Kommentar



Twitters hele formål som socialt medie for de hurtige og ultra korte meddelelser, har fået tilføjet en ny dimension som statslederes udtalelser efter terrorangreb. Således den norske statsminister, Erna Solberg, der i sit tweet forenede det hurtige med det indholdstomme:

“Uskyldige er ramt af meningsløs terror i #Barcelona. Mine tanker går til alle, som er ramt” skriver hun.

Lars Løkke Rasmussens valg af kommunikationskanal var mere traditionel – der blev lagt en udtalelse på statsministeriets hjemmeside – uden at det dog bidrog til at gøre udtalelsen mere statsmandsagtig:

“Igen er Europa blevet angrebet af terror […] Mine tanker er hos de uskyldige ofre og deres pårørende, der i aften har fået slået tilværelsen i stykker. I er ikke alene. Angrebet fylder mig med sorg. Det er fortvivlende og meningsløst. Men sammen skal vi bekæmpe mørket – lyset vil vinde.”

Og Sveriges statsminister, Stefan Löfven stod ikke tilbage for sine sine skandinaviske kolleger i grådkvalt forfærdelse:

ANNONSE

“Jag förfäras av att ännu en storstad i Europa drabbats av sorgen och oron efter ett befarat terrordåd. Mina tankar är med de vars anhöriga omkommit eller skadats och alla de som inte ännu fått kontakt med sina nära och kära.”

Sådan kunne man faktisk blive ved Europa rundt: Stort set alle de europæiske ledere reagerer igen-igen med tårer og hændervridende afmagt på den terror, der endnu en gang har ramt os, og som i al sin lavpraktiske og udspekulerede vold repræsenterer et kontinuerligt angreb på vores lande og vores civilisation. Det er en ildevarslende vesteuropæisk trend, at vores ledere fortsat står uden svar, men reagerer med enøjet medfølelse med terrorofrene.

Det er ikke en statsleders opgave at optræde som en slags pårørende til ofrene og søge tilflugt i det private og personlige, når nationen og de bærende værdier for den er under angreb. Det er statslederens opgave at forsvare sit land og dens befolkning. I det perspektiv står de vesteuropæiske befolkninger samlet, men det er på en ganske anden måde, end når Lars Løkke den ene gang efter den anden erklærer, at vi står sammen med Tyskland, England, Sverige eller nu Spanien.

Hvis man kan tale om, at befolkningerne i Vesteuropa står samlet, så  er det i betydningen, at vi er fælles om at have en flok skræmte og handlingslammede ledere, der trods terrorangrebenes tiltagende hyppighed ikke magter deres primære opgave: At sikre befolkningens tryghed.

Der findes i titusindvis af IS-krigere og deres sympatisører i Vesteuropa og alle undersøgelser viser, at sympatien med voldelige salafister er ganske betydelig, ligesom langt hovedparten af Europas muslimer mener, at koranen står over lovgivningen i de enkelte lande.

Den muslimske terror er ikke “meningsløs” eller “kujonagtig”, den er en en helt konkret krigserklæring mod vores kultur og civilisation, og den er så alvorligt ment, at de udførende terrorister er villige til at ofre deres liv for den kamp. Det er både meningsfuldt og udtryk for det ultimative mod, at ville sætte livet til for en sag. Og det skal vi tage dybt alvorligt. Ikke mindst fordi angrebene i denne krig konsekvent er rettet mod civile.

Alligevel er der intet, der tyder på, at alvoren er gået op for hverken Lars Løkke Rasmussen eller hans kolleger, der insisterer på at behandle enhver terrorhandling som enkeltstående kriminelle handlinger på baggrund af en “voldtægt af islam” – fredens religion. Berøringsangsten i forhold til de store muslimske befolkningsgrupper er for stor, og derfor går politikerne på listesko – hvis de da overhovedet anerkender, at vi er i krig med islam.

De bør dog tage bestik af den omstændighed, at der i dag ikke er indkaldt til fakkeloptog foran den spanske ambassade, at der er meget langt imellem de spanske flag på facebook-profilerne og at det er mange terrorangreb siden “je suis..” kampagnerne forstummede.  Det er tegn på, at de politiske lederes følelsespornografiske respons på terroren ikke tilnærmelsesvis har samme genklang i folkedybet som tidligere.

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Axel Artke

    Statsledernes ligegyldige udtalelser virker mekaniske. De har intet at sige, for de vil ikke sige sandheden. Det fjerner dem fra befolkningerne. Der mangler kun, at befolkningerne drager konsekvensen deraf og skifter de nuværende statsledere ud med andre, som både tør sig sandheden og handle derefter. Men hvor mange skal dræbes, før det sker?

  • Holger Madsen

    Jeg vil mene, at disse falske fjolser er fuldstændig ligeglade med folks lidelser, når de INTET gør for at forhindre rædslerne. Hvis de virkelig mente noget med deres tomme ord, ville de sætte handling bag de tomme ord.

  • Brian Brotoft

    ja vi nærmer os en helligkrig hvor alle vantro skal dræbes, på grund af sludderhumanisme og politikskoregthed