Nyt



Hvis man erkender at islamistisk terror har noget at gøre med islam, er der ingen vej udenom et kritisk blik på islam, men det har det ligget tungt med i de fleste europæiske landes medier.

Dog: i de vigtigste europæiske lande forekommer der nu glimtvis islamkritik i de store aviser. I et langt interview i Welt am Sonntagden 28. maj blev den egyptisk-tyske forfatter Hamed Abdel-Samad bedt om at kommentere terrorangrebet i Manchester for ni dage siden.

Billederne af de dræbte unge piger har tilsyneladende bevæget journalisterne Sascha Lehnartz og Claus Christian Malzahn, for de viger ikke tilbage for ubehagelige undersøgelser. I svarene fra forfatteren af Den islamske fascisme forekommer også malende detaljer:

ANNONSE

Welt am Sonntag: Attentatet i Manchester rettede sig målbevidst mod teenagere. Det har rystet mange mennesker voldsomt. Hvor kommer dette had fra?

Hamed Abdel-Samad: Dette had starter meget tidligt. Hos os i Egypten var der et spil for børn som hed «religionskrig», hvor de «troende» jagtede de «vantro». De stridende grupper kaster først stikkende kaktusser på hinanden. Derefter går man til angreb, og det kommer til nærkamp. Der bliver slået og sparket. Det hold, som får kastet modstanderne ned af bakken vinder.

Det ville måske ikke føles helt rigtigt, hvis man lod dette spil erstatte med Ludo eller Matador?

En i og for sig plausibel forklaring, som af og til gives på terroren i Europa, er man føler sig uden for – selvom det sjældent er kineserne, der har dette problem. Ifølge Abdel-Samad kan det have flere skyggesider:

Fremfor alt findes der blandt muslimer en udbredt opfattelse af, det dekadente, umoralske samfund i Vesten, hvor ingenting ser ud til at være helligt længere.

Den som er gået radikaliseringens vej, vil gerne ramme de dekadente. Men hvordan?

Man kan ikke skade samfundet ved ved at angribe kirker eller få bygninger til at brase sammen. Man kan ikke ramme finansielt. Men man kan ramme ved at angribe børn.

Ideen er ikke uden forbindelse til islamsk teologi:

Denne sætning er stadig med i fredagsbønnen i Mekka: «Måtte Allah gøre deres børn forældreløse og deres hustruene til enker.»

Den troende skal være glad, når han får børn af de vantro til at lide. Det gælder ikke bare blandt islamister. Jeg har også hørt det samme fra imamer i Egypten, som stadig går for at være moderate. Det at få de vantro til at frygte og bæve er en meget vigtig del af Koranen. Det er et løfte til Gud: «Jeg skal sætte angst og frygt i de vantros hjerter.» Og netop det har attentatmanden i Manchester gjort.

Avisen spekulerer på, om Salman Abedi i særlig grad gik efter Ariana Grandes fans, fordi hun er en selvbevidst ung kvinde. Det er en forkert antagelse, mener forfatteren. Det handler om synd:

Drabsmanden vidste, at der var en koncert med unge mennesker. Og musik er haram, altså forbudt. Der var piger uden tørklæde med drenge lige ved siden af, hvilket efter hans opfattelse også var forbudt. Nogen kysser oven i købet hinanden uden at være gift. Der bliver drukket alkohol. For islamisterne er dette et syndens sted. Så spiller sangerinden ingen større rolle.

Journalisterne undrer sig over, at attentatmanden dræbte jævnaldrende, som kunne have været hans venner. Abdel-Samad forklarer, hvor dyb segregeringen ofte er:

Mange muslimer lever i et frit samfund, uden overhovedet at deltage i det. De forbliver i en boble. Også i demokratier kan der opstå sådanne enklaver. Højreradikalismen og islamismen er de bedste eksempler på, hvordan man kan få et helt forvrænget syn på verden gennem isolation, utopier og konspirationsteorier. Man isolerer sig fuldstændig og mister enhver empati. Det handler om kun at se verden gennem egne farvede briller, og umenneskeliggøre andre.

Abedi udnævnte det samfund, som gav ham et godt liv, til fjende. Hadets frø sås allerede i opdragelsen, mener Abdel-Samad:

Det afgørende er, om man opdrager børn til at blive frie, empatiske mennesker, eller om man allerede i familien skelner mellem os og dem, mellem troende og vantro, mellem rene og urene. Radikale grupper gør det altid.

