Oraklerne



Før Sovjetunionens fald stod den marxistiske historiefilosofi centralt i den venstreorienterede politiske tænken. Den indebar et særligt syn på den historiske udvikling. Man så denne udvikling som en udfoldelse af et dialektisk samspil mellem produktionsforhold og produktivkræfter. Den teknologiske udvikling indebar nye maskiner, som medførte ændrede arbejdsforhold og ejendomsrettigheder. Således kunne man forklare overgangen fra feudalsamfund (med herremænd og bønder) til kapitalistisk industrisamfund (med bourgeoisi og arbejderklasse). Og således kunne man forudse en fortsat udvikling fra kapitalistisk industrisamfund (med en stadig skærpet modsætning mellem bourgeoisi og arbejderklasse) til et socialistisk fællesskabssamfund, hvor der ikke længere vil eksistere en udbyttet arbejderklasse, men hvor alle vil være hinandens ligemænd.

Marxisterne så denne historiske udviklingslogik som noget, der går dybere end den menneskelige rationalitet og planlægning. Det er ikke en udvikling, som mennesket selv har planlagt på basis af sin forudgivne rationalitet. Det er derimod en udvikling, som er determinerende for selve den menneskelige rationalitet. For marxisterne er den menneskelige rationalitet ikke universel – med samme kriterier for alle. Den er derimod relativ til ens placering i den historiske klassedynamik. Og det er først i det kommunistiske fremtidssamfund, at den menneskelige rationalitet vil være fuldt udfoldet.

Marxisternes principielle benægtelse af rationalitetens universalitet har haft nogle væsentlige konsekvenser for, hvorledes de forholdt sig til diskussionen af deres eget kommunistiske projekt.

For det første betød benægtelsen, at marxismen – og dermed kommunismen – gjorde sig selv immun over for kritik ”udefra”. For enhver sådan kritik kunne affærdiges som udtryk for en reaktionær rationalitet – og i realiteten for den herskende klasses interesser. Der var ingen universel for alle forpligtende rationalitet, som alle – også kommunisterne – skulle leve op til. Tværtimod var det givet, at man som kommunist stod på det historiske fremskridts side – og derfor også på den højere rationalitets side.

ANNONSE

Desuden lå det i sagens natur, at man som kommunist stod på de undertryktes side imod undertrykkerne, i og med at man stod på arbejdernes side imod kapitalisterne. Dette, hvad enten arbejderne opfattede sig selv som undertrykte eller ikke. For hvis de ikke forstod, at de selv var undertrykte, så led de af ”falsk bevidsthed”. På den måde havde kommunisterne også automatisk sikret sig, at de stod på det godes side imod den onde reaktion.

Endelig havde det, at marxismen gjorde rationaliteten til en underordnet faktor i den historiske udviklingsdynamik, en tredje væsentlig konsekvens. Det betød, at marxisterne fritog sig selv fra forpligtelsen til at gøre nærmere rede for, hvorledes de havde tænkt sig, at det socialistiske samfund mere præcist skulle indrettes. Tværtimod var de overbevist om, at løsningen på, hvorledes det socialistiske samfund skulle fungere, først ville blive mulig med kapitalismens sammenbrud. Ligesom sammenbruddet ville komme med ubønhørlig historisk logik, så ville den samme historiske logik selv ”indeholde” kimen til fremvæksten af den socialistiske orden. Når de materielle betingelser var til stede, så ville den socialistiske orden altså helt naturligt vokse frem af sig selv.

Med Sovjetunionens fald fik den traditionelle marxistiske historiefilosofi et dødsstød. Som følge af kapitalismens udvikling i Vesten var der ikke længere nogen, som opfattede arbejderklassen som den dynamiske faktor i den historiske udvikling og i et kommende opgør med den kapitalistiske produktionsform. Så denne del af den marxistiske historiefilosofi har de moderne venstrefløjsideologer fuldstændigt opgivet. Ingen tror længere på arbejderklassens revolutionerende potentiale.

Derimod oplever vi, at den marxistiske historiefilosofi lever videre i udvandet form hos flere af de ”postmoderne” tænkere, som påfølgende har præget venstrefløjen. På forskellig vis gælder det folk som Foucault og Althusser. Man har opgivet troen på arbejderklassen som den dynamiske kraft i udviklingen. Men man har fastholdt hævdelsen af rationalitetens historiske relativitet og dermed benægtelsen af rationalitetens universalitet. Og man har fastholdt at ville kæmpe for dem, som undertrykkes af den herskende orden, og som skal frigøres af den kommende orden. Nu er de undertrykte blot ikke længere arbejderklassen, men det er kvinder, homoseksuelle og sindslidende, og det er især etniske mindretal, indvandrere og flygtninge.

