Kommentar

IS-kvinden og hendes to børn krydser grænsen mellem Syrien og Irak. Foto: Privat

For første gang har en nordisk regering havaret pga ekstrem-islam. Tre af regeringspartierne syntes de var forpliktet til at hænte en IS-kvinde og hendes to børn “hjem”, fordi det ene barnet måske var syg. Fremskridtspartiet tog dissens. Regeringens linje havde hidtil været at kun børn kunde hæntes tilbage, ikke forældre. Men kvinden nægtede at sende børnene fra sig. Regeringsflertallet gav efter.

Da sagen blev kendt blev det et ramaskrig, stærkere end hvad FrPs ledelse nog havde forestilt sig. For partiets væglere var det tydelig at IS var en usynlig grænse der ikke kunde overskrides. Mandag holdt Siv Jensen pressekonferanse. Men det historiske sus udeblev.

Det gjenstår ligevel at en nordisk regering sprak pga en jihadist der ville “hjem” og blev taget imod. Budskapet er ikke til at misforstå: Også IS hører til fællesskabet.

Som næstleder har Fremskridtspartiet Sylvi Listhaug, der er god vendinde med Inger Støjberg. De to har en del til fælles.

Levede ikke op til situationen

Siv gik af på en principsag, men klarede ikke at forklare alvoren. Siv kunne have vist, at FrP forstår noget, de andre ikke gør. Det er ikke kvinden alene, det er hvad hun står for. Vi lader som om der ikke er forskel på voldsmænd og ofre. Det er forkert.

ANNONSE

Siv havde et historisk øjeblik- og missede det. Der var ingenting i det hun sagde, som tydede på at FrP vil blive “tydeligere og hårdere”. Hun slog det ihjel ved straks at sige, at FrP ønskede at Erna Solberg skulle fortsætte og at hun håbede det gode samarbejde ville fortsætte. Hvad er egentlig forskellen?

Det er ikke sådan man forlader en regering på en principsag.

Sagen er at Siv ikke er stærk på det principielle. Hun er god til kompromisser. Men det er folk blevet trætte af.

Til venstre for hende stod Sylvi. Sylvi kan holde fast på principperne.

Trumpsk

Da hun blev presset ud af sin egen statsminister for snart to år siden, sagde hun til pressen og i Stortinget, at det havde været en heksejagt og at det gjaldt om ytringsfriheden. Det var helt “trumpsk”. Journalisterne troede ikke deres egne ører. – Er hun ikke død endnu?

Medierne har ikke glemt denne provokation og vender tilbage igen og igen for at tage hævn.

Jeg ved ikke hvor bevidst Sylvi er om ligheden mellem hende selv og Trump. Men hun udfylder den samme rolle. Hun er kontrær. Hun tør stikke fingeren i øjet på Löfven (Rinkeby), en imam i Fredrikstad og klæde Kristelig folkepartis Knut Arild Hareide af så han går i selvsving. Hvad skulle norsk politik have gjort uden Sylvi?

FrP-gründer Carl I. Hagen forstår noget ved politik som Siv Jensen ikke forstår: Vil du gøre en forskel må du være tydelig, du må turde være hård. Du må turde gå efter struben. Medierne gør det hele tiden. Siv har aldrig forstået det.

Efter et kvarter med snak på pressekonferencen var alt det historiske blæst bort. Når man begynder at prale af at migrantkrisen i 2015 ville have været værre med Støre, forstår man ikke sine egne vælgere.

Man kan ikke bryste sig af en negativ

FrP har udfyldt en rolle i offentligheden som er blevet mere og mere tyndslidt. Selv deres invandringspolitiske talsmand Jon Engen Helgheim, som er både klog, arbejdsom og sympatisk, snakker om hvor store sejre FrP har vundet på indvandringsområdet og at Norge fører Europas strengeste indvandringspolitik.

Man kan ikke bryste sig af noget, hvis ikke ens vælgere synes det er sandt. Det lyder som en variant af: – I kan takke os for at det ikke er som i Sverige.

Men vælgerne synes vi stadig er på samme kurs. Dimensionerne og graden er på et lavere niveau. Men parallellerne er klare.

Lad os tage nogle tal fra Halvor Foslis bok: Mot nasjonalt sammenbrudd.

I Oslo var indvandrerbefolkningen 1. januar 2018 totalt på 222.843 personer; eller 33,1 procent.

