Oraklerne



I disse år oplever vi store forandringer i de gamle, vestlige demokratier. Folk gør op med den herskende politik og stemmer for en ny kurs. Den globalisering, internationalisering og successive nedbrydning af de nationale grænser, som vi har set gennem de seneste godt fyrre år, mødes med en stadig større modstand. Senest har det givet sig udtryk i Brexit og i valget af Trump. Ligesom det viser sig i styrkelsen af nationale partier i flere europæiske lande, hvilket kan få stor betydning ved valgene i Frankrig og Tyskland senere i år.

Der er nogle, som opfatter denne gennationalisering af politikken som en trussel imod demokratiet og friheden og som en venden tilbage til situationen i Europa i 1930’erne. Men har de ret?

Skal vi se den igangværende protest imod den herskende politiske udvikling som en trussel imod demokratiet og den politiske frihed, eller skal vi tværtimod se den som et forsøg på at få demokratiet væk fra en truende udvikling og tilbage på sporet?

ANNONSE

Hvad er det egentlig, som bryder med betingelserne for en velfungerende demokratisk orden? Er det den igangværende globalisering og internationalisering? Eller er det den nuværende protest imod den måde, hvorpå globaliseringen og internationaliseringen er blevet ført ud i livet?

For at besvare dette spørgsmål er vi nødt til først at gøre os klart, hvilke betingelser en velfungerende demokratisk orden skal opfylde.

Et demokrati er karakteriseret ved, at borgerne har en grundlæggende politisk ligeværdighed. De deltager som minimum med samme vægt i valget af politiske repræsentanter. Det er altså en forudsætning for et velfungerende demokrati, at det store flertal anerkender fordringen om borgernes politiske ligeværdighed. Derfor skal et sådant demokrati også sikre, at kommende borgere opdrages til at anerkende hinandens demokratiske ligeværdighed. Ligesom det skal sikre, at alle får mulighed for at deltage i den demokratiske debat.

Men som forudsætning for, at demokratiet giver borgerne politisk ligeværdighed, skal det også sikre, at alle får mulighed for at leve et anstændigt liv: at de kan arbejde, få en bolig og gå i sikkerhed på gader og stræder. Alle skal have en sådan basal sikkerhed, og ingen skal ofres for at andre kan få det bedre.

Et velfungerende demokrati vil ikke forringe den almindelige, jævne levestandard til fordel for de i forvejen velstillede. Det vil sørge for, at alle får del i en generel økonomisk vækst, og at den økonomiske ulighed holdes inden for visse grænser, så den ikke ødelægger det økonomiske kredsløb og heller ikke den politiske ligeværdighed.

Et velfungerende demokrati skal altså ikke blot have øje for, at den almindelige jævne borger inkluderes i den politiske proces, men også i den økonomiske udvikling. Et sådant demokrati skal høre, når den almindelige jævne borger begynder at protestere imod udviklingen. Det skal hele tiden have en åben og inkluderende dialog med de svageste og dem, som i deres livsomstændigheder rammes hårdt af den igangværende udvikling. Således at ingen borger blot bruges som middel for en forbedret økonomi for de i forvejen velstillede.

Hvad ser vi så, når vi sammenholder disse betingelser for en velfungerende demokratisk orden med seneste halvtreds års politiske udvikling i USA og Europa?

Så konstaterer vi, at udviklingen på væsentlige punkter har bevæget sig på tværs af betingelserne for en velfungerende demokratisk orden. Den herskende politiske elite har ført en politik, hvis konsekvenser især har ramt den jævne og socialt lavere del af befolkningen, som har mærket konkurrencen fra billig arbejdskraft i andre, mindre udviklede lande. Enten det så sker ved, at deres arbejdspladser flytter til udlandet, eller ved indvandring af billig arbejdskraft.

De har oplevet, hvorledes finansverdenen blev reddet efter krisen i 2008, mens de selv måtte betale byrden. Den økonomiske vækst er gået til de rigeste, mens den almindelige og svagere del af befolkningen presses stadig hårdere for at kunne opretholde den levestandard, de kender.