Islam får en fribillet som højreradikalismen ikke får:

Så er spørgsmålet hvad værtslandet tillader på sit eget territorium. Hvad mener det med tolerance. I den sammenhæng må man tale om de strukturelle problemer i håndteringen af islamismen. Selvfølgelig har vi også problemer med højreekstremisme og konspirationsteorier, men det kalder vi radikalisme helt fra starten af. Det er kun når det handler om islam, at vi snakker om «kulturel mangfoldighed». Det største fejlgreb er, at man i tolerancens og liberalismens navn lod den slags indhold få plads i undervisningen i grundskolen. Islamisterne har oven i købet fået lov til at drive deres egne skoler.

Avisen har behov for hjælp til at erkende, at der så langt fra er vandtætte skotter mellem islamisk terrorisme og islam som sådan. Disse er snarere nær uadskillelige:

Gerningsmanden kom i en moské , som man regner for moderat, men det forhindrede ikke noget. Hvordan kan det være?

Mange anser muslimer som moderate bare fordi de er imod IS. Men der er ingen skillelinje mellem moderat og radikal islam. Hvad var det, der blev forkyndt i denne moske? Hvilket billede blev givet af samfundet, af familien eller af kvinder? Ekskluderingen begynder allerede, når jeg fremstiller min egen gruppe og dens moralske arv som overlegen, og resten af samfundet som umoralsk.

Så siger man, at den islamiske levemåde er den eneste rigtige. Det betyder, at du ikke må have sex før ægteskabet, ikke må drikke alkohol og så videre. Ved enden af livet truer helvede enhver, som ikke holder sig til dette. Mange moskeer som kalder sig moderate, fremmer et sort/hvidt verdensbillede og en permanent rædsel for synden. Det er de færreste prædikener, som er rettet mod virkeligheden i unge menneskers liv.

Hvordan burde det forkyndes i stedet?

En imam som står på menneskene side, burde forkynde: Hvad I laver derhjemme, hvem I sover med, hvad I drikker – det er jeres sag. Det vigtigste er, at man ikke hader. Det vigtigste er, at I omgås jeres medmennesker på en menneskelig måde. Men hvilken moské i verden forkynder dette? Så godt som ingen. For moskeerne ser det som sin vigtigste opgave at påtvinge det islamiske fællesskab  islamisk moral og styrke, og det i en afgrænsning  fra folk, som ikke er muslimer.

Vejen væk fra dette uføre er frygtelig lang. For de ideer som motiverer terroristerne, er ideer som er dybt rodfæstet i islam. Der er derfor ingen vej udenom det at gå løs på disse ideer:

De tror altså ikke, at en så grusom handling har en eftervirkning, som kan føre til selvransagelse og kritik af radikal islam i den islamske verden?

De fleste muslimer står ikke på IS’ side. Men de stiller seg desværre bag de tanker, som gjorde IS mægtig: tanken om jihad, kalifatet, sharia. Den politiske islam som endnu ikke er voldelig selv, har ikke taget afsked med disse tre grundpiller. Derfor er ikke noget klart skel mellem voldelig og ikke-voldelig islam som man ellers skulle tro. Alt flyder sammen. Man har det teologiske forarbejde, rammen og gennemførelsen. Vi burde ikke alene dæmme op for gennemførelsen.

Islams verden kan ikke løfte sig selv op ved håret, mener Abdel-Samad. Det er staten som må gribe ind – tidligt:

Hvis moskeerne og familierne ikke er i stand til at bryde med dette verdensbillede af gode og onde, men ofte direkte opdrager børn og unge muslimer til fordomme, hvor skal oplysningens impuls så komme fra?

Den kan kun komme fra skolen og børnehaven. De statslige uddannelsesinstitutioners opgave i Europa må være at opdrage tyske, franske og britiske borgere. Ingen kan vælge den religion de bliver født ind i. Men hvis opdragelsen i moskeerne og familierne fremfor alt fører til parallellsamfund og isolastion, sågar til fjendtlighed mod det omgivende vestlige samfund, så må man forsøge at rette op på det.

Den forkerte måde er at åbne skolerne også for islamske organisationer, som i så fald kan kontrollere undervisningen og lærerne. Det tyrkiske islamforbund, Ditib, driver for eksempel et etnisk-nationalt identitetsprojekt på Erdogans vegne. Sådan noget har ingen plads i vores skoler. Ditib er ikke noget trosfællesskab i klassisk forstand.

Så hvordan bør islamundervisningen i skolen se ud?

Vi har ikke brug for forkyndende islamundervisning. Vi har brug for viden om islam. Den religionsvidenskabelige tilgang bør være gældende i klasseværelset. Altså respekt for islam, men også kritisk distance samt vilje til at ale åbent om de problemer, der knytter sig til religionen. Vi må sætte de problematiske passager i Koranen som omhandler kristne, jøder og ikke-troende, i sin historiske kontekst, altså det 7. århundrede. Drabsmanden i Manchester, den «islamske stat» og islamister i almindelighed ser på alt dette som en brugsanvisning for, hvordan man skal agere i dag.

