Kommentar



Billedet: Eugene Delacroix Liberty leading the People. (1830). Når man ser dette billede, forstår man, at årsagen til at establishment brændemærker den politiske opposition som højrepopulister og det, der er værre er at de nægter at anerkende, at der rejser sig en protest i befolkningen. Hvis establishment skulle anerkende de nationalkonservatives legitimitet, ville det være det samme som at diskreditere sig selv. På denne måde har de manøvreret demokratiet ind i en blindgyde.

,

De traditionelt dominerende politiske partier i Europa trues af svigtende tilslutning, medlemstal og tillid. De tænker ikke mange nye tanker, og i det omfang de overhovedet tænker – hvad enten det så er nyt eller gammelt – går det som regel galt. De har ikke længere banebrydende ideer, de opretholder ideer, der for længst er sejlet agterud, de styres af ekskluderende og korrupte eliter bestående af få personer, og de er ikke længere politiske laboratorier i nogen meningsfuld forstand.

Hvornår var det egentlig, at de første sprækker begyndte at blive synlige i de store, gamle partiers fæstningsmure?

Hvis vi tænker os godt om, må vi erkende, at fænomenet ikke er af nyere dato. Men hyppigheden og den tiltagende intensitet af begivenheder den seneste tid fortæller, at murene er uopretteligt beskadigede.

ANNONSE

At dette er en markant trend, som ikke kan vendes, forstår vi bedre, hvis vi spoler tiden nogle år tilbage.

Sverige

I 1991 grundlagde den svenske industrimand og aristokrat Ian Wachmeister det liberal-konservative og populistiske parti Ny Demokrati, som blandt andet gik ind for indførelse af en mere restriktiv indvandringspolitik. Allerede samme år blev det nye parti valgt ind i Rigsdagen. Med respektable 6,7 % av stemmerne fik Ny Demokrati 25 mandater i Sveriges nationalforsamling.

Skandaler, interne uenigheder og derpå en næsten fuldstændig mørklægning af Wachtmeister og co. i pressen, gjorde en ende på hans politiske karriere, og Ny Demokrati forsvandt permanent fra Riksdagen ved valget i 1994. Kombinationen af indre svaghet og ydre overmagt, endte det korte eventyr, men historien viste om ikke andet, at partiets ideer hurtigt kom en ikke ubetydelig del af vælgermassen i møde. At vælgernes behov for et reelt alternativ siden lå latent i befolkningen, kom klart til udtryk ved oprettelsen af  Sverigedemokraterna.

Holland

Spring frem til 2002. Den hollandske professor og statsembedsmand Pim Fortuyn grundlægger sit eget politiske parti – Pim Fortuyn-listen – i februar, kun tre måneder før parlamentsvalget. Også dette parti var populistisk, med modstand mod indvandring, islam og multikulturalisme som centrale punkter. Den 6. maj, kun ni dage før valget, bliver Fortuyn skudt og dræbt i Hilversum af dyreværnsaktivisten Volkert van der Graaf, som under den efterfølgende retssag sagde, at motivet var Fortuyns anti-islamiske dagsorden. Fortuyn mente, at islam var en tilbagestående kultur, og ville lukke grænserne for muslimsk indvandring.

Valget blev ikke desto mindre en stor succes for partiet med den myrdede lederens navn. Med 26 af 150 mandater blev det sågar det næst største i det hollandske parlament. Siden gik det hurtigt tilbage også for dette parti, men ligesom i Sverige, dukker der et stykke tid senere en ny politisk bevægelse op: Geert Wilders´Frihetsparti (PVV). Han er ikke blevet forsøgt nedkæmpet med mørklægning, men der har været gjort forgæves tiltag ad juridisk vej – senest ved den dom som for nylig blev afsagt.

Frankrig

Samme år vinder den ikke særligt sympatiske Jean-Marie Le Pen 17 % af stemmene i første runde af det franske præsidentvalg. Den siddende præsident, Jacques Chirac, besejrer ham overlegent i anden runde, og det er en svækket Le Pen, som kun får 10 % ved valget fem år senere.

Men her som andre steder kommer populismen tilbage for fuld udblæsning i andet forsøg, i Frankrig personificeret ved Le Pens datter Marine. Og som Aftenposten registrerede forleden, er katastrofen for de etablerede partier i Frankrig så total, at hele 65 % af de adspurgte siger, at de ikke vil stemme på de traditionelt dominerende kandidater ved præsidentvalget.

Revolution

Er der nogen, der tror, at dette pludselig vil ændre sig? Ser vi konturerne af en renæssance for de store, traditionelle centrum/venstre- og centrum/højrepartier? Er det en genfødsel som kan læses i ansigterne på deres frontfigurer?

Nej. De store partier har ikke andet end deres jævnt dalende magt. Sumpen tørrer næsten ud af sig selv. Det havde ikke behøvet at udvikle sig på den måde. Partierne kunne bare have ført en politik, der var i tråd med folkeviljen, men det gjorde de ikke.

