Kommentar



 

I følge JP har der blandt de syriske flygtninge været overvældende stor interesse for den danske repatrieringsordning, eller måske snarere de 130.000 kr. som følger med indgåelse af en repartieringsaftale.

Dansk Flygtningehjælp, der er ansvarlig for at rådgive om ordningen, har ikke præcise tal, men asylchef Eva Singer anslår, at det drejer sig om “mange hundreder” alene indenfor det seneste år:

” Folk har meget forskellige forklaringer, men oftest er de bekymrede for familien, hvis den befinder sig alene i Syrien eller et andet land,” siger  hun, og afslører dermed, at det nok ikke så meget er repatrieringen, der trækker, men mere muligheden for at finansiere en tur tilbage til hjemlandet for at hente familien hertil.

Og den mistanke bekræftes da også af den konkrete sag, som JP har fået aktindsigt i. Her understøttede en syrisk flygtning sin ansøgning om en flybillet og 130.000 kr. med følgende argumenter:

ANNONSE
  • at han savner sit land vildt meget,
  • at hans mor er syg og har bedt ham komme hjem
  • at hans døtre er forlovede med syriske mænd, som de ikke kan se “…eller gøre noget”
  • at han ikke kan starte et nyt liv, med mindre han får penge fra kommunen, for han har brugt alle sine egne og sine børns penge.

Kommunen gav manden afslag med den begrundelse, at Syrien er for farligt et land til at tage varigt ophold i, og at forudsætningerne for at kunne opnå repatriering derfor ikke er opfyldt.

Både den syriske mands ansøgning og kommunens afslag er et interessant eksempel på, at der er et enormt gab mellem den danske velfærdsstat på den ene side, og tankesættet hos den muslimske mand på den anden.

 

Han har et akut behov for at komme (midlertidigt?) tilbage til Syrien – og han ved, eller har fået at vide, at den danske stat giver penge til det. Der er tilsyneladende ingen overvejelser i retning af, om det er rimeligt at forlange, at andre skal finansiere afhjælpning af hans hjemve og forene døtrene med deres forlovede. Og der synes heller ikke at blive reflekteret synderligt over det forhold, at han hjemme i Syrien har udfoldet store bestræbelser på at bringe sig selv i sikkerhed, uden at tænke dybere over, hvad der så skulle ske med den syge mor.

Eller også er han på forventet efterbevilling draget til Danmark i tiltro til, at den danske stat så vil betale for resten. I hvert fald synes der at ligge en klar forventning om, at det offentlige betaler, når nu han har brugt alle sine penge. En ikke helt uberettiget forventning.

Under alle omstændigheder er det tydeligt, at han er ret uinteresseret i de danske regler for repatriering, men da det er dem, han har søgt om penge efter – er det også dem kommunen (korrekt) giver afslag ud fra: Du kan ikke få repatrieringsydelse på grund af forholdene i dit hjemland.

Imidlertid bringer begrundelsen ikke syreren ud af den relative vildfarelse, at det er hans behov, der er udgangspunktet for at bevilge penge, og Danmark har pligt til at opfylde dem i det omfang han ikke selv kan.

Afslaget på repatriering er skrevet ud fra en dansk tankegang om, at det man søger på – bliver der sagsbehandlet ud fra.

Denne illustrative sag – og det forhold at “flere hundreder” har været interesseret i ordningen, bør føre til overvejelser hos de danske myndigheder om, hvordan man i langt højere grad får indprentet de muslimske migranter og asylsøgere, der er kommet til landet, at den danske velfærdsstat er baseret på gensidighed, og at dem, der kommer hertil ude fra uden at kunne bidrage til fællesskabet, er her på nåde og barmhjertighed.

Det er nemlig ikke gået op for dem. Og den syriske mands påklage af kommunens afgørelse er et godt eksempel på det.

 

ANNONSE


  • Lotte

    Altså – nu er det jo ingen vildfarelse, at Danmark er en pengeautomat for menap’er – både herboende og tilrejsende – DET ER ET FAKTUM!!!!!!!

    Myndighederne øser ud af vore penge til alle “flygtninge”, migranter – legale som illegale, 1.-2.-3. generationsindvandrere – især de kriminelle.

    Sådan er det bare……..

  • Ivan Dybdal

    Interessant case. Jeg tror den er temmelig illustrativ. Ideen om at alle mennesker i verden tænker ens og har samme normer og moral er en myte skabt vha 68-ernes hash. Der er jo forskellige måder at se verden på, alt efter hvilken situation man er i og hvor man ser den fra.

Mest lest

Sorry. No data so far.