Oraklerne



Da valget af Trump var en realitet stod det klart, at meningsmålingerne i vid udstrækning havde taget fejl.

Det fik Peter Nedergaard (professor i statskundskab) til at fremføre en kritisk opfordring til hans eget fag, statskundskaben. Den skal se at få udviklet bedre opinionsundersøgelsesmetoder. Men stikker statskundskabens problem ikke dybere?

I løbet af det seneste halve århundrede er der sket en grundlæggende forvandling i den dominerende politiske konsensus.

Op til 1960 indebar denne konsensus, at et land skulle sikre sin egen befolkning et anstændigt liv inden for dets egne grænser. Det betød, at landet skulle have kontrol med, hvem der kom ind over grænserne.

Der var desuden konsensus om, at alle borgere fundamentalt havde lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces; og at staten derfor også skulle sikre alle en basal skoleuddannelse, som gav dem forudsætningerne for at kunne udøve deres politiske indflydelse på rationel måde. Det var ensbetydende med, at alle skulle lære om landets kultur og historie – specielt om forudsætningerne for, at det havde fået sin indre politiske frihed. Således at de kunne føre denne frihed videre ind i fremtiden.

ANNONSE

Siden er den dominerende politiske konsensus undergået en radikal forandring.

Den moderne konsensus står for en fordomsfrihed, som peger frem mod det grænseløse, mangfoldige og multikulturelle. Man bliver anset som fordomsfuld, hvis man holder fast i lokal kultur og nationale grænser.

Ifølge den nye konsensus har alle (politisk) forfulgte ret til asyl, uanset hvorfra i verden de kommer, og uanset deres kulturelle baggrund – ganske uden hensyn til, hvad der sker med vore egne samfund, når vi skal integrere dem. Desuden betragter den nye konsensus også på forhånd alle religioner som lige forenelige med en sekulær demokratisk uden hensyn til, hvad der sker med vore egne samfund, når vi skal integrere dem.

Desuden betragter den nye konsensus også på forhånd alle religioner som lige forenelige med en sekulær demokratisk samfundsorden. Skulle man mene noget andet – fx at der her er dyb forskel mellem kristendommen og islam – så er man fordomsfuld og på det nærmeste at anse for racist.

Hvorfor har denne konsensusforandring fundet sted?

Først er der grund til at pege på, at fordomsfriheden har sin egen indre dynamik. Når fordomsfriheden bliver en dyd, så kan der også blive konkurrence om at være så fordomsfri som muligt, og så føres man fra det ene grænsebrud til det andet.

For det andet er der grund til at pege på, at forandringen i vid udstrækning har været til fordel for den dominerende elite. Den har fået økonomisk fremgang som følge af det globaliserede marked. Desuden har den dominerende elite fra de forskellige lande fundet sammen i et særligt internationalt fællesskab med sin egen kultur og selvforståelse.

Endelig har den dominerende elite næsten omkostningsfrit kunnet føle sig god i sin liberale asylpolitik, fordi den overlod det til sine mindre priviligerede medborgere at bære den tungeste del af byrden. Det var denne del af befolkningen, som i deres arbejde måtte konkurrere med fremmede løntrykkere, og som i deres boligområder kunne opleve at blive mindretal blandt de dårligst integrerede og de uintegrerbare fremmede. På den måde har den nye konsensus altså efterladt en betydelig del af befolkningen i en dårligere livssituation. Og det er i stor udstrækning denne del, som nu protesterer gennem deres demokratiske deltagelse.

Er denne (populistiske) protest så god eller dårlig?

For at besvare dette spørgsmål må vi lige gennemtænke, hvad der ville blive konsekvenserne af at lade den herskende politiske konsensus løbe uhindret videre ud i fremtiden.

Så ville man mere og mere opløse landegrænserne og skellet mellem statsborger og udlænding. Det ville betyde, at man umuliggjorde den rationelle demokratiske beslutningsproces. For den forudsætter et skel mellem dem, der er med, og dem, der er udenfor. Man kan ikke have en demokratisk dialog, hvis man ikke ved, hvem man henvender sig til, og hvis man ikke nogenlunde ved, hvem beslutningen omfatter.

Desuden ignorerer den fortsatte grænseopløsning, at folk ikke automatisk er demokrater, men at de først bliver det gennem en særlig intellektuel indlæringsproces.

Og endelig ville grænseopløsningen føre til, at man ikke kan give de svageste medborgere den basissikring, som er nødvendig for, at de kan leve et anstændigt liv under de herskende ejendomsforhold.

Alt i alt ville den blinde fortsættelse af den for tiden dominerende politiske konsensus betyde de oprindelige vestlige demokratiers selvundergravelse: deres selvforskyldte sociale og kulturelle opløsning. Og denne opløsning ville ikke betyde, at der ville komme et bedre demokrati. Den ville derimod betyde kaos eller en form for totalitarisme.

Set i dette perspektiv er den “populistiske” modstand mod den herskende politiske konsensus altså et “wake-up call”: et betimeligt forsvar for det eksistende demokrati.

Men havde vi haft en fornuftig statskundskab, så var det egentlig den, som for længst skulle have givet dette “wake-up call”. En statskundskab, som var sit navn værdig, burde på forhånd have advaret os mod den farlige vej, som de vestlige demokratier under den nye politiske konsensus er slået ind på.

Men virkelighedens statskundskab har tværtimod medvirket til at bestyrke den falske konsensus. Det skyldes nok både forskernes angst for at virke fordomsfulde og ikke mindst, at den akademiske elite selv er med i den “overklasse”, som indtil videre har levet højt på grænseløsheden.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.