Konsekvensen af dette er, at hævdelsen af rationalitetens historiske relativitet får samme intellektuelle beskyttelsesfunktion for marxisternes postmoderne arvtagere, som den har haft for marxisterne selv. Den immuniserer imod indvendinger, som kommer fra en forældet, reaktionær rationalitet, der fordrer at have universel gyldighed.

Samtidig forsikrer den, at man kæmper for de undertrykte, og at man derfor står for det gode, mens ens reaktionære modstander står for det onde.

Endelig indebærer hævdelsen af rationalitetens historiske relativitet også, at man er frigjort fra at skulle forholde sig mere præcist til konsekvenserne af den samfundsændring, som man går ind for. For ligesom det lå i marxismens hævdelse af rationalitetens historiske relativitet, at man ikke på forhånd kunne redegøre nærmere for, hvorledes det kommunistiske samfund skal indrettes, men at løsningen vil vise sig samtidig med, at problemet bliver aktuelt, så kendetegner den samme fortrøstningsfulde holdning også marxismens postmoderne arvtagere.

Det kommer for eksempel til udtryk i venstrefløjens holdning til indvandrings- og asylpolitikken. Man går ind for en åben indvandringspolitik og en liberal asylpolitik, og man er sikker på, at dem, der går imod, står for en forældet rationalitet og et ubehageligt menneskesyn. Deres bekymring for, at den sociale forandring, som indvandrings- og asylpolitikken medfører, vil kunne undergrave demokratiets stabile fundament, opfatter man som udtryk for fremmedhad og racisme.

I den traditionelle marxistiske ånd stoler man blindt på, at menneskeheden i sin samfundsmæssige udvikling altid kun skaber sig de problemer, som den samtidigt skaber forudsætningerne for, at den kan løse. Derfor er man som udgangspunkt overbevist om, at en liberal indvandrings- og asylpolitik ikke vil skabe problemer, som den ikke også samtidig vil skabe forudsætningerne for, at man kan løse. I det perspektiv, som vi her i postmodernismens tid har arvet fra den marxistiske historiefilosofi, bliver bekymring og pessimisme ikke til rettidig omhu, men til racisme og fremmedhad.

Problemet er så, at dette perspektiv rationelt set er uholdbart. Det var det for marxisterne, og det er det for deres postmoderne arvtagere. Perspektivet er uholdbart, fordi det er inkonsistent: Når man hævder, at rationaliteten er historisk relativ – og at denne relative rationalitet altså gælder for ALLE uden undtagelse – så hævder man noget, som IKKE er historisk relativt; og så modsiger man følgelig sig selv.

Grundlæggende er der altså tale om en rent intellektuel fejl. Men det er en intellektuel fejl, som har kostet dyrt i menneskelig lidelse. Den lå bag marxisternes tro på, at sociale problemer ikke opstår, uden at de samtidig indeholder midlerne til deres løsning. Man forventede, at den socialistiske samfundsorden selv ville vokse frem, når den kapitalistiske orden brød sammen. Derfor var man ikke forberedt på de problemer, som man stod over for. Og derfor blev det sovjetiske eksperiment en tragedie. Da man ikke oplevede, at ”det nye menneske” opstod i samspil med socialismen, blev systemet låst fast i undertrykkelse.

Men marxismens blinde tro på, at sociale problemer ikke vil opstå, uden at vi også samtidig vil råde over midlerne til deres løsning, lever videre trods kommunismens fald. Den er en implicit forudsætning for de vestlige landes nuværende indvandrings- og asylpolitik.

Man kan ikke forestille sig, at man med denne politik kan skabe et problem – en samfundsmæssig tilstand – som ikke har nogen fredelig løsning. Lige så lidt som marxisterne kunne forestille sig, at socialismen ikke ”af sig selv” ville vokse frem, når kapitalismen var brudt ned.

Vi ved nu, hvad manglen på intellektuel konsistens – og den dermed sammenhængende mangel på politisk forudseenhed – førte til i Sovjetunionens tilfælde. Vi ved endnu ikke, hvor den samme mangel på intellektuel konsistens og politisk forudseenhed i de vestlige demokratiers indvandrings- og asylpolitik vil føre hen. Menneskeheden gjorde et frygteligt eksperiment i Sovjetunionen. Det er endnu et åbent spørgsmål, om de vestlige demokratier er på vej til at gøre et tilsvarende eksperiment. Blot, fordi ”eliten” tror, at den ikke kan skabe sociale problemer, som den ikke kan løse.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)