Der foregår en revolution i Amerika, som kan komme til at betyde meget godt for de ynkelige (the deplorables), som Hillary Clinton kaldte de amerikanere, hun ikke brød sig om, og som da heller ikke ville stemme på hende. I stedet valgte de racisten, sexisten, islamofoben, nationalisten, homofoben osv. Donald Trump.

Det har været utroligt morsomt, ja en ubetalelig komedie af dimensioner at betragte og høre alle de slukørede journalister, kommentatorer og klummeskrivere samt meningsmagere forklædt som eksperter, meningsmålere, politikere og deres mange bortforklaringer.

Som altid er det befolkningen, der er problemet. Hvis bare folk havde svaret ærligt på meningsmålernes spørgsmål, ville meningsmålingerne have ramt plet. Ja, og hvis de bare havde stemt på Hillary, så ville voksne mennesker og de små børn ikke have grædt, som var de pisket, da hun ikke blev valgt.

Efter at have oplevet katastrofen med åben mund og vantro tårevædede øjne, derpå manisk forsøgt at bortforklare, hvorfor de alle tog så grundigt fejl, kom tredje fase – raseriet mod Trump og hans rådgivere. En USA-ekspert fra SDU, Anne Mørk, fortalte JP, at Trumps valgstrateg Steve Bannon var ”hvid nationalist” samt ”berygtet for racisme og anti-semitisme”. Ja, det var ”lige før Ku Klux Klan flytter med ind i Det Hvide Hus.” Hendes ”ekspertise” bestod i en afliring af en amerikansk venstreorienteret smædekampagne, der bygger på løgn.

Det er deprimerende, at danske universiteter er sunket så dybt. En anden forsker, den politiserende klimakæmper (”Klimaet kræver politik”) Theresa Scavenius fra KU, påstod smækfornærmet, at Trump ikke havde en anden dagsorden, han var bare imod alt og ville splitte i stedet for at samle. Jamen, så havde han altså en anden dagsorden!

Og det står ikke bedre til blandt mange af de kommentatorer og politikere, som underholder os 24 timer i døgnet. Snakkehovedet David Trads, som er hinsides pædagogisk rækkevidde, og som intet som helst ved om de ting, han gør sig klog på, er blot én af et mangehovedet uhyre. SFs Holger K. Nielsen fortrak ligefrem ansigtet, da han vrængede, at Trump var racist og omgivet af fascister.

For mine synders skyld kom jeg til at tænke på min gode ven, journalist og USA-ekspert Jørgen Dragsdahl, som i 1969 fastslog, at fascismen var undervejs i USA med Richard Nixon som præsident. I 1973 kunne Dragsdahl meddele, at Nixon sammen med højtstående politifolk planlagde et statskup for at kunne sætte venstreorienterede i kz-lejre og få aflyst præsidentvalget.

Efter Donald Trumps sejr har mange elitære haft travlt med at erklære, at de skam ikke er mere elite end alle andre. Men det kommer jo helt an på, hvad man forstår ved elite. Begrebet er opfundet af sociologer og politologer, men den betydning, udtrykket har fået i de senere år, er noget andet og mere. Det kan kort oversættes til ”de bedrevidende” eller de politisk korrekte. Det er dem, der skammer den ynkelige underklasse ud, leverpostejdanskerne, dem der stemmer på Dansk Folkeparti. Eliten er ærgerlig og flov over, at danskerne stemmer forkert ved folkeafstemninger. Eliten er dem, der bruger det ringeagtende udtryk ”populist” om de politikere, der lytter til befolkningen og derfor vil noget andet end den herskende elite.

Når man hører elitens fornærmede og ofte uforskammede kritik af Pia Kjærsgaard, Alternative für Deutschland, Marine le Pen og Donald Trump, kunne man få det indtryk, at alt i Europa og USA fungerer vældig fint, og at denne fine tilstand vil blive ødelagt, hvis de dumme populister får magt. ”Trumps sejr er enden på Vesten, som vi kender det”, klager den tidligere svenske statsminister Carl Bildt.

Men hvis eliten i modsætning til underklassen er så klog, hvorfor har vi så alle de uløselige problemer, som er ved at rive tidligere stabile nationalstater fra hinanden? De sydeuropæiske lande, der var så letsindige at indføre Euroen, har enorm arbejdsløshed og sociale problemer, som ikke kan løses, så længe de holder fast ved Euroen.

