Oraklerne



Filosofien er et forsøg på at formulere et rationelt helhedssyn på, hvorledes verden er opbygget. Som sådan har den en lang tradition, der kan fortælles på forskellige måder. Men set fra vor historiske position er der især to træk, som kendetegner filosofiens udvikling. Det er filosofiens adskillelse fra henholdsvis religion og videnskab.

Skellet mellem filosofi og religion sættes ved rationaliteten. Hvor religionen baseres på myter, åbenbaring og tro, så baseres filosofien – ideelt set – udelukkende på rationelle argumenter. Skellet mellem filosofi og videnskab sættes på følgende måde. Hvor det er videnskabens opgave at afdække, hvorledes verden faktisk er indrettet i alle dens aspekter, så er det filosofiens opgave at få klarhed over de forudsætninger, som videnskaberne må bygge på, hvis de skal være rationelle. Hermed præciseres filosofiens opgave til at være en klarlæggelse af rationalitetens – eller erkendelsens – principielle grundlag. I snæver forstand vil det sige det grundlag, som ikke kan benægtes uden selvmodsigelse; og i bredere forstand vil det sige det begrebssystem, som er forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse – og som dermed er forudsat alle de konkrete empiriske videnskabers virkelighedsbeskrivelse.

Denne præcisering af forholdet mellem filosofi og videnskab er rent principiel; men den har fået en konkret skikkelse i indretningen af vore universiteter. Disse universiteter rummer videnskabelige institutter, hvis formål det er at få klarhed over den eksisterende verden i alle dens aspekter – fra elementarpartikler over biologi, sociologi og neurofysiologi til kosmologi. Og ved siden af de videnskabelige institutter rummer universiteterne så også filosofiske institutter, hvis formål på tilsvarende vis burde være at bestemme gyldigheden af de begrebslogiske forudsætninger, som videnskaberne bygger på – og hvis formål derfor i sidste instans burde være at bestemme (strukturen af) det begrebssystem, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse.

ANNONSE

Denne opdeling mellem videnskabelige institutter og filosofiske institutter kendetegner altså faktisk vore universiteter. Og det synes at være en praktisk orden. Men i vor nuværende situation er det et alvorligt problem for vor fælles virkelighedsforståelse, at de filosofiske institutter ikke har været i stand til at løse deres del af opgaven. Ja, de har ikke blot ikke formået at løse deres del af opgaven; de har slet ikke forstået opgaven i den fulde radikalitet. I stedet har de slået sig til tåls med halve sandheden og regulære selvmodsigelser. På den ene side producerer de analytiske specialstudier uden overordnet sammenhæng. Og på den anden side ”historiserer” de filosofien, så den undergraver sin egen principielle gyldighed. Når dertil føjes, at de udelukker, at man rationelt kan diskutere de dybeste (eller højeste) værdier, så står vi i den situation, at universiteterne giver os et verdensbillede uden noget rationelt – filosofisk – fundament. Samtidig med at de ikke har nogen skarp forståelse for den rationelle svaghed i dette verdensbillede.

Universiteterne kan leve med denne rationelle selvmodsigelse, så længe de har stabile samfund omkring sig. Men når deres egen uholdbare filosofi trænger ud og præger samfundet, så er spørgsmålet, om vor stabile demokratiske samfundsorden kan opretholdes. Når netop vi i vor del af verden udviklede denne samfundsorden, så var det, fordi vor protestantiske kristendom gav os nogle forudsætninger, som hjalp os. Nu har dårlig universitetsfilosofi været med til at nedbryde styrken af disse forudsætninger, samtidig med at den har givet os nogle falske forestillinger om demokratiets lethed og om værdiernes ultimative irrationalitet. Dermed har vi ikke længere et fælles grundlag, som sikrer opretholdelsen af den demokratiske samfundsorden.

Hvis vi derfor skal sikre den demokratiske orden fremover, så er der én opgave, som i al sin enkelhed står frem for alle andre. Det er at få løst den filosofiske opgave: at få fastlagt det rationelle grundlag under videnskaberne – og under etikken. Det var den opgave, som universiteternes filosofiske institutter skulle have løst. Men når de har svigtet, og når der ikke er håb om, at de kan rejse sig ved egen kraft, så er det en opgave for ethvert tænkende menneske. Det gælder blot om at finde den vej, som fører til afdækningen af de rationelle betingelser for enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor egen situation som personer. Finder vi først den vej, så står vi bedre rustet til at forstå de konkrete politiske problemer, som vi står over for.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger.

ANNONSE