Kommentar



Billedet: Betonklodser opsat som terror-sikring på Rådhuspladsen ved Strøget i København 

 

Opfordringen til «at gå videre med vores liv» og gerne besøge terror-steder så snart blodet er vasket væk, strider mod menneskets dybeste instinkter.

Vi har set meget terror på film, men alligevel kender vi forskel på fakta og fiktion.

Hele kroppen reagerer, når vi hører om et terrorangreb: Det er en bestemt følelse, som sidder i en længe, og den hænger sammen med «fare».

Kroppens fare-apparat sanser, at det som foregår i Manchester, Stockholm, Paris, Bruxelles, London, St. Petersburg har betydning for vores hverdag og ikke mindst vores børns fremtid.

Det er hvad den amerikanske historiker og kommentator Daniel Pipes for nogle år siden med et modbydeligt udtryk kaldte «education by murder». Det er den proces, som er eskaleret i Europa de seneste to år. Stadig flere terroraktioner tvinger os til «at se».

Folk lærer på trods av medierne. Intet var mere lærerigt for nordmændene end busserne, som blokerede sidegaderne til Karl Johan 17. mai. Nu vil nogen stille sig selv spørgsmålet: Var det dette de beskyttede os imod? Kunne dette ske i børneoptoget?

Det er umuligt ikke at stille det spørgsmål. Den terrorist, der detonerede sig selv i Manchester, ville ikke ha nogen skrupler over at gøre det samme i Oslo eller i København. Det er en erkendelse, som knuser de fleste af vores illusioner om, hvad der ikke kan ske.

ANNONSE

Det vil forandre vores måde at leve på. Folk vil tage færre chancer. Vurderingerne vil være forskellige, men nogen vil vælge ting fra, som de før gjorde uden at tænke nærmere over det. Selv bryder jeg mig ikke om store forsamlinger – især ikke på små pladser. Sådan vil stadigt flere tænke i tiden som kommer. Hvor er flugtvejene? Hvor god er sikkerheden?

Mange virksomheder vil mærke det.

En dansk forfatter fortalte, at stemningen slog imod hende da hun besøgte Paris efter terroren. Frygten lå over alt og hotellet hun plejede at bo på vidste ikke, hvad de skulle gøre. Omsætningen udeblev. Turisterne kom ikke længere til Paris. Terror er dyrt, meget dyrt. På mange måder.

Hvis hverdagen har varet længe nok, vender noget af vanen tilbage. Men vane er ikke det samme som tryghed.

De næste terrorangreb smadrer denne forestilling.

Terror-tiltagene minder os om, hvad der truer os. Betonklodserne som spærrer indgangen til Nyhavn, taler deres eget, tydelige sprog.

De er hæslige og ødelægger vores billede af, hvordan en by skal se ud. Hvordan klinger alle de smukke talemåder om åbenhed og åbne grænser, når man ser disse betonklodser?

Vesteuropas hovedstæder er i færd med at blive omkalfatret, for ikke at sige vansiret af terroren. Det er ikke de samme byer som for bare nogle år siden og kom ikke og sig, at det ikke gør noget ved indbyggerne. Hver gang noget sker, husker man, hvorfor afspærringerne er der.

De fortæller om en belejret by. Belejret af hvem? Det er en ubehagelig tanke. Medierne vil helst ikke tale om det. Men alle ved det.

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • KnudMadsen

    Terror har ikke noget med muhamedanisme at gøre. Sært nok er 99% af terroristerne muhamedanere.

  • Va Sawva

    muhamedanere hører til i muhamedanerland, og det er ikke her!

    Vi bliver kvalt i menneskerettigheder, humanisme og konventioner.

    Opsig konventionerne og luk grænsen. Ikke flere muhamedanere! Start hjemsendelsen af de, som er her.

    Et land uden grænser er ikke et land. Et land, som ikke beskytter sin oprindelige befolkning, er ikke et land.
    En statsminister, som ikke beskytter sin oprindelige befolkning, er en folkeforræder.

    Vor Herre bevares, og Gud bevare Danmark!