Kommentar



 

Man må ikke fordele i elever i gymnasieklasser efter etnicitet. Det er diskrimination, og det har rektor for Langkær Gymnasium ved Aarhus, Yago Bundgaard måttet føle på den hårde måde, efter at han havde forsøgt at beskytte gymnasiets etnisk danske mindretal – de udgør kun 20% af den nye årgang – ved at fordele dem over tre klasser, som dermed blev sikret en etnisk dansk repræsentation på 50%.

Over en bred bank er politikere faret i blækhuse og på sociale medier, og har fordømt denne usaglige opdeling på baggrund af etnicitet. Selvom flere anerkender, at det er problematisk at de danske elever siver fra gymnasiet, der risikerer at blive et rent indvandrer-gymnasium, så må man: “… ikke fordele elever ud fra etnicitet, kultur og religion. Den går bare ikke,« , som LA´s Merete Riisager siger til JP

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har forsøgt at lægge låg på debatten og den bagvedliggende problematik ved at udbede sig en redegørelse for kriterierne for klassefordelingen fra Yago Bundgaard. Han har nu med ført hånd udarbejdet en lidt anden forklaring, der hviler på pædagogiske og læringsmæssige hensyn. Og så skulle den vist være i vinkel – håber ministeriet:

ANNONSE

»Ministeriets umiddelbare vurdering er, at ud fra den redegørelse, som er afleveret til ministeriet, er det velovervejede pædagogiske begrundelser, der ligger til grund for den beslutning, man har truffet på Langkær,«

Den er der imidlertid ingen, der rigtig tager for gode varer, selvom socialdemokraterne har valgt at smile ovalt: Özlem Cekic har klaget til Ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheder er også på banen i samme anledning.

Men hvem er det egentlig, der bliver forskelsbehandlet, og hvem er det, som har krav på beskyttelse?

Forbuddet mod forskelsbehandling bunder i et ønske om at sikre den svage part i at blive trynet af den stærkere part og mindretallet i at blive undertrykt af flertallet: Vi skal behandle alle ordentligt – uanset hvem de er, hvad de tror på og hvilke sexuelle preferencer de har. Mindretallet skal beskyttes mod eventuelle overgreb fra flertallet. Et smukt princip, som det historisk set har været ret nemt at holde i hævd i Danmark, hvor mindretal altid er blevet indlemmet i fællesskabet over en årrække, og hvor ytrings- og pressefrihed har sikret overgreb i at komme for en dag.

På den baggrund er det meget vanskeligt at forstå, hvilket ærinde politikerne og Undervisningsministeriet er ude i, for hvem er det egentlig, der har krav på beskyttelse i denne sag? Det burde være mindretallet, altså de 20% danske elever, men den eneste, der har forsøgt at gøre noget for dem er rektor Yago Bundgaard. Og kampen synes tabt på forhånd: Indadtil på skolen, med vigende dansk elevgrundlag og indtil videre 70% indvandrerelever, der holder kønsopdelte bedemøder i skolens kælder – og udadtil i forhold til politikere, der angriber ham for at diskriminere det stærke flertal.

 

ANNONSE