LEDER



 

Foto: Overvågningsbillede fra en benzinstation av Salah Abdeslam kort efter fredag 13.november. Jagten på krigerne, som trodser spådommer om at de er fanget, uddøende, knækket, al den opmærksomhed, og mangel på svar, som leder til og forstærker mystificeringen, gør at IS-krigerne bliver larger than life.

 

Det er helt utrolig. På rad og række står “forskere” frem og sier: “Vi må vænne os til terroren”. Den kendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, sagde det i løbet af helgen, samt en stribe norske “forskere”, endog analysechef for det norske sikkerhedspoliti, Jon Fitje Hoffmann, gentog det samme efter fredag 13. november.

Dette er ikke “forskere”. De har forladt eller misbruger deres autoritet i politisk øjemed. Det kaldes defaitisme. Faneflugt.

Kast et blik bagud. I 70’erne blev Tyskland hjemsøgt af rød terror. RAF erklærede også det borgerlige samfund krig. Strategien var ikke helt ulig den IS benytter: Gennem voldsaktioner skulle de få det borgerlige samfund til at smide masken. I sine tidlige stadier havde RAF betydelig sympati. Myndigheder fik et chok, da en meningsmåling viste, at 28 procent af de yngre aldersgrupper havde en vis sympati med Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof. De var underdogs, helte mod systemet. Mod magten.

ANNONSE

Sådan også IS-krigerne fremstår, i øjnene på sandsynligvis langt flere, end vi gerne vil vide. Billederne af super-udrustede Ninja-soldater på raid i muslimske områder, vækker vrede. Det er uretfærdig. Imod “vores drenge”. (Hvis “krigen” mod IS i Europas byer alvor ville eskalere, ville denne modviljen være en faktor, og den er det sikkert allerede i interne overvejelser.)

Men spørgsmålet: “Hvad føler du? Hvem har du mest sympati med?” – bliver ikke stillet, for de som styrer ønsker ikke svar. Ikke for sig selv, og bestemt ikke for publikum, der aner svarene.

Der er sket noget

Ingen sagde i 70’erne, at samfundet måtte vænne sig til de røde terrorister der skød sig selv ud af fængsler, røvede banker, bortførte samfundsledere, for eksempel leder af Industriforbundet og Arbejdsgiverforeningen (Hanns Martin Schleyer) eller formand for Dresdner Bank, Jürgen Ponto. Tværtimod. Den tyske regering erklærede krig RAF tilbage.

raf.ensslin.baader
Billede af Gudrun Ensslin og Andreas Baader på en café i Paris i 1969. RAF var forbundet med 60’erne og æsteticeringen af deres politiske terror var og er eksisterende. Læderjakkerne, manglende respekt for love og regler. Oprørsikoner. Også 60’ernes radikalisme og terror havde sin egen æstetik. Foto: Astrid Pröll.

Så hvad er der sket i disse 40-50 år? Europa står overfor en bevægelse langt større end RAF nogensinde kunne drømme om. RAF havde et omland, de præget Forbundsrepublikken og vidste, hvor meget skade selv en lille gruppe kan påføre fællesskabet, hvis den er brutal nok. Man skulle tro, at IS-truslen ville udløse en langt større og stærkere reaktion.

Men det modsatte er tilfældet. For hvert terrorangreb, insisterer vores “forskere” og politikere at vi ikke må give efter for frygt, at vi skal forsvare hverdagen.

Hverdagen er væk for længe siden, og frygten er det netop dem, der bruger som våben imod os.

Det de mener med “frygt” er “reaktion”. Folk skal absolut ikke reagere.

Det går langt når man tilmed siger, at vi skal vænne os til og forberede os på mere terror. Så har “man” passeret over en grænse.

To forskellige responser

Men er det ikke tilfældet? Skal vi ikke forberede os på mere terror?

Ja, men det er noget helt andet at sige, at hvis man identificerer årsagen til terror og foreslår modforanstaltninger, end at sige, “undskyld, vi kan ikke gøre noget ved det.”

Den første råber på ansvar og handling. Den anden er underkastelse.

Det er underkastelse, hvad europæiske ledere gør, og de har gjort det i lang tid. Selv paven skelner ikke mellem barmhjertighed og underkastelse.

Det har ikke velsignelsen med sig, og det vækker dyb antipati i folket.

Folk er ikke dumme.