Det vi ser, er snarere konturene af en politisk revolution. Når det imidlertid ikke føles som optakten til en revolution, er det fordi det er gået så langsomt og over tid, at den seneste tids politiske acceleration ikke er blevet forstået som det, den er: De seneste nedskrevne ord i en lang sætning, hvis endelige punktum endnu ikke er sat. Man har misforstået udviklingen eller ved ønsketænkning troet, at der ikke eksisterede nogen sætning, men at der alene var tale om enkelte udskrig, hvis genklang hurtigt ville dø hen.

Kompetente personer

En fællesnævner for mange af de nye politiske bevægelser er, at de startes af særdeles velkvalificerede personer, selvom de forsøges portrætteret som noget ganske andet. Alternative für Deutschlands (AfD) leder, Frauke Petry, er mor til fire og forretningskvinde med doktorgrad i kemi. Nationalkonservatismen kom senere til Tyskland end til de ovennævnte nabolande, men den kom til gengæld med et solidt team af økonomer, forretningsmænd og professorer.

Og her som andre steder vil den europæiske trend ikke blive standset permanent af eventuelle tilbageslag for AfD. Ian Wachmeister begyndte for et kvart århundrede siden. Det næste kvarte århundrede vil ikke se nogen eventyrlig genopblomstring af hverken SPD eller CDU. Vakuumet vil fyldes, spørgsmålet er bare hvordan.

Særdeles intelligent var også den italienske Femstjernerbevægelses nu afdøde strateg Gianroberto Casaleggio, af Nigel Farage omtalt som et geni. Og heller ikke i Italien vil den diskrediterede politiske klasse i længden magte at vinde det tabte tilbage, selvom den i kraft af sin nuværende magt kan vinde midlertidige slag med korruption, tricks og propaganda. Også i støvlelandet kan man se de to bølger: Lega Nord lå en tid i skyggernes dal efter at have gjort det godt tidligere, og er nu tilbage på sit tidligere niveau.

Undtagelsen

Paradoksalt nok kan det være det land, som ved folkeafstemning har besluttet at foretage den den største politiske omvæltning hidtil, altså Storbritannien, som bedst vil klaresig igennem med det gamle partisystem intakt – naturligvis også hjulpet af en valgordning, som beskytter det.

Labour er ganske vist  i en forfærdelig forfatning under sin nuværende ledelse, men det behøver jo ikke vare evigt, og det tjener uanset Toryene til deres ære, at de gav plads til at debattere EU-spørgsmålet i den normale politiske proces. Man er ikke demokratiets mor for ingenting.

Reglen

Storbritannien til trods, så er det den helt gennemgående hovedregel, at udviklingen kan blive fatal for det partitokrati, vi kender. Og det er måske godt det samme, for så inkompetent og mafiøst som den politiske klasse har styret den europæiske skude det seneste kvarte århundrede, i strid med almindelige menneskers instinkter og ønsker, giver det god mening at tale om en alvorlig krise for det repræsentative demokrati. Ungarns statsminister Viktor Orban har i et harcelerende øjeblik sågar kaldt det et «liberalt ikke-demokrati».

Når der i flere lande så samles mennesker, som både er smarte og omtrent så konservative som folket de udgår fra, foruden at være pragmatiske snarere end ideologiske, kan det ikke undre, at de kan opnå politisk tillid.

Næste fase

Som vi har set, var Holland forholdsvis tidligt ude i denne langsomme proces. Og måske er det netop i Holland, at vi kan øjne den næste fase, eller i det mindste en ny manifestation af den nuværende fase.

For bare få måneder siden blev der nemlig startet et nyt parti i tulipanlandet: Forum for Demokrati (FvD). Partiet er i lighed med det tyske AfD etableret af økonomer, akademikere og succesrige erhvervsfolk med baggrund i den politiske klasse, og ledes a Thierry Baudet, en lynende skarp, ung intellektuell. Og i lighed med den italienske Femstjernebevegælse, tager de til orde for mere direkte demokrati, med øget brug af folkeafstemninger efter schweizisk model. FvD er ellers EU-skeptisk, modstander af masseindvandring og tilhænger af nationalstaten. Partileder Baudet har sågar skrevet en bog om oikofobi, modsvaret til xenofobi, som indebærer afvisning af ens eget, noget Roger Scruton tidligere har sat ord på her.

FvD har udsigt til at vinde flere mandater i Hollands nationalforsamling ved valget den 15. marts. Som Douglas Murray bemærker i The Spectator, er partiet det første, som har erklæret sig rede til at gå i koalition med Wilders. Baudet og Wilders er de to politikere, som får mest opmærksomhed på de sociale medier, skriver Murray. Og vi har en god ide om, hvilken slags magtfaktor de har udviklet sig til.

Måske er det ikke ved denne korsvej, at Holland vil få sit andet store anti-establishment-parti. Men udviklingen vil ubønhørligt gå sin gang. Med tanke på, hvor hurtigt det går nedad bakke for de etablerede partier i Frankrig, er det slet ikke utænkeligt, at tendensen kan have afsmittende effekt på Holland. Efterhånden som fænomenet tiltager i styrke, må der i det hele taget påregnes en vis dominoeffekt de europæiske lande imellem.

Det gamle politiske aristokrati er altså på vej ud efter cirka to hundrede år. Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt det vil gå, og om hvad, der kommer i stedet. Måske vil turen gå i jævnt tempo – eller måske bliver speederen trykket i bund allerede i år.

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.