo Jesu Kristi kirke, og han viste os, at døren ind til Guds rige er åben. Indtil Jesus kom til jorden havde mennesket kun drømt om det eller anet det, som Jakob da han i en drøm så himlen åben og engle vandre op og ned af en stige. Men julenat da Jesus blev født, fyldtes himlen af Guds herlighed og englesang. Og da Vorherre gik omkring åbnede han menneskers øjne og ører, så de kunne se Guds rige, sådan som vi læser det i evangeliet i dag, og da han døde flængedes forhænget ind til det allerhelligste i templet. Menneskefaldet var nu til endeligt til frelse vendt. Og det bekræftede Gud, da han ved sin Helligånd stiftede den kristne kirke på jorden med dåb og nadver og sådan gjorde sig åben og synlig for alle mennesker

Hvad skal der til for at være med? Hvad skal jeg gøre for at blive døbt? Spurgte de der kom til Jesus og til apostlene. Hvordan kan jeg blive en af Kristi mænd, spurgte de gamle vikingekonger, da de mødte missionerne der var kommet herop nordpå for at prædike evangeliet for alle folkeslag. Og svaret der lød til dem var det samme: Vil du og tror du af hele dit hjerte, så kan du blive døbt. Og så hører du Kristus til. Og så er kirken, Guds hus åben for dig. Så er himlen åben og ingen kan lukke den for dig igen. Og til de der i dag kommer til kirken og spørger – kan jeg blive døbt – ja der er døren også åben for dem. Ja, sådan er det. Ingen kan hindre andre i at blive døbt. Alle der vil døbes kan blive det. Og selv de der ikke er døbt, det er jo ikke sådan at vi lukker kirkedøren for dem. Eller afviser dem ved nadverbordet. Hvilket ret har vi også til det? Nej, vi åbner døren og håber på, at sådan hjælper vi de mennesker til Gud.

Når nu kirken er sådan åben, når Gud er til for alle, hvad er det så, der kan få folk til at mene, at kirken er lukket? Når kirken er åben for alle, ja, når selv ikke mordere og forbrydere nægtes adgang til en kirke, så sandt som der er en kirke i ethvert fængsel i Danmark, når kirken er tilstede alle steder i samfundet, både i kulturen, i det sociale arbejde, i skolen og på bakketoppen eller det højeste punkt i byen – hvorfor siger nogen så, at den er lukket?

Hvorfor er der nogen der ikke hører kirkeklokkernes kald? Hvorfor er nogle blinde og døve for evangeliet? Hvorfor mærker de ikke brystets trang til lindring?

Det er ikke kun i dag det er sådan. I Bibelen og på Jesu tid møder vi masser af mennesker, der er blinde og døve for Guds ord. Og det er en gåde for os, hvorfor nogle tilsyneladende forbliver døve og blinde, selv om de står ansigt til ansigt med Guds herlighed. Hvorfor er der så mange fortællinger om nogen, der ikke hører kaldet? Ja hvorfor afviser mængden Jesus? Hvorfor korsfæster de ham – når de nu endda så ham udføre mirakler og undere?

Hvorfor ser nogle mennesker ikke alt stort og skønt, selv om de står lige over for det?

I det bibelske univers er det djævelen, den onde selv, der forhindrer os mennesker i at se Guds herlighed, i at se at vejen til ham er åben.

I den tidlige kristenhed blev man hurtigt klar over, at ikke bare djævelen, men også verdens larm kunne forhindre et menneske i at høre Guds ord og bevare det. Mange søgte derfor ro og ensomhed i ørkenen. For at de der kunne studere bibelen og bede. Man kaldte dem ørkenfædre.

Sådan var også den grundtvigske vækkelsesbevægelse, en slags ørkenfædre. De vakte mente, at statskirken forhindrede mennesker i at høre Guds ord. Statskirken var ugudelig og bogstavfikseret og bogstaven ihjelslår. Den forhindrede simpelthen mennesker i at komme til Gud. Ja, den lukkede den dør, som Gud engang havde åbnet. Derfor kunne mennesker ikke høre Guds ord. Derfor længtes de ikke efter Gud. Derfor var tiden åndløs.

Så åbnede man højskoler (og friskoler) der skulle skærpe ungdommens øre og hjerter og vække deres længsler efter Guds ord. Skolerne skulle være en slags troens forgård, (sådan kaldte grundtvigianerne det), hvor mennesket skulle komme til klarhed over menneskelivet med dets længsler og mangler. Så de kunne mærke sjælens trang. Og sådan kunne man hjælpe mennesker et stykke af vejen til Gud.

Læg mærke til gravstenene over Martine og Ingeborg Dael? Niels Daels første kone og hans datter af andet ægteskab, der døde som kun 10 årig? Som motiv til gravstenene valgte Niels Dael Iona korset. Det er et keltisk kors med slyngornamenter. Korset stammer fra det skotske kloster Iona, som blev anlagt i 6. århundrede og fungerede som den tids kristne kraftcenter, hvorfra resten af Skotland kristnedes. Hvorfor valgte Niels Dael dette kors? Jo, fordi sådan ønskede han at menighedsskolen han skabte på Liselund, skulle være sådan et kraftcenter som datidens Iona. Liselund skulle være et sted uden stærk påvirkning udefra. Det skulle være et sted med et indre liv, der vokser efter sin egen art. Et brændpunkt for kirkelige tanker, hvorfra velsignelse skulle flyde udover dansk kirkeliv. Det skulle hjælpe mennesker på vej til Gud.

Vi kan ikke frelse nogen, vi kan ikke åbne deres hjerter og ører. Men vi kan også prøve på at føre dem hen til Ham, der kan. Sådan som nogle førte den døvstumme, der var i den ondes vold, til Jesus i dagens tekst.  Hvordan gør vi så det? Vi synes måske ikke lige, at vi kan åbne en menighedsskole eller starte en vækkelse. Men så skal vi gøre det, vi har gjort i dag. Vi skal selv gå hen til det sted, hvor vi kan møde Jesus. Vi skal gå ind ad døren. Vi skal ikke bare tale om den dør – at den er åben for alle. Nej, vi skal gå ind af den og frydes med og hjerte og mund. I den lovsang, der forener os herinde i kirken.

Og så må vi overlade resten til Vorherre. For åbne øjne og ører det kan kun Han selv gøre. Det kan vi ikke.

Amen

 

 

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder

ANNONSE