“Det handler grundlæggende om, at vi ikke skal lægge dansk jord til hadprædikanter. Mennesker, der kommer hertil for at omstyrte det danske samfund og som kommer hertil for at opmuntre til terrorisme og opmuntre til en helt, helt anden levevis end det vi står for her”.

Det var kernebudskabet i den udtalelse som Integrationsminister Inger Støjberg lod følge i hælene på regeringens offentliggørelse af den første liste over de religiøse forkyndere, der efter den såkaldte “imam-pakke” skal nægtes indrejse i Danmark.’

Så langt så godt. Og dog.

For listen, på indtil videre 6 personer, rummer også den amerikanske prædikant Terry Dale Jones. Og han har så vidt vides aldrig opmuntret til hverken terrorisme eller en anden levevis, ligesom han efter det oplyste Overhovedet ingen planer har for at omstyrte det danske samfund.

Billedet: Den “farlige” amerikanske prædikant Terry Dale Jones

Alligevel er han havnet på “den sorte liste” og skal altså nu nægtes indrejse i Danmark. Ganske vist er han en farverig og ikke særlig driftsikker personnage, der  tidligere har forsøgt at lancere “International brænd en koran-dag” som en slags markering af årsdagen for terrorangrebene på World Trade Center i 2001 – men dette kvalificere på ingen måde til at være persona non grata på linje med anti-demokratiske volds-og-islamist-prædikanter.

Hvis Integrationsministerens ord skal stå til troende, er der absolut ingen plausibel grund til, at Terry Dale Jones skal nægtes indrejse i landet. Når han alligevel er kommet på den sorte liste, er det et udtryk for den foruroligende vilkårlighed, der indtræder når man anvender en så diffus betegnelse som “hadprædikanter” i lovgivningen.

Der er ingen tvivl om, at den inferiøre prædikant fra Florida nærer et stort had til islam – men det er vel ikke det man mener udgør en trussel mod vores demokrati og frihedsrettigheder?

Had alene gør det ikke, for hvem hader ikke et eller andet – stegt lever, fede mennesker, kommunister. Derfor er betegnelsen “hadprædikanter” så diffus og upræcis, at man ender med at smide barnet ud med badevandet i bestræbelserne på at at passe på nationen. Og det er et skråplan.

En god, gammel juridisk lærersætning siger, at det lige skal behandles ens og det ulige forskelligt. Med regeringens imampakke og udmøntningen af den, skyder man med så meget spredehagl, at man i sin iver for at dæmme op for vold og terror også dæmoniserer folk, der bare er lidt skøre, men som aldrig havde tænkt sig at agitere for terrorisme eller overhovedet drømme om at ville omstyrte vores demokratiske levevis.

At sætte had som kriterium for hvornår man kan nægtes indrejse i Danmark er tåbeligt, for det vil holde de fleste ude af landet . Hvem kan sige sig fri for at hade et eller andet? Og at sætte en småskør kristen prædikant fra Florida i bås med anti-demokratiske, voldsforherligende islamist-prædikanter er helt i skoven og viser, at man (lovgiver) enten ikke har gjort sine prioriteringer klar – eller hvad værre er: Ikke tør stå ved dem.