Tal er statisk. Det er set over tid, at man ser tendensen og det går stærkt:

Fremskrittspartiets stortingsgruppe fik i 2019 SSB til at lave en oversigt over andelen af nyfødte i Oslo med indvandrerbaggrund (defineret ved at barnet har to indvandrerforældre eller at moren er norskfødt med to indvandrerforældre). 24 procent af de nyfødte havde indvandrerbaggrund i 2000; andelen var steget til 42 procent 17 år senere. I bydelene Groruddalen og Søndre Nordstrand var indvandrerandelen nærmere 80 procent, mod 40 procent i 2000. Andelen af nyfødte med ikke-vestlig baggrund var i 2017 over 50 procent i fire bydele: Grorud (61%), Stovner (67%), Alna (61%) og Søndre Nordstrand (59%). Lavest lå Vestre Aker med 14 procent. 17 år tidligere havde ingen bydele så høj en andel; da lå Søndre Nordstrand højest med en andel af nyfødte med ikke-vestlig baggrund på 42 procent.

Demografisk sammensætning er meget mere følsom end penge. 42 procent af de nyfødte fortæller et tydelig sprog om hvem, der vil blive flertallet til sidst. Hvad gør nordmænd ved det? De, der bor i de tætteste områder, flytter. Men de, der bestemmer, bor ikke der og lader som om det går godt.

I Erna-Norge er det tabu at snakke om etnicitet. Man tror problemerne forsvinder, hvis man ikke snakker om dem.

For landet som helhed var andelen af børn med indvandrerbaggrund steget fra otte procent i 2000 til hele 30 procent i 2017.

Sådanne procenter kan politikerne og journalisterne ikke undgå at snakke om.

En fløj i FrP ved at det er det, deres vælgere bekymrer sig om, mere end noget andet. Men for Siv er det ikke så vigtigt, selv om vi har set en eksplosiv vækst i bandevold, røverier, bilbrande, voldtægter og ydmygelser af ofre.

Siv synes at leve i en verden, hvor indvandrerbydelene Bogerud, Haugerud, Prinsdal eller Holmlia ikke betyder så meget. Når almindelige folk begynder at spidse ører, er det fordi de ser at tilstanden i disse områder er ved at sprede sig og med befolkningsudviklingen forstår de, hvad fremtiden bringer.

To plus to er stadig fire.

De forstår også, at hvis vi ikke får politikere som tør gøre noget, kan politiet heller ikke gøre noget og udviklingen vil løbe løbsk. Det ser vi klare tegn på.

IS kommer oven i alt dette. De er det mest ekstreme udtryk for en asocial, destruktiv, nihilistisk udvikling, med sin forening af religion, vold og kriminalitet.

Almindelige mennesker forstår udmærket godt hvad IS står for. De tror ikke deres egne øjne og ører.

Godhedens trip

Vor elite lever på det vi i hippietiden kaldte et trip. Erna, Venstres Trine Skei Grande og Kristelig Folkepartis Kjell Ingolf Ropstad har taget den samme pille. For dem er det alt om at gøre at hente en IS-kvinde “hjem”. Sådan beviser de Norges godhed.

Historien begynder at falde fra hinanden når man pirker i den: Fra den dødssyge dreng til den måske syge dreng til et “ved ikke” og i dag en irriteret afvisning: Norske myndigheder har ikke haft nogen mulighed for at tjekke helbredstilstanden, men har måttet stole på advokaten, moren, og hendes forældre.

Med andre ord: Regeringen kan være blevet snydt.

Når man hører på udenrigsminister Ine Eriksen Søreide må man undres over, om hun ikke selv bad om at blive snydt.

Det er det vedvarende pres fra eks-ministre, biskopper og NGO’er, som har haft sin virkning. Regeringen har ingen moralsk rygrad til at stå op imod disse folk.

Netop derfor er det Erna trækker det moralske kort: Regeringen havde ikke noget valg. Det svarer til en som mangler moral, dvs. evnen til at træffe valg på grundlag af et eget værdigrundlag: Erna formår kun at gøre det, som FN, EU, Demokraterne, Organisationen af Islamske Stater og medierne siger hun skal gøre: Tage imod flygtningene fra det besejrede kalifat.

Hun kalder hjemtagningen af IS-kvinden og hendes to børn et humanitært tiltag.