Forfatteren måtte selv terpe Koranen udenad som lille dreng. Han sider det skete med blandede følelser: På den ene side var det belastende, på den anden side følte han sig som del af et aristokrati. Han skulle være med til at genoprette islams guldalder. Den byrde er farlig på unge drenges ustabile skuldre:

Det at være opdraget på denne måde betyder ikke, at man nødvendigvis bliver terrorist. Men mange har en ustabil og uberegnelig psyke og karakter. Disse egenskaber finder vi ofte hos islamister og attentatmænd. Det gjaldt også Manchester-terroristen.

Det blev sagt, at han var upåfaldende, endda venlig.

Det kan sagtens være. Men til slut tipper man over med alle disse skjulte modsætninger. Så vil man ikke længere føle denne byrde, men komme hurtigere til paradis. Hvis man bestemmer sig for at dø for Gud, kan man blive helt befriet for synden. Så er det slut med at bede fem gange om dagen, faste under hver ramadan, altid passe på at man ikke ser på smukke kvinder og altid passe på ikke at drikke alkohol. Alt dette er vældig anstrengende, og næsten ikke til at bære. Det at dø for Guds sag virker så meget enklere.

De fleste muslimer bliver alligevel ikke terrorister af den grund.
Det er helt rigtigt. Men i Tyrkiet bliver de for eksempel Erdogan-vælgere. Og i Frankrig, Storbritannien og Tyskland fører det til isolation og til skepsis mod demokratiet og den vestlige livsstil. At 99,9 procent af muslimerne ikke er terrorister, fører ikke automatisk til vellykket integration.

Islam er ikke som andre religioner eller ideologier, forklarer Abdel-Samad. Koranen er Allahs sidste ord til menneskeheden. De kan ikke afvises på samme møde som nazismen eller kommunismen blev det. Et militært tab er ikke et definitivt ideologisk tab.

Og hvordan forklarer De det?

Jeg ser det som en medfødt skavank. Islam blander helt fra begyndelsen nogle ting, som ikke må blandes. Tro, åndelighed og sociale kundskaber blev blandet med politik, krigsførsel og militær økonomi. Gennem historien har denne blanding ofte hjulpet islam til sejr. Og i dag fører disse principper til, at islamismen altid kommer tilbage, selv om det sker i varierende organisationsformer.

Sådan bliver staten og religionen uadskillelige. Kalifatet betragtes som en ideel styreform. Guds love, sharia, må følges på Jorden. Og kampen for Gud, jihad og martyriet, er det største et menneske kan opnå på Jorden. Dette har islam aldrig taget afstand fra. Vi må stoppe med at hvidvaske disse realiteter.

Men hvidvaskning er netop det politikere, intellektuelle, journalister, akademikere og præster er i fuld gang med – til idag, og sandsynligvis også forbi næste blodbad. Islam er fredet.

Og den offentlige hukommelse er kort, så man har rig lejlighed til også at bliver chokeret næste gang. Snart er det dårligt nok andre end de pårørende, der husker Manchester. Eller Stockholm. Eller…

 

Welt am Sonntag

ANNONSE


  • KnudMadsen

    Denne beretning beviser jo med al ønskelig tydelighed, at muhamedanismen ALDRIG vil kunne forenes med nogen vestlig livsform, hvis vi vesterlændinge også skal overleve.
    Alt i muhamedanismen er uløseligt filtret ind i hinanden med formålet at få verdensherredømmet og udrydde alle andre ideologier.
    Efterhånden som jeg har fået større og større indsigt i denne djævelske ideologi, svinder min tro på, at der nogensinde kan blive tale om fredelig sameksistens. Det er jo komplet idioti at tro på sådan noget.
    Jeg anser mig selv for værende en ganske almindelig mand med normale åndsevner, og jeg kan så smerteligt se, hvordan tingene er, men det kan vor snotsnydedumme politikere altså ikke. Jeg kan godt forstå rødgardisterne ikke kan, da deres åndsevner er så få og små, men at borgerlige politikere med fjolset LLR i spidsen ikke kan, er jo meget skuffende og sørgeligt.
    I grunden kan jeg være ligeglad egoistisk set, idet jeg formentlig har ca. 10 år tilbage, men da egoisme ikke ligger til mig, er det helt vildt bekymrende, når jeg tænker på mine børn og børnebørn, som jeg ikke hader. Men jeg kan forstå, at 80% af befolkningen ønsker der allerværste for deres efterkommere, og det forstår jeg slet ikke.

    • Per Thalue

      De bliver belært af imamerne om at alle de goder vi har har vi kun udviklet for at de skal overtage dem , vi har forberedt alt til Herrefolket Muslimerne