EU har lige offentliggjort oplysninger om den udbredte fattigdom i en række EU-lande. På grund af elitens masseindvandring fra muslimske lande har Frankrig været i undtagelsestilstand i et år. Alene i år har der været 418 terrorrelaterede arrestationer i landet. Carl Bildts Sverige er under nedbrydning, Tyskland ved ikke sine levende råd efter kansler Merkels katastrofale kapitulation sidste år.

Elitens snak om Merkel som Vestens leder er latterlig. Tyskland er end ikke i stand til at forsvare sig selv. At se og høre hende ”lykønske” Trump med valgsejren var sælsomt. Hun så ud, som om hun var til begravelse, og hun – hvis land er dybt afhængigt af USA – stillede en lang række krav for at ville samarbejde.

Vi har hørt eliten sige tusinde gange, at Trump ikke ville blive valgt, og da de ynkelige så ikke hørte efter, skiftede påstanden til, at han ikke har noget politisk program, men det er heller ikke rigtigt. Trump har sikkert ikke spildt sin tid med at læse danske ”forskeres” private meninger om den korrekte politik for USA. Han har gjort sig sine egne erfaringer og iagttagelser. Det kan man faktisk godt, selv om man ikke er ansat på et dansk universitet.

Hvis man har hørt efter, hvad manden har sagt under valgkampen, går hans politik bl.a. ud på følgende: 1. At sikre USA’s grænser. 2. At bekæmpe radikal islam ude og hjemme. 3. At opsige handelsaftaler, som er skadelige for USA’s økonomi. 4. At iværksætte et gigantisk infrastrukturprojekt for at stimulere vækst i USA’s økonomi for at komme nødlidende enkeltstater og industrier til undsætning. 5. At gå imod FNs eller andre internationale organisationers beslutninger om det ene og det andet, når de er åbenlyst urimelige og imod USA’s interesser. 6. At støtte Israels overlevelseskamp i den kaotiske del af verden, hvor Israel er den eneste demokratiske retsstat og den eneste nation, som har styr på sig selv.

Trump kan givetvis ikke gennemføre alle de ting, han lovede under valgkampen. Han har heldigvis opgivet at få Hillary Clinton retsforfulgt. Én ting er iført kasket at stå og råbe til 40.000 tilhængere, noget andet er at sidde uden kasket i Det Hvide Hus. Han vil møde formidabel modstand fra sit eget partis gamle garde og fra bureaukratiet i de amerikanske regeringskontorer. Og selvfølgelig fra den bedrevidende elite. Det vil blive afgørende, om dem, han udpeger til sin administration, vil have styrke til at stå imod dette pres.

Hvis han blot i nogen grad får disse vigtige ting gennemført, vil det få kolossale konsekvenser for os og for de andre europæiske stater. Hvis Trump kan demonstrere, at en stat faktisk godt selv kan bestemme, hvem der skal have lov til at komme ind i landet, vil det naturligvis smitte af på de europæiske staters slatne politik.

Hvis han bryder tabuet om, at islamisk terrorisme intet har med islam at gøre, vil det også forplante sig til de eftergivende europæiske eliter. Hvis han går imod den bevidstløse globalisme for at hjælpe de mennesker, der ikke som de snakkende klasser har fornøjelse, men fortræd af denne globalisme, vil det sætte et eksempel, som de europæiske politikere ikke vil kunne ignorere.

Hvis USA sætter sine egne nationale interesser forud for forældede internationale konventioner, vil den danske regering ikke kunne blive ved med at prioritere tilfældige fremmede mennesker højere end de danske medborgere, som har opbygget det danske samfund. Hvis USA flytter sin ambassade til Israels hovedstad Jerusalem, hvilket er det eneste rimelige sted for en ambassade, vil hypnosen blive brudt og andre stater vil også sætte sig ud over de korrupte arabiske staters indvendinger.

Så vil der også ske en revolution i Europa og i Danmark – også selv om det regner. Det er derfor eliten og dens tænketanke og dens eksperter og dens institutter og centre og dens medier og dens journalister og kommentatorer og dens medløbende kunstnere og forfattere og skuespillere og erhvervsfolk er så bange. Det er derfor, de nu pludselig er begyndt at tale om, at globalisering og multikulturalisme også har skyggesider – noget, de var ligeglade med før den amerikanske revolution.

Bent Jensen er historiker, dr. phil og professor emeritus