– Jeg vil mene at det ikke burde indgå i den almindelige politiske diskussion om sager. Det er lidt af det som er rygmarksrefleksen vi må have i vanskelige sager. Samtidig forstår jeg det er en vanskelig sag for Frp, men det er en sag hvor det er vanskeligt at tage et andet valg som vi alle andre måtte stå ansvarlig for i forhold til vort moralske kompas og vor rygrad i disse sager.
– Ikke grunnlag for å utløse nye, store diskusjoner

Hvad opplevede kvinden i Baghouz?

Erna snakker uophørligt. Hun har hverken tid eller ønske om at høre om hvordan det stod til i Baghouz, hvor de sidste IS-krigere gemte sig med deres familier. Vi har fået beskrevet det på radio af NRK, som har været i Al-Hol-lejren flere gange og interviewet kvinden, så hun har kunnet græde som en pisket ved genfortællingen om, hvordan det var at blive bombet.

Ud fra Aftenpostens referat tolker vi det derhen at hun var i Baghouz:

Hun og de to børn slap ud af det sidste lille IS-område i Syrien i begyndelsen af marts 2019.

Dette er den IS-siktede kvinnen regjeringen krangler om

Da havde hun og veninden Aisha Shezadi været gift med den samme jihadist, Bastian Vasquez, som hun havde barn med, og da han blev dræbt fandt hun en anden kriger. Dette passer ikke helt til det billede, hun giver:

Hun hævder at hun i over fem år ikke gjorde andet end at lave mad, vaske tøj og gøre rent.

Ingen steder hører vi om grusomhederne IS begik. Hun “glemmer” at fortælle – og NRK udelader, selv om de har adgang til akkurat de samme kilder som Document, om alle de afkappede hoveder britiske soldater som rykkede ind i Baghouz fandt. Vi glemmer dem ikke. IS afsluttede akkurat som de begyndte: Med bestialitet.

Det var deres natur.

Da britiske SAS-soldater var med til at indtage IS’s sidste bastion i Syrien fandt de 50 afskårne hoveder som var fra yezidi-piger, der var holdt som sex-slaver.

 

Elite SAS troops found the severed heads of 50 sex slaves murdered by merciless Islamic State fighters as they led the assault on the terror group’s last stronghold, The Mail on Sunday can reveal.

The barbaric jihadis had beheaded dozens of Yazidi women before dumping their heads in dustbins.

British Special Forces made the grisly discovery when they entered Baghuz, the besieged town on the banks of the Euphrates in eastern Syria where IS is making its last desperate stand.

 

-Fant 50 avskårne hoder av yezidi-jenter som var IS’ sex-slaver

50 hoveder er en massakre. Det er mindre end et år siden denne historie stod på tryk: 25. februar 2019. Hele dette år har medierne kørt en vedvarende kampagne, ikke for at stille de ansvarlige, morderne, for retten, men for at vi skal tage imod børn og deres mødre, og fædrene med, hvis det lykkes dem at komme hertil.

Jeg føler jeg bliver lidt kold. Min empati er på ofrenes side, ikke forbrydernes. Jeg tror slet og ret ikke på en IS-enke, hvis hun ikke fortæller, hvad hun har set. Ingen af de IS-kvinder, medierne interviewer fortæller om de grusomheder, som vi ved foregik hele tiden.

Derfor tror jeg hverken på medierne eller på kvinderne.

Jeg tror heller ikke på Erna, Trine eller Kjell Ingolf, som har sat store resurser ind på at hente denne kvinde til Norge. Der er noget sygt ved det hele og når jeg hører på Siv er det som hun ikke forstår det. Hun bare snakker.

Vi importerer krig

Folk flest opfatter at vi er inde i en farlig udvikling. Vore samfund får stadig flere og stærkere træk som minder om forholdene i lande, det tidligere var utænkeligt at sammenligne os med. Syrien, Afghanistan og Pakistan kommer frem på lystavlen.

Derfor er denne insisteren på at hente en IS-kvinde “hjem” et tegn på at disse politikere ikke ser, hvad det symboliserer, hvilket signal det sender ud: De henter det værste herop. Og det bliver ekstra slemt fordi de ikke synes at forstå hvad de gør. De tror det nok skal gå, åh så godt.

Det er dette som gør normale mennesker dødsens skræmte.

Disse politikere aner ikke hvad de har gang i. Og medierne hujer dem frem.

De ved hvad de har gang i

ANNONSE