Efter vandaliseringen af Tingbjerg-bagerens butik tog det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard initiativ til en folkeindsamling til fordel for bageren. Det har nu vist sig problematisk, fordi politiet har udtrykt, at sagen ikke er så entydig, som man først kunne antage. Bageren befinder sig måske selv på den forkerte side af loven. Derfor er indsamlingen foreløbig endt i en uklar situation, og Mette Abildgaard har i et Facebook-indlæg fremført overvejelser om, hvorvidt pengene overhovedet skal udbetales. På anklagerne om, at hun var naiv, da hun gik i gang med indsamlingen på et så tyndt grundlag, har hun samtidig forsvaret sig med, at hun er opdraget til at tro på det bedste i andre mennesker, og at tillid er en grundlæggende dansk værdi, som hun også fortsat vil leve efter, selvom det kan betyde, at hun brænder fingrene en gang imellem.

Det er nu op til politiet og retsvæsenet at finde ud af, hvorledes det faktisk forholder sig med hensyn til overgrebet på bagerbutikken. Om det er rigtigt, at overgrebet hænger sammen med, at bageren nægtede at betale beskyttelsespenge, eller om der ligger en anden mere lyssky historie bag. Men med Mette Abildgaards indblanding giver sagen også anledning til nogle mere principielle overvejelser om politik og civilsamfund: om den folkevalgte politikers særlige rolle til forskel fra den almindelige borgerrolle.

I demokratiet vælger vi nogle repræsentanter til i en periode at stå for den konkrete beslutningsproces. Disse repræsentanter skal vedtage lovene for vort indbyrdes samliv; og de skal tage beslutninger med hensyn til vort forhold til andre lande og deres statsborgere. Derfor er de også specielt pålagt at samle op på den politiske refleksion i samfundet. Når de stilles over for en begivenhed som vandaliseringen af bagerbutikken i Tingbjerg, skal de derfor først og fremmest overveje, om der her sker noget, som er udtryk for en tendens. Og de skal i givet fald nærmere overveje om denne tendens er udtryk for et politisk svigt – om den kan imødegås med politisk og lovgivningsmæssig handling. I den aktuelle situation ville det mest naturlige være, om politikerne spurgte sig selv, om der i grunden er tale om en et udslag af en asyl- og indvandringspolitik, som der ikke er styr på, og som derfor burde strammes op. Om vi (med konventionerne) har skabt et system, som tvinger os til at skulle integrere flere fremmede, end vi reelt er i stand til, og om vi derfor har sat os selv ud på et spor, som fører til social opløsning. Det er spørgsmål, som politikerne burde stille, men som alt for mange af dem desværre slet ikke tør tænke.

Det er i dette lys, at Mette Abildgaards reaktion bliver problematisk. Som folkevalgt politiker har hun fået ansvar for, om ”systemet” – lovene – er i orden. Men den refleksion, som følger med dette ansvar svigter hun. I stedet forholder hun sig til sagen som en privatperson, der ikke har fået pålagt det særlige parlamentariske ansvar. Dermed udhules vort demokrati. For det bygger på en politisk arbejdsdeling mellem folketingsmedlemmer og borgere. Folketingsmedlemmerne skal sørge for, at demokratiet opretholder sig selv og den borgerlige frihed, gennem en fortsat vedtagelse af love. Reagerer de derimod med private aktioner for at afbøde en uheldig udvikling, så bliver deres aktion et udtryk for demokratiets politiske afmægtighed, og så er de selv med til at undergrave den demokratiske orden.

Men det, at Mette Abildgaard med sit udspil svigter den rolle, som hun har fået i det repræsentative demokrati, får en ekstra dimension, når vi ser nærmere på hendes forsvar: at hun som udgangspunkt tror på det bedste i andre mennesker. På det personlige plan er det måske meget sympatisk, selvom hun, som hun selv indrømmer, risikerer at løbe sig nogle staver i livet. Men spørgsmålet er, hvorledes hun som folketingsmedlem – og dermed som betroet forvalter af vort demokrati – bør forholde sig til værdien af tillid mellem mennesker. Mange forskellige undersøgelser viser, at Danmark er karakteriseret ved en relativ høj grad af tillid mellem borgerne. Det vil sige, at denne tillid ikke er noget naturligt. Den gælder ikke alle samfund. Den er vokset frem gennem en form for kulturel eller social selvopdragelse. Dette må så igen have konsekvenser for den asyl- og indvandringspolitik, som vi bør føre, hvis vi skal bevare vor særlige tillidskultur.

Når et højtillidssamfund ikke er naturligt, men bygger på en social selvopdragelse, så må det blandt andet fremtidssikres gennem en asyl- og indvandringspolitik, der bygger på en erkendelse af, at de fremmede ikke umiddelbart passer ind i højtillidskulturen; og at det måske er svært – for ikke at sige umuligt – at passe dem ind. Da kan politikerne altså ikke tillade sig at føre en asyl- og indvandringspolitik ud fra en ”tro på det bedste i andre mennesker”. Gør de alligevel det, så kan de risikere at sætte den for demokratiet nødvendige tillidskultur over styr. Den tro på det bedste i andre mennesker, som Mette Abildgaard fremhæver som sin personlige værdi, bør hun altså suspendere, når hun som politisk ansvarlig skal være med til at lovgive om den asyl- og indvandringspolitik, som vi behøver for at kunne opretholde vort historisk betingede demokratiske tillidssamfund. Men hendes optræden i den konkrete indsamlingssag sår tvivl om, hvorvidt hun magter at hæve sig op til denne politiske rolle.

*

Kai Sørlander er forfatter af en række bøger, blandt andre Den politiske forpligtelse, som især er at anbefale – også meget relevant for denne artikels tema, og griber ret ind i dagens store spørgsmål. Kan købes her.