Men det er ikke kun den ulige fordeling af gevinsterne ved den økonomiske politik, som har ramt den jævne og svagere del af befolkningen hårdest. Det samme gælder konsekvenserne af den herskende asylpolitik.

Den dominerende politiske elite har været enig om en liberal asylpolitik. Alle, der var politisk forfulgte skulle have ret til at søge og få asyl i ethvert vestligt demokrati. Ligegyldigt hvor i verden de kom fra, og uden hensyn til om de kunne tilpasses den demokratiske kultur i modtagerlandet.

Det har i praksis medført, at når sådanne fremmede skulle have asyl, så blev de bosat blandt de i forvejen svageste. Det var i høj grad de velstillede, som gik ind for den liberale asylpolitik, samtidig med at de overlod det til deres socialt svagere medborgere at bære byrden ved denne politik.

For det var de svagere medborgere, hvis daglige livsomstændigheder i stadig højere grad blev fremmedgjort, når de fremmede skulle bosættes. Og når disse medborgere protesterede mod at skulle bære denne byrde, så blev de af den herskende, velstillede konsensus hånet som racister og fremmedhadere. Og forsøgte de at protestere politisk, så tog man asylpolitikken ud af den politiske diskussion og gjorde den til et menneskeretsspørgsmål, som skulle afgøres af en domstol.

På den måde har den herskende elite udsat den svagere del af befolkningen for både forhånelse og umyndiggørelse. For forhånelse, når de blev kaldt racister, fordi de protesterede mod fremmedgørelsen af deres boligområder. For umyndiggørelse, når asylpolitikken blev taget ud af den demokratiske beslutningsproces og gjort til et domstolsspørgsmål.

Når den herskende elite i spørgsmålet om asylpolitikken i vid udstrækning – i hvert fald indtil videre – har været i stand til at styre den demokratiske debat, så skyldes det ikke mindst, at der har været en uudtalt konsensus med medierne og den akademiske verden. Fra den side blev der ikke primært fremført kritik af de velstilledes selvgodhed, når de brystede sig af en liberal asylpolitik, hvis reelle konsekvenser de lod deres svagere medborgere bære. Tværtimod har de dominerende medier medvirket til at fordømme den socialt svagere del af befolkningen som racister, når den protesterede mod at skulle være buffer for de velstilledes falske godhed. Flertallet af journalister og akademikere har ikke haft tilstrækkelig kritisk sans til at kunne gennemskue den herskende elites moralske selvbedrag. Tværtimod har de selv været indspundet i selv samme selvbedrag.

På denne baggrund må vi altså konkludere, at den herskende konsensus har stået for en politisk udvikling, som i sine konsekvenser går på tværs af betingelserne for en velfungerende demokratisk orden.

Det har man gjort på det økonomiske område, hvor man har ført en politik, som relativt har forringet livsvilkårene for den svageste del af arbejdsstyrken, og hvor man har ladet de rigeste få den største del af den økonomiske vækst. Og det har man gjort i asylpolitikken, hvor den herskende elite blindt har holdt fast i en politik, hvis konsekvenser den har overladt det til sine svagere medborgere at bære.

Det, at den herskende politiske og kulturelle elite ikke selv har forstået, at den var på kollisionskurs med betingelserne for en velfungerende demokratisk orden, er den egentlige tragedie.

Det er denne manglende forståelse, som har gødet jorden for Trump. Og det er den samme manglende forståelse, som nu er ved at undergrave EU indefra. Så hvem skal man bebrejde for, at en mand som Trump kommer til magten i USA, og at nationale partier vokser sig stærkere og stærkere i de europæiske lande? Den væsentligste bebrejdelse bør rettes imod den politiske og kulturelle elite, hvis moralske selvbedrag har styret politikken de seneste fyrre-halvtreds år.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

ANNONSE


  • KnudMadsen

    Meget fin og begavet analyse. Tak for den.

  • Reidar S

    Analysen er treffende, men blir neppe reflektert over i en viss klasse

  • Reidar S

    Dette er faktisk ett av de bedre innleggene her. Hvorfor er det så liten respons?
    Hvis alle er enige så gi uttrykk fo det hvis ikke kom med argumenter