Kommentar

Vincent van Gogh Sower with setting sun (1888)

Når man ved, hvor vigtig en udbytterig høst var da man ikke bare kunne forsyne sig med jordbær, bananer, frisk kød, mel og mælk fra supermarkedets bugnende hylder hele året rundt, så er det en mærkelig lignelse, vi hører som evangelium i dag.  Den handler om en mand, der ødsler med sin såsæd, idet han sår også de steder, hvor han ved, at der ikke er grobund for sæden.

Han sår på klippe såvel som i sandet jord. Steder han ved ikke vil give udbytte. Han kunne jo have valgt bare at så i den fede jord, hvor han ved at sæden vil give udbytte. Men det gør han ikke, og derved lader han sæden gå til spilde. Han ødsler den faktisk bort.

Lignelsen er – forklarer Jesus disciplene – et billede på hvordan det forholder sig med Guds ord.

Det må altså betyde, at Guds ord spredes med rund hånd blandt både tidselgemytter, flagrende sjæle og hårde hjerter.

Tilsyneladende ser Gud altså overhovedet ikke efter hvor han sår ordet. Han ser ikke efter om det går til spilde eller hvor det bliver af. Det forklares godt nok, at noget faldt i god jord. Her blev Guds ord modtaget. Men det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at Gud også sår sit ord der, hvor han ved det ikke har nogen gang på jorden.

ANNONSE

Der hvor det vil blive hånet, overdøvet af verdens larm, ja endda måske forkastet og slået ihjel.

Det er jo i grunden altid kristenhedens vilkår. For en tjener står ikke over sin Herre. Denne Herre – Kristus – Guds søn- han kom til sine egne, men hans egne tog ikke i mod ham. Hans leje på jorden blev hø og strå, krybbe og kors.

Da de første Jesus-følgere gik rundt spredte ordet blev de mødt med hån, trusler og stening til døden. I samtlige første 300 år forfulgtes og hånedes de kristne i Romerriget. Mange faldt fra af den grund, det er nok det der menes med at noget korn falder i sand og på klippe. Men endnu flere kom til på trods af de vanvittige forfølgelser. Det er bemærkelsesværdigt. Ordet blev ved med at spredes.

Kejser Julian skal da også have udtalt, inden han skulle dø: ”Galilæer, du har sejret.”

For det blev, ham kan man vel godt sige, sejrherren fra Golgatha der fik det sidste ord.

Ordet bliver nemlig stadig sået og det møder stadig modstand. Det gør det her i Vesten på den måde, at der i dag tales meget om, at kristendommen skal laves helt om, hvis den skal have en chance hos det moderne menneske. I andre dele af verden forfølges kristne for deres tro. Martyrernes blod flyder stadig. Bålene lyser stadig fra dem, der hellere ville dø end fornægte deres tro. Ordet er stadig væk en forargelse. Hvis man da ikke er helt ligeglad med det. Ordet opleves stadig væk som – som slet og ret tåbeligt – nøjagtig som Paulus oplevede det, da han skrev sit brev til en menighed i Korinth for 2000 år siden.

Guds ord er virkelig det forunderligste af alt i verden. Konger, kejsere og statsledere har gang på gang rejst sig i kamp mod det ord. Med vold og mord, med bål og brand har krigen mod ordet været ført.

Men det ord bliver ved med at lyde også i ufarbare egne og blandt hårde stenhjerter. Sådan er Gud. Det er det historien vi lige hørte skal forklare os.

Det Guds ord kan vi ikke få greb om. Vi kan ikke reducere det til, hvilken nytte det gør, eller hvilken brugsværdi det har.  Det kan vi i øvrigt heller ikke med menneskelivet. Evangeliet fortæller os, at vi skal aldrig glemme, at vi ikke kan vurdere alting ud fra, om det gør nytte og viser resultater.  Det er sådan Vor Herre gør alting nyt.

Vores egne vise og kloge hoveder har for det meste travlt med at vores anstrengelser ikke skal gå til spilde.

Der skal helt være tydelige, målelige resultater af alt hvad vi foretager os.

Selv i kirkens egne rækker vil man gerne se resultater. Det må gerne se flot ud og der er da heller ikke noget mere festligt end en rig, fuld kirke. En kirke der skaber resultater og gør sig gældende i samfundet. Det er fint nok, men det er bare ikke den, det handler om her. Her handler det om den kirke, der ikke ser ud af noget i verden. Kirken med det Ord som er en forargelse for de kloge og moderne. Kirken med det evangelium, der falder som korn på klippegrund. Som bliver ved med at falde der selvom det synes nyttesløst og uden resultater.

Vi må bede om at det må blive ved. Indtil det frosne, hårde hjerte blødgøres og åbnes og fyldes med den kærlighed, der overgår enhver forstand.

Vi skal også se på det Gud gør med sit ord som et eksempel for os selv. Vi skal lade os selv fylde af det ord så vi i forhold til hinanden kan blive mindre nøjeregnende. Vi kan roligt gøre det, når den kilde vi skal øse af ikke er i os selv, men i ham som er livets og al krafts kilde. Så behøver vi ikke være så karrige med hvad vi giver og om vi får noget igen.

Frugten af vores kærlighed og det vi giver andre er nemlig slet ikke altid til at få øje på. Den kan være skjult eller den er der slet ikke. Der kom slet ikke noget ud af al den kærlighed vi overøste den anden med. Vi fik ingenting igen. Vi blev svigtet, forrådt, mødt med ligegyldighed eller kulde. Vi gav og gav og alt sammen til ingen nytte. Vi gjorde det rigtige men fik ikke det forventede resultat. Alligevel er vi jo nødt til at blive ved med at forsøge. Det kan vi, eller vi kan det mere fortrøstningsfuldt og uden så meget fokus på resultatet, hvis vi ved, at vi har et evigt kildevæld hos Gud.

Forholdet mellem mennesker skal og kan ikke gå lige op. Forholdet mellem Gud og menneske går heller ikke lige op. For alt det vi får fra Gud – det får vi for ingenting. Gud husker på os – at vi er støv. Støvtrådeværket han kommer i hu, som Grundtvig skriver.

For Guds ord spredes stadig blandt os ufrugtbare i dag, 2000 år efter at han selv vandrede på denne jord i sin ringe skikkelse. I hver eneste lille kirke, i hver eneste lille afkrog af dette lille land. Verden over, i katedraler og kældre, i simple hytter og i høje sale: det samme ord, det ord der som skabte alting i begyndelsen, som gjorde alting nyt. Som stadig gør alting nyt. Amen

 

 

4 Giv mig Gud

31 til himlene rækker

400 så vældigt det mødte

154 en bondemand går ud at så

2 Lover den Herre

Læsninger:

Es 55,6-11

1 Kor 1,18-25

Mark 4,1-20

ANNONSE

Læs også

Sexagesima 2018 -
Liden sol i disse uger -
Alle fronters Gud -
Vi behøver lyset -
Alting har en tid -

Læs også