Efter 30 timers med CNNs Hala Gorani fra Place de la Bourse, er vi ikke en døjt tættere på at forstå, hvad der driver selvmordsbomberne. Dette spørgsmål tillader ikke Gorani at blive stillet. Hvis en britisk eks-kontraterrorpoliti på topniveau begynder at tale om behovet for at se på de fundmantale årsager, lyser et rødt lys, og spørgsmålet afledes. Han mente selvfølgelig Molenbeek.

Denne undfaldenhed udsendes i alle kanaler, dag efter dag. Det tager modet fra seerne, tvinger dem til resignation og modløshed, og salafister, islamister og jihadister kan stå højt med hovedet. De kender Europa godt nok nu. De hører underkastelsen i stemmen.

Demoraliserende forfærdelse

Hvordan reagerer man på terror? Hvis et samfund kun kan mobilisere chok og forfærdelse, vil det virke demoraliserende. Vore medier kommer aldrig med noget svar, om hvem de er, dem der sprænger lufthavne og metrostationer. Trods svarene ligger fremme i lyset.

I stedet mystificerer de dem som “ekstremister” og “terrorister”, ligesom som de falt ned fra Mars.

Graden af selv-forførelse kender ingen grænser. CNNs Max Foster var imponeret af en psykolog, der arbejder i det store islamiske kulturcenter i Brussel. Det var et tegn på, at moskeen og det belgiske samfund var på den samme side.

Hvis Foster havde ønsket at vide, hvad han så, havde han nemt fundet, at denne moské er en gammel kulturbygning Saudi-Arabien fik erhverve gratis tilbage i 80’erne, i en aftale med kong Bedouin, mod at Belgien fik købe olie.

Men med olie kom noget meget mere: “gratis” studiepladser i Saudi-Arabien, og imamer, der prædikede wahaabisme, en form for salafisme, der hidtil havde været ukendt blandt muslimer fra Nordafrika, som Belgien havde flest af.

Samfundets støtter

De samme mennesker, der spreder salafisme, er indlemmet som samfundet støtter. De står der og smiler, vel vidende om, at ingen i det officielle samfund tør at call their bluff. For det ville være det samme som at samfundets støtter selv taber masken.

Hvad er resultatet af denne kollaboration?

Det er en legitimitetskrise. Vanskelig ord, som betyder: Folk stoler ikke længere på dem, der representerer dem.

Det hedder i politikken, krise.

Demokratiet angribes udefra, af mennesker som bruger terror mod civilsamfundet. Samtidig styres vi af menneske, der for alt i verden ikke tør navngi hvor disse mennesker kommer fra, hva der driver dem og hvem der spreder deres ideer.

Det er næsten ligesom at sætte sig selv skakmat.

Indordner sig

En belgisk journalist med ekspertise i terrorist blev interviewet af Sky News og afføring, og sige, at det i vid udstrækning var kendt på gaden, hvor Salah Abdeslam var vokset op, var han tilbage og blev holdt skjult. Ingen sagde noget. Da han skrev dette, var han vred reaktioner. Hvor og hvornår gjorde Sky News “problem” lige op i dit skød. Men de valgte at gå “fortid” og var mere bekymret for mulig modreaktion mod muslimer.

En belgisk journalist med ekspertise på terror blev interviewet af Sky News og rak og sige, at det var alment kendt i gaten hvor Salah Abdeslam var vokset op, at han var tilbake og blev holdt skjult. Ingen sagde noget. Da han skrev dette, fikk han vrede reaktioner. I dét øjeblik fik Sky News “problematikken” lige op i skjødet. Men også de valgte å gå “forbi” og var mere optaget af mulig backlash mod muslimer.

Det er en annen variant af underkastelsen.

opdagede islam kritikere ord dhimmi og dens historiske oprindelse. Det blev brugt over en lave sko, indtil du fik træt af det.

For en hel del år siden opdagede islamkritikere ordet dhimmi og dets historiske oprindelse. Det blev brugt over en lav sko, indtil man fik træt af det.

Dhimmi betyder blot ikke-muslimer, der indordner sig islam.

Europæere er begyndt at tilpasse sig. Terroren virker som en stor pisk og myndigheder, medier og forskere siger, at vi skal vænne os til dette, vi ikke må blive skræmt og fortsætte som før.

Gradvist mister vi os selv.

Slik bliver hvert terrorangreb et nederlag på et meget større og alvorligere politiskniveau, ud over den menneskelige ødelæggelse.

Vore medier, forskere og politikere omdanner terror til et politisk nederlag. Det er den største udgift, og for hvert angreb er det som vi mister enda lidt mere af os selv.

ANNONSE