Donald Trump har en strategi for Amerika. Fremgangen på Wall Street viser, at investorene tror på ham. Tirsdag fik han det patriotiske hjertet til at banke. På Fox News sagde Chris Wallace: Først nu blev han vores præsident.

Det er en tovejs-proces: Folket skal genkende og anerkende ham som præsident. Det gjorde de.

Jeg blev tirsdag siddende i over tre stive timer for at se tre DR-udendelser: Debatten fra Landstingssalen, Deadline og Clement.

Det, der springer i øjnene er, at politikerne alle taler samme sprog og er enige om at opføre samme skuespil: Danmark har en åben økonomi og er således helt afhængig af et frit marked. Der følger ganske vist nogle ulemper med, men ikke flere, end det er til at leve med.

Ingen “brød ud” og sagde, at vi gennemlever en revolution, hvor er Danmarks plads?

Som bekendt er en af ulemperne den manglende kontrol med grænserne.

I Norge har man opfattelsen af, at Danmark er kommet længere end Norge. Signalerne om tilnærmelse mellem DF og Socialdemokraterne peger i den retning. Eller gør de?

Mette Frederiksen talte om, at EU må hjælpe landene syd for Sahara, så migrantstrømmen aftager. Det er det rene vås. EU er ikke længere i en position, hvor det kan afhjælpe noget som helst. Det har mere end nok at gøre med sig selv.

Det gælder også Danmark. Alligevel taler man som om man stadig har magt til at forme andres skæbne.

Det gælder også forholdet til USA. De nordiske lande taler som om de har råd til at give Trump den kolde skulder.

Er der nogen, som har brug for et godt forhold til Trump, så er det de nordiske land: små lande med en alt for stor muslimsk befolkning.

Trump repræsenterer et vendepunkt: Han tør indrømme, at Vesten befinder sig i krig med islam. Men Europa går i panik ved tanken. Demokraterne og Obama forsøger at ødelægge Trump-administrationen via medierne og lækager inde fra.

Hvis der er nogen, der burde se Trump som en redningsmand, så er det Vesteuropa.

Politikerne på Christiansborg demonstrerer, at de ikke forstår Danmarks position. Som et geografisk lille land med en lille befolkning, er Danmark som eksportnation afhængig af den internationale dynamik: Den er ændret. Men danske medier skriver som om man må dæmme op for højrepopulismen, når den i virkeligheden repræsenterer et sundhedstegn.

Trump tager udgangspunkt i, hvad der er USAs interesser. Hvorfor gør politikerne ikke det samme med Danmark?

Trump stiller spørgsmålet: Hvem er vores venner og hvem er vores allierede? Israel er ven. Men Deadline bruger tiden til et interview med Norman Finkelstein, som i ramme alvor mener, at Obama er den mest israel-venlige præsident ever. No kidding.

De store statlige public broadcasters er blevet anti-nationale. Det er ikke i Danmarks interesse at være ven med antisemitter.

Alliancen mellem socialister og islamister er en internationale, der truer demokratierne. Som Asra Nomani siger: Hvorfor forstår de liberale ikke, at de er i alliance med the religious far right? Det religiøse yderste højre er det virkeligt yderligtgående i vor tid. Men de liberale nægter at se det.

Danmark har alle forudsætninger for at forstå, men gør det ikke i praksis. Da Jyllands-Posten skulle diskreditere Ami Horowitz, manden bag videoen fra Rinkeby, sagde man, at den svenske journalist var en “jødisk aktivist”.

Det hjælper ikke at hylde retten til blasfemi på lederplads, hvis man samtidig lefler for antisemitisme.

Trump har sat Danmark på prøve og landet vælger forkert.

Lars Olsen tager almindelige mennesker alvorligt. Det gør man ikke i Landstingssalen. Publikum har samme udtryk i ansigterne, som jeg ser i toget ind og ud af byen, hver dag: De er lukkede, de har mistet troen på, at de vil blive hørt.

Lønninger og jobs vokser i bund og top, mens middelklassen taber. – Det er et resultat af politikernes valg, sagde Lars Olsen.

I Clement diskuterede Jacob Mchangama og Lars Sejer Christensen Trump. Sejer Christensen er forretningsmand. Han forstår, at økonomi og nationale interesser er indbyrdes forbundet. Google og Apple er ikke optaget af USA, men det skal præsidenten være. Politikerne på Christiansborg tror de er med på noderne, når de holder fast i Bruxelles. De forstår ikke, at spillets regler er ændret. Trump er allerede en historisk person, men han ville aldrig have sejret uden at blive båret frem af historien.

Det ser det ud til, at de nordiske politikere ikke vil forstå. De er travlt optaget af at sværge troskab til Merkel og Bruxelles.

Vi ser tegn til et mærkeligt paradigmeskifte: Forretningsmænd rykker ind som politikere. Det er et krisetegn for politikerne. Lars Sejer Christensen er mindre optaget af spin end af realiteterne: Trumps mandskab er bundsolidt. De er forberedt på krig, med alle på én gang, og de skal nok vinde.

Hvad vil Danmark? Jacob Machangama plejer sine følelser og sin moral. Han er optaget af symbolerne. Hvordan ting ser ud.

Men historien bryder sig ikke om pæne drenge. Den er over i et ganske andet spor.